Artikel
9. juni 2019
Af Marie Jørgensen
Fotos af Tobias Nilsson
Hun hænger nærmest livløst i de seler, som de andre maskerede væsner har bundet hende op i, indtil en mand – måske en vagt eller anden autoritet – kommer og smider hende over skulderen og bærer hende væk.
Nekropolitik – dødens politik – var temaet til dette års Click Festival, som løb af stablen i maj. Gennem performance, musik og installationer præsenterede kunstnere deres fortolkninger af fænomenet, der rummede alt fra krig, slaveri og kolonisering til grænsekontrol, individualiseringspolitikker og placering af mennesker i særlige lejre.
Heriblandt er MANA:GROUP (DK), der sammen med Joel Illerhag (SE), på programmet med performancen under navnet No Tale No Head, som er udformet i samarbejde med Click festival, Catch – kunstteknologi i helsingør – og Haut – eksperimenterende scene kunst.
De fire performere – MANA:GROUP og Joel Illerhag – er maskerede, skiftevis slåssende, dansende og noget, der kunne minde om ritualudførende. Ved siden af dem står en harpe-bas – en blanding af en kontrabas og harpe, der med elektromagneter, som aktiverer harpestrengene, kan spille af sig selv, men som samtidig kan sættes i gang gennem mikrofoner, der er placeret på objekter rundt i rummet. Objekterne er sten klædt med menneskelige luksuriøse genstande som perler, latex og smykker. Når de løftes op, får det bassen til at spille, hvilket får performerne til at bevæge sig i rundt i rummet.
Samspillet mellem harpebasen og objekterne i bevægelse – både de menneskelige (kroppene) og ikke-menneskelige – signalerer overgivelse: overgivelse til lyden og til teknologien, fortæller Maria Nadia, som er den ene af de tre performere fra MANA:GROUP og desuden medinstruktør på forestillingen. Det er en måde at illustrere teknologiens agens:
“Hvad sker der, når instrumenter eller teknologier bliver aktører? Er dødspolitik den yderste konsekvens, når ikke-menneskelige teknologier bliver beslutningstagere og får magten?” spørger Maria og forklarer, at disse spørgsmål har været udgangspunktet for MANA:GROUP’s performance.
Og netop magtbegrebet er centralt for at komme nærmere en forståelse af, hvad dødens politik helt præcist indebærer. Ifølge Achille Mbembe, hvis begreb om nekropolitik har været udgangspunktet for Click festivalens tema, handler det om spørgsmålet om, hvordan livet, døden og menneskekroppen indskrives i magtens orden i dag:
“Hvis vi forestiller os politik som en form for krig”, skriver Mbembe, “må vi altså spørge: hvilken plads gives livet, døden og menneskekroppen (i særdeleshed den sårede eller slagne krop)?”
Dødspolitik handler altså om, hvordan man politisk kontrollerer menneskekroppe gennem koloniale logikker med døden eller truslen om døden som styring. Det kan være gennem overvågning eller direkte placering af mennesker i rum med manglende adgang til ressourcer og til at udvikle liv – med den sociale eller biologiske død til følge.
Begrebet udspringer blandt andet af Foucault ‘s begreber om biomagt og biopolitik, der handler om styring af og magt over individet gennem teknologier, herunder magten til at bestemme hvem der må leve, og hvem der skal dø. Ifølge Mbembe, er biomagt forbundet med processer af menneskelig nedgradering, hvor bestemte mennesker reduceres til laverstående, som gør, at vi distancerer os fra dem. Ved hjælp af denne reducering og ved at konstruere bestemte menneskers død eller undertrykkelse som fundament for opretholdelsen af andres tilværelse, kan slaveri og koncentrationslejre retfærdiggøres, forklarer Maria.
De fysiske konsekvenser af undertrykkelse: reaktionen på traumer
Denne magtovertagelse af kroppen er noget af det, som performancekunsten som fysisk og non-verbalt kunstform kan være med til at afdække. I MANA:GROUP har de spurgt: Hvad sker der med kroppen, når den bliver genstand for magten? Her nævner Maria kolonisering, der, ligesom andre former for undertrykkelse, efterlader traumer:
“At være underlagt magt er jo selvfølgelig noget, vi alle er, når vi møder og omgås andre mennesker. I alle interaktionerer er der magt og underlæggelse. Men at et helt folkefærd, der i årtier har været undertrykt og for eksempel koloniseret – hvad hober sig op hos dem?”
