Artikel

I kølvandet på offentliggørelsen af Udlændinge- og Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelse i oktober har det skabt debat, at hver anden efterkommer mener, at det bør være forbudt at kritisere religion.

Det kommer af et notat, som fremhæver enkelte hovedpointer om religiøsitet og holdning til religion, og det er denne del af undersøgelsen, som er blevet inddraget i den offentlige samtale.

For indvandrere er tallet lidt lavere, 40 procent, mens hver femte dansker er enig i, at det bør være forbudt at kritisere religion.

I år er første år, hvor medborgerskabsundersøgelsen spørger direkte ind til et forbud mod at kritisere religion. Spørgsmålet lader dog stå åbent, hvad det i praksis vil sige, at det skal være forbudt at kritisere religion.

Undersøgelsen viser for eksempel, at der sammenlignet med dette spørgsmål generelt er væsentligt færre, som er enige i, at der bør indføres restriktioner i aviser for at beskytte folks religion. Notatet fremhæver desuden, at der er tegn på, at ønsket om at indføre restriktioner i aviser generelt er faldet siden 2017.

Blasfemiparagraffen blev afskaffet i 2017 af et bredt politisk flertal, efter at en nordjysk mand var blevet tiltalt for at have lagt en video op, hvor han brænder en koran af.

En begrænsning af ytringsfriheden med henblik på at beskytte mod religionskritik, behøver dog ikke at betyde en genindførelse af blasfemiparagraffen. Det kan også betyde en strengere observans af menneskerettigheder som beskyttelse mod hadtale og diskrimination. Hvad der ligger i medborgerskabsundersøgelsens spørgsmål er Tim Jensen, religionshistoriker og lektor ved Syddansk Universitet, har hæftet sig ved, at spørgsmålet ikke præciseres.  

”Det er næsten umuligt at have med at gøre”, siger han og tilføjer, at han godt gad vide, hvordan spørgsmålet er blevet forstået af undersøgelsens deltagere. 

”Jeg kan kun gætte, at de svarer, som de gør, fordi de er så trætte af at blive gennemregnede i forhold til deres religion og danske værdier. Jeg kan forestille mig, at det, de tænker, når de får spørgsmålet, er, at de vil behandles ordentligt. Og at man skal have respekt for dem og deres religion.”

På den måde, mener han, at den høje svarprocent kan hænge sammen med, at efterkommere i høj grad føler sig diskriminerede på baggrund af deres etnicitet og/eller religion. Hvis det forholder sig sådan, er det ikke noget, medborgerskabsundersøgelsen belyser. I modsætning til foregående år spørger undersøgelsen nemlig slet ikke ind til oplevet diskrimination i 2019. 

Oplevet diskrimination udelukkes politisk 
I 2017 fremgår ”oplevet diskrimination” som sin egen kategori i medborgerskabsundersøgelsen. Under kategorien ”Tilfredshed med livet i Danmark” spørges desuden, hvor ofte man synes, at indvandrere udsættes for diskrimination i det danske samfund, for eksempel i den offentlige debat eller i medier. 63 procent af efterkommere svarede ofte eller meget ofte.

Brian Arly Jacobsen, religionssociolog, PhD og lektor ved Københavns Universitet, mener, at fraværet af disse spørgsmål i årets undersøgelse kan ses i sammenhæng med politikeres fornægtelse af diskrimination som et problem i Danmark:

”Jeg finder det ærgerligt, at spørgsmålet om oplevet diskrimination er taget ud. Samtidig stemmer det godt overens med, at politikere i dag generelt ikke mener, at der er et problem med diskrimination, så hvorfor skulle man måle på det.”

Her peger han på, at danske politikere over en bred kam afviser internationale rapporter, som konkluderer, at Danmark har et problem med hadtale og diskrimination. For eksempel har FN’s særlige rapportør for religions- og trosfrihed Heiner Bielefeldt advaret

 imod den hårde retorik, som fra politisk side rettes særligt mod muslimer som gruppe i Danmark – og ECRI (European Commission against Racism and Intolerance) understreger i kommissionens rapport fra 2017, at racistisk hadtale, særligt mod muslimer, fortsat er et problem i Danmark. Ifølge rapporten er underrapportering af hadtale desuden et presserende problem, som kalder på øget opmærksomhed.

