Artikel

Krisen i Venezuela bunder i landets økonomiske situation. Venezuela sidder på verdens største beviste oliereserver, og i mange år har landet derfor levet mere eller mindre udelukkende af sin olie. Men i 2014 faldt prisen på olie kraftigt. To år efter, i 2016, var prisen faldet til under 50% af sit tidligere niveau. Det har affødt en seriøs fødevaremangel, mangel på medicin, hyperinflation og en voldsom stigning i kriminalitet, som har resulteret i, at op mod 3 millioner venezuelanere menes at være flygtet fra landet.

Både den nuværende regering, anført af Nicolás Maduro, såvel som den tidligere Hugo Chavez regering, bærer uden tvivl en stor del af ansvaret for den situation, Venezuela befinder sig i. Og det også er denne fortælling, som den generelle mediedækning har fokuseret på. Men der er også andre spillere på banen. Særligt USA og EU bærer også en stor del af ansvaret for den venezuelanske befolknings nød.

Flere eksperter sammenligner derfor situationen i Venezuela, og mediernes dækning deraf, med forløbet op til invasionen af Irak, hvor især historien om masseødelæggelsesvåben fyldte avisspalterne, men efterfølgende viste sig at være usand.

Derfor har vi samlet fem ting, som du ikke har fået at vide i de store mediers dækning af Venezuela, men som er vigtige nuancer i historien om landet, der engang var Sydamerikas rigeste, men som nu er i frit fald i mod en humanitær katastrofe.

30 millioner dollars om dagen i ulovlige økonomiske sanktioner

Siden 2015 har USA, først under Præsident Obama og siden Trump, underlagt Venezuela alvorlige økonomiske sanktioner, som har bidraget til at lamme landets økonomi, i et forsøg på at presse Maduro-regeringen. Særligt under Trump har sanktionerne ændret karakter, og de går nu i høj grad ud over landets civile befolkning.

De vigtigste sanktioner handler om, at man har fastfrosset landets aktiver i USA, og nedlagt forbud mod at handle med venezuelanske personer og organisationer, som måtte have tråde til Maduro-regeringen. Eftersom landets olieeksport går gennem det statsejede olieselskab PDVSA, går dette forbud hårdt ud over landets økonomi, som er 95% afhængig af oliesalget.

I alt vurderer eksperter, at sanktionerne koster Venezuela 30 millioner dollars om dagen. Denne udvikling har sat gang i en hyperinflation, som pr. november 2018 lå på 1 million procent, og som Den Internationale Valutafond vurderer til at nå 10 millioner procent inden udgangen af 2019. I Danmark ville det svare til, at en banan skulle koste 200.000 kroner. Det betyder, at virksomheder i Venezuela ikke har råd til at importere de fødevarer, som landet er stærkt afhængig af, eftersom meget få ting produceres lokalt.

Ifølge en rapport fra 2018 af FN’s særlige udsending til Venezuela, Alfred de Zayas, har sanktionerne haft fatale konsekvenser for venezuelas befolkning. I en artikel i engelske The Independent kalder han USA’s økonomiske sanktioner for ulovlige, og en forbrydelse mod menneskeheden. Han anbefaler desuden, at Den International Straffedomstol laver en undersøgelse af de amerikanske sanktioner og konsekvenserne for Venezuelas befolkning.

Det er også værd at bide mærke i, at sanktionerne kun forbyder at handle med særlige personer og organisationer – den forbyder ikke handel med selve olien. Sanktionerne indeholder ligefrem undtagelser for de amerikanske olieselskaber Chevron og Halliburton, som også er aktive i Venezuela.

“We should have taken the oil!”

“Det vil gøre en stor forskel for USA, økonomisk, hvis vi kunne få amerikanske olieselskaber til at investere i og producere den venezuelanske olie.”

Sådan sagde USA’s Nationale Sikkerhedsrådgiver, John R. Bolton, til Fox News tidligere i år. På samme måde har Præsident Trump, både under sin valgkamp og efterfølgende i sin præsidentperiode, aldrig lagt skjul på, hvad han mente, man skulle have gjort med olien i Irak efter invasionen. Han har flere gange udtalt, at man bare skulle have taget olien og i samme omgang udlagt krigsdoktrinen: “Til sejrherren går udbyttet”.

