Artikel

Maher Abdulfatah Mahmoud kravler videre på alle fire, mens hans liv hænger i en tynd tråd. Det føles som om, at tråden bliver tyndere, for hver meter han kravler. Det eneste der holder ham i live, er stædigheden og troen på Gud. Stædigheden for at se sin familie igen og troen på, at Gud ikke vil lade ham dø i vildmarken efter at have reddet ham fra at dø under bombardementerne i Syrien.

Det er igen blevet nat og Mahers hud på fødderne er begyndt at sprække. Uudholdelige smerter i de blodsprængte og oprevne fødder har taget over. Hele natten jamrer Maher og beder Gud om at lade ham se sin familie en sidste gang. Han tænker på sin jævnaldrende kone Ilham, som han mødte i sin ungdom, da han flyttede til Aleppo. Deres sønner Ahmed og Yazan på 8 og 13 år, der fik stjålet deres barndom i Syrien. Datteren Halla der blev en af krigens utallige ofre. Mohammed på 5 år, der aldrig fik en barndom i hjemlandet og Mariam på 1,5 år, der er vokset op uden sin far, med Downs syndrom og et svækket helbred.

Da morgensolen bryder frem og lyser skoven op på ny, bemærker Maher en bikube hængende fra et træ på toppen af en bakke. Ved siden af træet står en træhytte. Maher ser endelig sin redning. Han kæmper sig frem til hytten og banker på døren med sine håndflader. Ingen åbner døren. Han bliver ved med at banke og råbe, men stadig intet svar.

Som troende muslim vil Maher ikke bryde ind i en fremmed mands hjem, og han giver sig i stedet til at vente foran døren i håb om, at ejeren dukker op inden længe.

Med nyfunden livskraft venter han stædigt på ejeren i flere timer, indtil mørket atter er ved at falde på. Men kraftig nedbør sænker sig over området, og hans fødder er begyndt at bløde kraftigt fra de sprækker og åbne sår, som han har pådraget sig på grund af underafkøling.

Maher finder en stor sten og ødelægger dørlåsen. Da han træder ind i træhytten, føles det som om, at ejeren lige har forladt huset. Stuen med det åbne køkken er pæn og ryddet. I soveværelset står to nye senge, hvor der ligger en arbejdsdragt foldet sammen på den ene. På en hylde i stuen står en flaske vin, en flaske whisky, en dåse sardiner og en halv krukke honning.

Maher har ikke spist, siden han forlod Bulgarien. Han har til gengæld drukket dagligt fra de mange vandløb i skoven. Det første han gør, er derfor at åbne sardindåsen og indtage den desperat med fingrene, som man vil forvente af en mand, der ikke har fået mad i knap en uge.

Næste dag er han igen sulten og giver sig til at spise den smule honning, der er tilbage i krukken. Maher kigger over på vinen og whiskyen, som det eneste, der er tilbage at indtage. Som troende muslim står han overfor et dilemma; når Gud har hjulpet ham så langt, vil han for alt i verden ikke begå en synd nu. Men Maher ved også, det selv er tilladt at spise svinekød i Islam, hvis det handler om at overleve. 

”Undskyld mig Gud, men jeg er nødt til det her,” siger Maher og åbner vinflasken. Han drikker hele flasken, hvorefter han falder om på sengen. Det er den bedste nattesøvn på hele flugten og for en gangs skyld fortier hans hjerne nervesignalerne om, at noget er helt galt med hans fødder.  

De næste par dage i hytten begynder glædesrusen over at være kommet i sikkerhed fra naturens nådesløshed at udvikle sig til desperation over, at ingen kommer for at redde ham. 

Der er ikke mere mad tilbage og smerterne i fødderne får Maher til at ligge søvnløs om natten. Indimellem dypper han lidt whisky på et stykke stof for at rense sårene på fødderne. Der er hverken vand eller elektricitet i hytten men 50 meter fra hytten står en tønde med regnvand, som han hver dag kravler til for at fylde en flaske op. 