Brian Arly Jacobsen understreger, at et spørgsmål om oplevet diskrimination i medborgerskabsundersøgelsen netop kan måle på den følelse af diskrimination, som ikke rapporteres, måles og vurderes ved en domstol. Det er den type diskrimination, som finder sted i det offentlige rum og den offentlige debat.

Religionshistoriker Tim Jensen oplever, at mange politikere nægter at forholde sig til islamofobi som et problem i Danmark og siger:

“Selvfølgelig er der noget om det. Men det vil politikere slet ikke diskutere.”

Indvandrere og efterkommere skal også tilslutte sig nogle fælles præferencer, heriblandt altså også, at religion skal kritiseres.

”Det jeg kan se som kritisk religionsforsker er, at der er et voldsomt fokus på indvandrere og efterkommeres religion i undersøgelsen”, siger han.

”Det er som om, det tages for givet, at religion er noget meget vigtigt for dem og for deres forhold til såkaldt danske værdier. Og alle mine analyser af den offentlige debat siger mig, at det skyldes, at den religion er Islam. Det ligger ligesom i kortene, at når det kommer til deres religion, er der forbindelser til hele temaet om, at de ikke ’vil Danmark’. Politikere siger gang på gang, at indvandrere og flygtninge skal ’ville Danmark’.”

Særligt indvandrere og efterkommeres holdning til, hvorvidt religion skal kunne kritiseres, fremhæves igen og igen, hvilket medborgerskabsundersøgelsen i år bekræfter. Brian Arly Jacobsen vurderer, at der klart er mindre tolerance af muslimers religiøse følelser og forbehold over for religionskritik end af andre danskeres.

“Det er jo en lakmustest af muslimer i dag, at de skal sværge troskab til ytringsfrihed,” siger han.

Har indvandrere også ret til at kritisere?
Tal fra årets medborgerskabsundersøgelse viser dog, at der ved siden af spørgsmålet om religionskritik langt fra er entydig opbakning til retten til at kritisere andres måde at leve på i befolkningen. Faktisk erklærer 42 procent af personer med dansk oprindelse sig uenige i, at indvandrere har ret til at kritisere danskeres måde at leve på. Heraf har 30 procent svaret, at de er helt uenige.

For indvandrere og efterkommere er der derimod stort set ingen forskel på de to svarprocenter. Her er andelen af dem, der mener, at indvandrere ikke har ret til at kritisere danskerne, altså ligeså stor som andelen af dem, der mener, at danskerne ikke har ret til at kritisere indvandrerne. Udover spørgsmålet om personer med dansk baggrunds ret til at kritisere indvandrere, hvor der er væsentlig færre med dansk oprindelse, som erklærer sig uenige, ligger svarprocenterne i alle tilfælde tæt på hinanden.

Hvis man sammenligner med holdningen til religionskritik, er der akkurat lige så mange indvandrere, som er uenige i, at indvandrere har ret til at kritisere danskere, som der er indvandrere, der er for et forbud mod at kritisere religion,

altså 42 procent.

Disse tal tyder på, at forbehold overfor retten til kritik i befolkningen dækker over andet og mere end en gruppe efterkommere, som angiveligt på baggrund af religiøse forbud og tabuer ønsker at begrænse ytringsfriheden. Disse resultater bliver ikke inkluderet i den offentlige samtale om medborgerskabsundersøgelsen, der i stedet stiller skarpt på efterkommeres ønske om et forbud mod at kritisere religion. Tim Jensen sætter spørgsmålstegn ved undersøgelsens formål, idet han vurderer:

”Jeg kan ikke se, at undersøgelsen gør andet end igen at trykke til muslimske indvandrere og efterkommere på spørgsmålet, om de vil Danmark og såkaldt danske værdier, også selvom de måtte være muslimer. Det tror jeg, at især efterkommere er trætte af, og derfor svarer de, som de gør.”

Relaterede artikler