Sandheden er da også, at USA er stærkt afhængig af den Venezuelanske olie i sin kamp for at løsrive sig fra de mellemøstlige oliestater. I 2015 var Venezuela USA’s tredjestørste olieleverandør og leverede næsten lige så meget olie til USA som Saudi Arabien. Indtil nu er størstedelen af denne handel foregået igennem Venezuelas statsejede olieselskab PDVSA, hvilket betyder, at langt størstedelen af profitten er gået til Venezuelas regering, som i mange år har kunne basere langt størstedelen af sit omfattende offentlige budget derpå.

USA har altså store interesser i, at Venezuela får en ny regering, som er villig til at løsne forholdene om landets olie, og skabe bedre vilkår for udenlandske selskaber. Det er her, Venezuelas nye selvudnævnte præsident Juan Guaidó kommer ind i billedet.

Juan Guaidó – præsidenten som ingen har stemt på

Juan Guaidó er den unge politiker, som blev verdenskendt, efter at han udnævnte sig selv som Venezuelas præsident, og i løbet af få dage havde det meste af den vestlige verdens lande i ryggen.

Juan Guaidó er leder af Venezuelas nationalforsamling og medlem af partiet Voluntad Popular, som har 14 ud af 167 sæder i nationalforsamlingen. Partiets tidligere formand, Leopoldo López, sidder i husarrest for at opildne til voldelige demonstrationer som i 2014 endte med, at 13 mennesker blev slået ihjel. Siden da har partiet spillet en central rolle i en serie af voldelige demonstrationer mod regeringen, hvor både civile og politifolk er blevet skudt og brændt ihjel.

Den generelle fortælling har fokuseret på regeringens voldelige nedkæmpelse af demonstranter, men ifølge uafhængige optællinger, er lige så mange døde som resultat af oppositionens handlinger.

Juan Guaidó baserer sit krav på præsidentembedet på, hvad han og resten af oppositionen kalder det ugyldige valg i 2018, hvor Maduro vandt med over 60% af stemmerne. Kort forinden valgdagen, boycuttede dele af oppositionen valget, og erklærede det ugyldigt. Det har dog vist sig, at det var oppositionen selv, som i sidste sekund trak sig fra en serie af forhandlinger anført af den tidligere spanske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero, som havde til hensigt at sikre et frit og fair valg. Zapatero har efterfølgende støttet Maduro i hans sejr.

Af andre vigtige pointer kan nævnes, at en af Juan Guaidós fremmeste rådgivere, er den Amerikansk-Venezuelanske økonom Ricardo Hausmann. Hausmann har i årevis advokeret for at lukke flere multinationale selskaber ind på Venezuelas oliemarkede.

For få måneder siden var Guaidó et ukendt navn for fire ud af fem venezuelanere, men han har på kort tid samlet mange støtter. Særligt blev han populær, efter han lovede at bringe nødhjælp fra USA ind i landet.

“Jeg kvæler dig, jeg dræber dig, og så giver jeg dig en småkage”

I begyndelsen af februar 2019 fløj amerikanske militærfly nødhjælp til en værdi af 20 millioner dollars til den columbianske by Cúcuta tæt ved grænsen til Venezuela. Men før nødhjælpen kunne leveres, blokerede det venezuelanske militær grænsebroen Las Tiendas. Billeder af den blokerede bro og de voldelige sammenstød mellem Venezuelanske sikkerhedsstyrker og oppositionens støtter fyldte de internationale medier, og Maduro blev fordømt for at nægte sin sultende befolkning basale fornødenheder.

For det første er det interessant, at oppositionen har valgt at gå til USA for at få nødhjælp, frem for neutrale internationale organisationer. Denne beslutning har fået kritik af Den Internationale Røde Kors Komité og FN. Begge vurderer, at nødhjælpen er politisk motiveret og har til formål at destabilisere den politiske situation yderligere, og begge organisationer har nægtet at hjælpe med at forvalte den amerikanske nødhjælp.

Nødhjælpen skal ligeledes ses i lyset af USA’s økonomiske sanktioner. Den amerikanske nødhjælp har en værdi af 20 millioner dollars. Det svarer ikke engang til dét, Venezuela mister på én enkelt dag som følge af sanktionerne. Som Venezuelas udenrigsminister udlagde USAs handlinger under et FN-møde tidligere i år: “Jeg kvæler dig, jeg dræber dig, og så giver jeg dig en småkage.”

