Artikel

Social isolation og håndsprit er blevet en del af de fleste danskeres nye hverdag under corona-krisen. Mens vi beklager os over den udfordring, det er at undgå fysisk kontakt til vores medmennesker, glemmer vi let, at det overhovedet at have muligheden for at begrænse kontakten er et privilegium, som det ikke er alle forundt at gøre brug af.

Respons har taget kontakt til beboere på udrejsecentrene Sjælsmark og Kærshovedgård. De fortæller om en konstant frygt for, hvornår corona-epidemien vil kravle ind over de hegn, der afskærmer dem fra samfundet. Skønt de selv er blevet frataget retten til at bevæge sig uden for lejren, er der stadig medarbejdere, der kommer og går, og som kan risikere at bringe virus med sig. Hvis først én beboer bliver smittet, vil der med stor sandsynlighed ikke gå længe, før alle er smittede, siger beboerne.

“Vi bor flere mennesker sammen på meget små værelser, og det er umuligt at holde den nødvendige afstand til hinanden. Der er ikke engang to meter mellem vores senge”, siger Anowar Mohammed, der bor på udrejsecenter Kærshovedgaard. Han og Jamiar Najafi, en anden beboer i lejren, føler nu mere end nogensinde, at de bor i et fængsel, fortæller de:

“Folk, der bor her, lider i forvejen under alvorlig stress, og det bliver bare endnu værre nu på grund af frygten for corona. Nogle gange er jeg så nervøs, at jeg ikke kan sove om natten”, siger Jamiar Najafi.

Beboerne bliver nægtet de besøg til venner og familie, som før var dem tilladt. Hver dag skal de over i lejrens kantine for at hente frokost og aftensmad, som de har fået lov at spise på deres værelser i forbindelse med coronapandemien, men der opstår stadig trængsel, og alle skal ind og ud af den samme dør, fortæller de. Kriminalforsorgen udleverer ikke håndsprit, så beboerne må forsøge at skaffe håndsprit gennem venner eller nødhjælpsorganisationer. Anowar Mohammed og Jamiar Najafi ville ønske, at de blev givet et valg om at komme i karantæne hos venner eller familie i stedet for at blive indespærret i lejren.

Anowar Mohammed mærker tydeligt panikken blandt de øvrige beboere, og den skræmmer ham lige så meget, som coronavirusen gør:

“Alle er virkelig bange, og der opstår rygter om, at folk er syge. Jeg har hørt, at en ambulance for nylig kom og hentede to personer ud herfra, som ikke er vendt tilbage igen – men jeg aner ikke, om det passer. Jeg frygter, hvordan stemningen vil udvikle sig, hvis nogen begynder at vise sygdomstegn, fordi folk er så bange for selv at blive smittet og situationen er så desperat”, siger han.

Vi andre kommer snart til igen at have fri adgang til offentligheden, daginstitutioner, skoler, arbejdspladser, restauranter, venner og familie. Det gør beboerne på udrejsecentrene ikke. Der vil altid være begrænsninger på, hvor ofte, de må gå ud af lejren, hvad de må lave og hvor de må indtage deres måltider. Det er blevet bestemt, hvor de skal bo og hvor mange ejendele, de må have med sig. Shakira håber derfor, at det chok, vi andre har fået over et liv i isolation, kan vække vores forståelse for den virkelighed, som hun og de andre beboere lever i konstant:

“Det er som om vi er ligestillede lige nu. Både civile danskere og politikerne i Folketinget bør lære noget af det her. Hvordan har I det med med at være spærret inde derhjemme sammen med jeres børn hver dag? Hvordan er det at frygte for, om jeres børn nu får en ordentlig skolegang? Det er sådan, vi har det altid.”

Jamiar Najafi deler Shakiras håb om, at situationen kan være med til at sætte fokus på de forhold, som beboerne i lejrene lever under – både nu, hvor restriktionerne er 

skærpede, men også under normale omstændigheder, hvor det stadig er problematisk, at beboerne bor tæt sammen og kun har begrænsede rettigheder:

“Vi er hele tiden tvunget til at bo her, uden penge, uden jobs og almindelig skolegang og uden mulighed for at rejse tilbage til de lande, vi er flygtet fra. Vi bor i et fængsel uden at være kriminelle.”

Relaterede artikler