Langsomt begynder desperationen at udvikle sig til paranoia. Maher tror, at dyrene fra skoven nærmer sig træhytten. Hver nat føles det som om, at ulvehylene i horisonten kommer nærmere. Maher synker mentalt ned i et dybere og dybere hul. 

”Vil jeg blive fundet af dyrene, før jeg bliver reddet af mennesker?” spørger han sig selv. Selvom Maher er desillusioneret og paranoid, er hans erkendelse rationel. Der kommer nok aldrig nogen og finder ham, før det er for sent.

Dyrene nærmer sig

Siden Maher efterlod bilen på siden af vejen og drog ned mod grænsehegnet, er der nu gået 14 dage. En uge i skoven og en uge i en træhytte, hvor han langsomt indser, at ingen hjælp kommer. 

Mahers håbløshed stiger, for hver time der går. Glæden ved at have fundet hytten, erstattes af desperation. Desperation erstattes af paranoia. Og nu erstattes paranoia af hallucinationer. Alle skovens dyr nærmer sig foden af højdedraget, hvor træhytten ligger. Bjørne, ulve, vildsvin, hjorte. De er alle kommet efter ham.

Han sætter en metalstang for døren for at holde dem ude. Om natten kradser de på døren for at komme ind. Fødderne er blodige, betændte og føles som små vulkaner af smerte. Hver dag beder han til Gud om, at ejeren af huset dukker op. 

Men der skal gå endnu et par dage, før der sker noget. Det er en solrig morgen, og det er varmere udenfor end det plejer. Det er 18 dage siden, at Maher svømmede over floden og begav sig ud på en overlevelsestur af dimensioner. 

Maher begiver sig udenfor igen for at spise græs. Han har ikke spist i flere dage og sulten er for alvor begyndt at nage ham igen. Efter at have fået lidt næring indenbords, råber Maher nu spontant om hjælp. På skiftende tyrkisk, bulgarsk og engelsk: Bana yardım edin! Pomog! Help! 

Han råber med al sine lungers kraft og skaber et ekko af sin egen desperation ud over den fredfyldte skov. I timevis står han som en galning og giver sin sidste kraft i et håbløs forsøg på at blive hørt. 

Maher ved, at han ikke tør tage chancen ved at forlade hytten og kravle ud i naturen igen på alle fire. Samtidig har han indset, at han dør i træhytten, hvis han ikke snart bliver fundet.   

Til sidst giver han op og kravler indenfor. Men så snart han er kommet ind, ser han en skikkelse gå forbi vinduet. Han råber igen og en bulgarsk politimand træder ind ad døren. 

På hospitalet i Sofia 

På sin 41. årige fødselsdag, den 9. januar 2018 bliver Maher fundet og evakueret af det bulgarske politi efter 18 dage alene i vildmarken. 

Vi møder Maher på stue 9 på Pirigov Hospitalets brandsårsafdeling i Sofia. Her hilser han os velkommen, liggende på et lyserødt lagen med et brunt tæppe over sig og en tasbih – islamisk bedekrans – hvilende i hånden. Ved siden af sengen står en halvfyldt urinkolbe og en fyldt skraldepose, der hænger på kanten af rullebordet. I det nedslidte værelses vindueskarm står en spraydeodorant.  

”Undskyld, hvis jeg lugter. Det er fire dage siden, jeg sidst var i bad,” siger Maher og sprayer duften ud over sin krop i en s-formet bevægelse. 

Han hiver hurtigt sin telefon frem og begynder at vise billeder af sin børn. 

”Det her er et billede af Mariam fra i dag. Hun har Downs syndrom,” siger Maher med et stolt smil på læben.  

Efter en uges ophold på det regionale hospital i Burgas, blev Maher overført til Pirigov Hospitalet i Sofia, hvor der var bedre mulighed for at behandle frostskaderne på hans fødder. Men højre fod var for slemt tilredt til at redde. Den 17. januar 2018 fik han amputeret højre ben fra midten af skinnebenet og fire af sine tæer på venstre fod, som stadig er i gipsforbinding. 

”I de første tre uger havde jeg fantomsmerter. Hver nat vågnede jeg og følte, at jeg havde smerter i det manglende ben. Men når jeg hev tæppet væk, indså jeg, at benet stadig ikke var der,” forklarer Maher og kigger ned mod sit forsvundne ben.

