I flere lande er helikopterpenge kommet på tale som en løsning på borgernes reducerede indkomst og købekraft som følge af coronakrisen. Også i Danmark diskuteres muligheden.

Helikopterpenge betyder helt enkelt, at den danske nationalbank laver en engangsoverførsel af penge til alle borgere i landet. Det er bestemt et anerkendelsesværdigt initiativ. Ved at stille et gratis beløb til rådighed på borgernes konti sikrer man ikke bare, at borgerne kan dække deres leveomkostninger. Man undgår også at borgerne gældsætter sig yderligere. Desuden er det kun de kreditværdige borgere, som kan låne penge i banken – altså borgere, som bankerne med sikkerhed ved, at de kan tjene penge på.

Men i en gældsøkonomi som den danske, må man gøre sig bevidst, at behovet for helikopterpenge ikke kun skyldes den coronaforårsagede indkomstkrise. Behovet er i høj grad også udtryk for et ulige og uhensigtsmæssigt gældssystem, der via tårnhøje gældsudgifter sikrer en skæv omfordeling af pengene i samfundet.

For almindelige mennesker er det gældsudgifter, som i særligt krisetider presser dem på pengepungen og derfor nu øger nødvendigheden for helikopterpenge. For bankerne er det derimod indtægter, der sikrer dem øget profit og en placering allerhøjst oppe i gældshierarkiet.

Skal helikopterpenge blive en succes, bør de derfor ledsages af et opgør med samfundets gældsstrukturer. Ellers svarer helikopterpenge lidt til at hælde vand i en si.

Alle betaler til bankerne – også personer uden gæld
Det er en udtrådt myte, at du med hårdt arbejde og økonomisk besindighed kan undgå at blive trukket ind i gældsskarussellen. Som del af en gældsbaseret markedsøkonomi slipper du næppe for at betale ind til bankerne.

Gæld og renter gennemsiver hele den moderne samfundsøkonomi og lægger et opadgående pres på prisen af varer og ydelser. For at kunne dække de mange udgifter i form af blandt andet rente- og gebyropkrævninger, må mange virksomheder øge indtægtsiden ved blandt andet at hæve prisen på deres produkter. Det betyder i sidste ende også, at det er forbrugeren, der betaler omkostningerne forbundet med virksomhedernes gældsættelse.

Selvom du ikke har stiftet personlig gæld, betaler du altså en skjult afgift til bankerne i form af højere priser på varer og ydelser. Det samme er tilfældet på boligmarkedet – også selvom du ikke ejer en bolig men blot bor til leje.

Din husleje er bankernes indtægt
Selvom du ikke er så privilegeret, at du bliver vurderet kreditværdig til et boliglån og derfor må bo til leje, undgår du heller ikke her gældssystemets jerngreb. Din husleje stiger nemlig i takt med den private gæld. Det skyldes to ting

Størstedelen af ejerboligerne i Danmark er gældsfinansierede. Derfor har din udlejer med al sandsynlighed taget et lån i banken for at finansiere huskøbet. Det betyder i praksis, at din husleje stiger for at matche de ekstra udgifter, i form af renter og gebyrer, som din udlejer har til banken.

Dertil stiger huslejepriserne også i takt med, at gældsfinansierede boligkøb presser priserne på boligmarkedet op. Når banken udsteder lån til køb af bolig, skaber banken nye penge, som havner på låntagers konto. Modsat konventionel lærdom, låner bankerne altså ikke eksisterende penge ud. Langt størstedelen af bankernes pengeskabelse går direkte ind på boligmarkedet. Det er i stor interesse for bankerne, for hvem boliglån er en lukrativ indtægtskilde, der samtidig er sikret af det underliggende aktiv – altså boligen. Den nærmest uendelige pengestrøm, der tilføres boligmarkedet, gør, at markedet oversvømmes med penge og at boligpriserne stiger. Det har resulteret i at boligpriserne er steget med ca. 225% de seneste 30 år. Til sammenligning er realløningerne kun steget med ca. 50% i samme periode.