I den forbindelse har MANA:GROUP ønsket at portrættere nogle af de interne magtkampe, der viser sig mellem de undertrykte eller koloniserede. Det kommer til udtryk gennem slåskampe mellem performerne, der går igen i løbet af akten, hvor volden bliver et symbol på koloniseringens og det fortrængtes genmæle. På den måde bliver den politiske magt over et andet menneske også til spørgsmål om fysisk magt.
”Der er noget i undertrykkelsen; som Franz Fanon skriver om: Det koloniserede samfund, der har brug for dans eller trance for at få traumer ud eller på afstand. Dansen eller festen er jo på en måde helt irrationelt, og samtidig er der noget dybt menneskeligt i at komme til sådan et ekstatisk vildskab og bare give slip.”
Et spil med folks grænser
En anden væsentlig del af deres performance var det interaktive aspekt, hvor publikum blev involveret i forestillingen. Det kom til udtryk gennem performernes måde at færde mellem publikum på, men også netop gennem det fysiske og voldelige, der viser sig for øjnene af én, hver gang de tilbagevendende slåskampe fandt sted.
“Vi ville gerne involvere folk på den ene eller anden måde. Det er en forudsætning for at arbejde med performance, at vi har en tese om, at det er muligt at ændre noget i nogen. Så spørgsmålet bliver: hvad kan vi bede folk om? Og hvorfor gør folk det? Som performer har man meget magt her og samtidig skal man selvfølgelig også sikre nogle trygge rammer for beskueren. Så der er selvfølgelig nogle etiske overvejelser man må gøre sig i forhold til denne indragelse”, fortæller Maria.
Men der eksperimenteres også i performancekunst med netop det modsatte: at slå sit moralske kompas fra og følge de retningslinjer, der bliver én givet, fortæller Maria Nadia:
“Der er et kendt eksempel med Marina Abramovic’s performance, hvor en ladet pistol og andre potentielt skadelige genstande ligger på den ene side på et bord, på den anden side behagelige genstande som fjer og rosenduft. Her opfordres publikum til at gøre brug af genstandene, hvilket skaber en interaktiv performance. Til sidst er der en, der ender med at gribe pistolen og holde den for hendes hoved, indtil galleristen må gribe ind og afbryde performancen.”
Med tiden og under de rette omstændigheder ikke bare accepterer vi nye forhold men tager også aktivt del i dem. Her er vi tilbage til overgivelsen til teknologien men også, som Maria pointerer, til bureaukratiets arbejde, som også er en måde at se på dødspolitik og accepten af denne, hvad end der er tale om koncentrationslejre, krig, kolonisering eller deportationscentre.
Måske er det sådanne overvejelser, som man som beskuer bliver efterladt med, der er performancekunstens potentiale. Det er hvert fald denne, der på en anden måde end journalistik og politiske debatter, kan bringe os tættere på de fysiske og kropslige rammer af dødens politik.
Relaterede artikler
Udstillingen Elitism Sucks udfordrer kunstens hvide rum
En gammel 5-etagers industribygning i Københavns Nordvestkvarter er midlertidigt blevet indtaget af 5 forskellige kuratorer inviteret af foreningen Art Hub. I stuen har kollektivet FCNN (Feminist Collective with No Name) kurateret udstillingen Elitism Sucks. De udstillede kunstnere undersøger alle på hver deres måde, hvordan racialiserede kroppe kan indtage og åbne ellers ekskluderende, hvide, intellektuelle rum op ved brug af tekstiler, installation, video og fotografi.
“Jeg synes ikke, at alle kan være en del af den offentlige debat, når udtryksformen er traditionel”
Hvad kan kreativ aktivisme, som traditionel aktivisme ikke kan? Og hvad sker der, når 50 unge mennesker samles på en ø for at skabe politisk og social forandring gennem performative udtryksformer? Respons har snakket med fem forskellige deltagere fra RE:ACT ungdomsfestival om forventninger, overraskelser, og hvad de unge kan tage med fra festivalen, når de fremover vil forsøge at skabe forandring i samfundet.
Rap er samfundskritik der holder dig til ilden
Rap kan tilbyde en direkte formidling af komplekse problemstillinger og møde folk i øjenhøjde. Og så kan rap nå ud til mennesker, der ellers ikke er en del af samfundsdebatten. Det mener Mahmoud Ismail, der er aktiv i initiativet Rapolitics, og som bruger rap i sit arbejde med Palæsina. Respons mødte Mahmoud Ismail på ungdomsøen til RE:act-festival, hvor han ledte workshoppen Poetic Justice.