Vi tilbringer hele dagen på hospitalet, hvor Maher fortæller historien om sit liv og flugten fra Europa. Han fremstår udmagret af en mand af sin højde og, ifølge Maher selv, har han tabt sig 20-25 kg på flugten. 

Sygehusjournalen fra dagen efter Maher bliver fundet, vidner om et stærkt forhøjet infektionstal i blodet og et alt for lavt albuminniveau, som er udtryk for underernæring.  I journalen har han afgivet samme forklaring om, at han krydsede grænsefloden 18 dage forinden. 

Vi har uden held forsøgt at få en kommentar fra det bulgarske politi. Men en afhøringsindkaldelse fra politiet, som vi har fået indsigt i, bekræfter, at Maher blev fundet i grænseområdet den 9. januar 2018. 

Han bliver herefter sigtet af politiet for at have krydset grænsen illegalt og venter nu på en dato for retssagen. Det bekræfter rettighedsorganisationen Association of Syrian Refugees, der er i kontakt med de bulgarske myndigheder.

Du ender med at miste alt

Selvom alle indikationer bakker op om Mahers historie, står vi alligevel tilbage med ét ubesvaret spørgsmål. Hvorfor blev Maher fundet af det bulgarske politi, når han krydsede floden til Tyrkiet? 

Da vi stiller Maher spørgsmålet, forklarer han, at han hurtigt mistede retningssansen i skoven og heller ikke selv kender svaret på spørgsmålet.  

Når man nærstuderer grænseområdet mellem Bulgarien og Tyrkiet, er der små lommer af land på den anden side af floden, som tilhører Bulgarien. Derfor er det teoretisk set muligt, at Maher er endt tilbage i Bulgarien, selvom han kom over på den anden side af floden.   

Under alle omstændigheder tyder alt på, at Maher gennem sin flugt ikke er nået særligt langt eller, at han måske er gået i ring. En anden mulighed er, at han faktisk aldrig krydsede grænsefloden, men at han krydsede en af de andre floder, som udspringer fra Rezovo-floden og løber på den bulgarske side væk fra grænsen. Det forbliver et åbent spørgsmål for nu. 

Inden vi forlader Maher Abdulfatah Mahmoud på hospitalsstuen, er det igen blevet aften. Han ringer op til sin familie i Istanbul, og vi taler med konen og børnene gennem et WhatsApp videoopkald. 

”Jeg har det dårligt over det, der er sket med Maher. Han var en høj og flot mand, og nu er han handicappet. Samtidig er jeg handlingslammet; hvis jeg tager til Bulgarien, kan jeg ikke vende tilbage hertil igen, hvor børnene går i skole, og jeg arbejder. I det mindste får vi mad på bordet i Tyrkiet,” forklarer konen Ilham Tabsho, mens Maher bryder sammen i gråd på hospitalssengen.   

”Min kone og børn er alt, jeg har tilbage at leve for. Jeg har ikke andet end dem tilbage i denne verden, ikke engang mit helbred,” siger Maher, da opkaldet er afsluttet. 

Da vi efter en lang dag er klar til at forlade hospitalet og spørger Maher, om han har noget at tilføje på falderebet, kigger han med et kynisk blik ud i luften: 

”Jeg vil gerne give et råd til alle flygtninge, der drømmer om det europæiske eventyr. Der er ikke noget at komme efter. Stop med at drømme. Hvis du vil krydse grænserne, som jeg gjorde, ender du med at miste alt”.      

Oprindeligt publiceret på engelsk i The Turban Times og Refugee.Today

__ 

Maher blev i marts 2018 udskrevet fra hospitalet. Efter udgivelsen af denne artikel på engelsk i The Turban Times og Refugee.Today, blev han kontaktet af den tyrkiske ambassade i Sofia, som gav ham lov til at passere ind i Tyrkiet af humanitære årsager. Han bor nu i Istanbul med sin familie, hvor han prøver at spare op til en benprotese, så han kan få et velfungerende liv igen.    

Relaterede artikler