En tredje ting er, at man fra de venezuelanske myndigheders side ikke har haft mulighed for at inspicere de amerikanske containere for at udelukke, at de kunne indeholde andet end mad og medicin. Såsom våben og militært udstyr.

Det kan lyde konspiratorisk, men det er præcis hvad tidligere amerikanske regeringer har gjort i eksempelvis Nicaragua, hvor våben blev smuglet ind i landet sammen med nødhjælpen. Og ifølge de Venezuelanske myndigheder fandt man så sent som i februar i år, en forsendelse af våben og andet militært udstyr i et amerikansk-ejet fragtfly, som landede i Venezuelas tredje største by Valencia.

Denne mistanke bliver kun yderligere forstærket af, at Trump tidligere i år udpegede den garvede diplomat Elliot Abrams som USA’s særlige repræsentant i Venezuela. Abrams har nemlig en lang forhistorie i Central- og Sydamerika.

Den rette mand til opgaven… hvis opgaven indbefatter krigsforbrydelser

Abrams har en lang historie som højtstående diplomat i amerikansk udenrigspolitik under tidligere præsidenter Ronald Reagan og George W. Bush. En af hans første opgaver i 80’erne var i forbindelse med USA’s såkaldte ”dirty wars” i Central- og Sydamerika.

Udryddelsen af landsbyen El Mozote i det centralamerikanske land El Salvador, er en af de mest berygtede episoder fra denne periode. Øjenvidner har fortalt om, hvordan en mor, efter at være flygtet fra sin landsby, vendte tilbage og fandt sin søster, mor og tre børns hovedløsekroppe siddende rundt om deres spisebord. På bordet lå deres afhuggede hoveder med deres hænder placeret ovenpå “som om hver krop aede sit eget hoved.” Op mod 75.000 døde i El Salvador i alt.

Udryddelsen var begået af amerikansk trænede paramilitser, og lignende situationer udspillede sig i samme periode i Guatemala, Honduras og Nicaragua. Elliot Abrams havde ansvaret for at dække over disse begivenheder over for kongressen og offentligheden.

Ti år senere, efter en sandhedskommission under FN bekræftede, at 95% af alle voldshandlinger i El Salvador var begået af amerikansk støttede paramilitser, kaldte Abrams fortsat Reagan-administrationens arbejde i El Salvador for “en fabelagtig præstation”.

Abrams var i samme periode en af hovedaktørerne i den såkaldte Iran-Contra skandale, hvor Reagan administrationen, udenom kongressen, solgte våben til det iranske præstestyre, som ellers var underlagt et våbenhandelsforbud. Pengene fra våbenhandlen blev brugt til at støtte de såkaldte Contra-paramilitser i Nicaragua. Abrams blev efterfølgende dømt for at lyve for kongressen om skandalen.

Han blev benådet af præsident George H. W. Bush, kort efter han tabte valget i 92. Senere blev Abrams ansat under George W. Bush (sønnen), og var i årene 2001-2005 medlem af USA’s nationale sikkerhedsråd. Her spillede han en central rolle i forløbet op til og under invasionen af Irak. I samme periode var han også involveret i kuppet på Venezuelas tidligere præsident Hugo Chavez i 2002, hvor det lykkedes amerikansk støttede styrker at afsætte Chavez i tre dage.

Som det fremgår, er der meget mere til historien om Venezuela, end man kan læse sig til i de store mediers dækning af krisen; hverken Politiken eller Information er gået i sømmene med USA’s rolle i Venezuela. Både Trump og hans sikkerhedsrådgiver John Bolton har udtalt, at de ikke vil udelukke en militær intervention i forsøget på at vælte Maduro-regeringen, og Maduro har ligeledes sagt, at han er klar til at gøre hvad der kræves, for at bekæmpe amerikansk indblanding i landet.

Om det når så vidt, er for tidligt at sige. Men historien har gentagne gange vist, at USA er villige til at gå langt for at fjerne kontrære statsledere og indsætte mere amerika-venlige alternativer. Historien har også vist, at den slags sjældent ender lykkeligt for landenes befolkninger. Derfor er det vigtigt, at hele historien bliver fortalt.

Relaterede artikler