Udviklingen på boligmarkedet tilsmiler bankerne, der tjener stort på prisstigningerne og de klækkelige gældsomkostninger, som følger med. Men i skyggen af deres finansielle success gemmer der sig myriader af lejere, der tynges af de ublu bolig- og huslejepriser. De tårnhøje boligpriser har resulteret i, at der i København i dag er langt flere, som bor til leje. Og også på lejemarkedet sker en tilsvarende forskydning mellem reallønninger og huslejepriser, som gør, at lejerne må bruge en stadig større del af deres indkomst på at få tag over hovedet.

Det gældsfinansierede boligmarked og de deraf stigende leveomkostinger for borgerne bidrager på den måde til en økonomisk polarisering, hvor gabet mellem befolkningsgrupperne og finanssektoren øges i takt med gældsmængden. Det kan mest af alt karakteriseres som en nyfeudal konstruktion, hvor danskerne bor til leje på bankernes vilkår.

Følg pengene hele vejen til finanssektoren
Det opadgående pres på de mere skjulte gældsudgifter som husleje og varer, gælder også for de gældsudgifter, som er forbundet med befolkningens lån i banken.

Den samlede gæld til bankerne for borgere og virksomheder i Danmark er vokset med 1300 milliarder kroner siden finanskrisen, hvoraf borgernes gæld udgør 500 milliarder kroner. Ikke så overraskende, bruger den gennemsnitlige dansker en sjettedel af sin løn til at betale renter, gebyrer og afdrag på gæld til de private banker.

Det gør danskerne til et af de mest forgældede folkefærd i verden og den danske finanssektor til den tredje største i forhold til landets samlede økonomi (BNP). Faktisk er værdien hos de fire største banker i Danmark, Danske Bank, Nordea, Nykredit og Jyske Bank, målt i samlede aktiver, tre gange større end Danmarks økonomi.                            

Danske Bank har som den største af bankerne i sig selv seksdoblet sin værdi siden finanskrisen. Som finansielt supermarked består Danske Bank-koncernen både af billån, ejendomsmægler (Home), erhvervsejendomme, pensionskasse (Danica Pension), hedgefond, realkreditinsitut (Realkredit Danmark), kapitalfond, formue- og investeringsrådvigning. På den måde tjener Danske Bank-koncernen penge på os hele vejen gennem den finansielle fødekæde.

I gennemsnit har de private banker tjent 200 milliarder årligt de sidste 10 år, og indkomsten hos ansatte i den finansielle sektor eksploderet relativt til indkomsten hos ansatte i den produktive økonomi gennem de seneste årtier. Det er også i finanssektoren, der uddeles de højeste bonusser og i finanssektoren, hvor aktionærernes milliardudbytte synes at overgå sig selv år for år. I året for finanskrisens 10 års jubilæum slog bankerne rekord i udbetalingen af aktieudbytte. Her betalte bankerne sine aktionærer udbytte til en værdi af 11,7 milliarder kroner, hvilket er omkring en fordobling siden krisen.

Selvom en stor del af bankernes indtægt ganske vist også kommer fra spekulation i værdipapirer, vidner koncentrationen af penge i finanssektoren om, at banker profiterer massivt på gældssystemet. Systemet fungerer som en – for bankerne – meget hensigtsmæssig distributionsmekanisme, der gennem gældsudgifter kanaliserer penge fra den almene borger hen til kreditorerne i finanssektoren.   

De faste omkostninger forbundet med den gældsfinansierede markedsøkonomi gør borgerne mindre modstandsdygtige over for tabt indkomst som følge af coronakrisen. Samtidig underminerer de et velmenende initiativ som helikopterpenge, der risikerer at gå til gældsudgifter og derfor blot understøtter et uholdbart og ulighedsskabende gældssystem.

Står helikopterpenge alene bliver de blot en symptomlindrende stimulans, der tilbyder os en kortvarig forløsning fra bankssektorens evindelige gældspres. De er ikke en kur mod den underliggende lidelse – gældssystemets skæve omfordeling af pengene i samfundet. Følger vi blindt idéen om helikopterpenge risikerer vi derfor bare at validere et kleptokratisk gældssystem, der undertvinger de mindrebemidlede og beriger de i forvejen velstillede.