Artikel

”…seks måneder, når jeg bliver ved med at tænke over det… Jeg mener, jeg husker ikke meget af det. Det føltes ikke, som om det var seks måneder – måske en uge eller noget i den stil. Så jeg mistede en masse potentiale og en masse muligheder for at gøre noget med mit liv.”

Judy er asylansøger i Danmark og i slutningen af sine teenageår, da jeg møder hende for første gang i 2016. Jeg er i gang med en undersøgelse af psykologiske processer forbundet med ventetid i asylfasen. Hun er beboer på et asylcenter og asylretligt betragtes hun som statsløs, hvilket komplicerer sagsbehandlingen, som, da jeg møder hende, har været i proces i halvandet år. Hendes flygtningestatus anerkendes ikke, men hun kan ikke hjemsendes og mens hun ser, hvordan andre beboere får opholdstilladelser og bliver boligplaceret i de danske kommuner, er hun fanget i en midlertidig tilværelse.

FN vurderer, at en flygtning i gennemsnit har behov for beskyttelse i 17 år. Paradigmeskiftet vil sandsynligvis, selv fra et Danmark på kanten af konventionerne, sende et større antal mennesker som Judy ind i en meget langvarig asylfase, end det vil sende tilbage til de lande, de flygtede fra.

“Integration” slettes fra forvaltningssproget, opholdstilladelser, der før stillede muligheden for permanent ophold i sigte, formulerer nu udelukkende et “henblik på midlertidigt ophold” og kommuner pålægges mindst én gang årligt at informere den enkelte om muligheden for repatriering –  frivillig hjemsendelse med økonomisk godtgørelse.

Læs også 2 millioner kroner til at fjerne ordet integration fra lovgivningen – og andre måder at smide folk ud på

Signalværdien af det nye paradigme, der vil udfolde sig i systemerne, som nyankomne flygtninge mødes med, er ikke til at misforstå: Tilværelsen i Danmark er midlertidig. Den forankring og de tilknytningsforhold, der kunne understøttes, saboteres i stedet. Tilværelsen som flygtning i Danmark får i højere og højere grad karakter af livet i flygtningelejre og på asylcentre.

Midlertidigheden manifesteres materielt, når familier skal leve under, hvad menneskerettighedsorganisationer betegner som “eksistensminimum”, og kommuner ikke længere er forpligtet til at erstatte den midlertidige indkvartering med en permanent bolig.

Men midlertidigheden manifesteres også mentalt.

Forestillingen om en fremtid

Humanistiske grene af psykologien, herunder den narrative psykologi, beskriver mennesket som et fortolkende væsen, der skaber sammenhænge, som virkeligheden ikke besidder tilnærmelsesvis. Ud af fortolkningerne opstår fortællinger, der gør det muligt at skabe en mening og en forståelig tilværelse.

Det er denne skabende aktivitet, der gør, at mennesket aldrig er et passivt produkt af sine omgivelser, uanset, hvor begrænsende omgivelserne så er – som for eksempel omgivelserne på et asylcenter.

Narrative psykologer og filosoffer har i den forbindelse grundigt beskrevet, hvordan forestillinger om fremtiden indgår som afgørende elementer i fortolkningen af livets indtryk, i dannelsen af erindringer og identitet.  

For Judy var fremtiden nogle ganske nærværende mentale forestillinger, som hun anvendte til at skabe sig selv på en måde asylsystemets begrænsende omstændigheder ikke tillod.

I mine samtaler med Judy tilbage i 2016 bemærkede jeg, hvordan hun selv oplevede asylsystemets og ventetidens begrænsninger, og hvordan det stred imod hendes tanker om det potentiale og den ungdom, der ellers lå foran hende:

”Jeg følte det som, at jeg spilder en meget stor del af mit liv. Dengang var jeg 18, så jeg følte, at det var værdifuld tid, der fløj fra mig, og som regeringen tog fra mig”.

Men selvom ventetiden spilder Judys potentiale, kan hun drømme sig ind i en fremtid af åbninger og åbenbaringer, der står i kontrast til hendes fastlåste virkelighed:

”Jeg ønsker, at det øjeblik kommer, hvor man bare går på gaden og noget sker, og så pludselig ved man, hvad man virkelig har lyst til at arbejde med”.

Drømme og visioner om, hvad der lå ude i fremtiden, muliggjorde en identitet med handlekraft, kompetencer og vilje:

”Jeg tror bare, at hvis de giver mig muligheden for at studere eller arbejde, så vil de fortryde tiden, hvor de ikke gav mig den mulighed. For når jeg først har sat mig op efter noget, så gør jeg det rigtigt. Jeg forsøger fuldt ud, og jeg arbejder hårdt. Så når de giver mig den mulighed, så tror jeg, de kommer til at fortryde, de ikke gjorde det noget før”.

Judy, der følte sig absolut fastlåst i tilværelsen, bruger fremtidens åbning som en gave. Hun fortæller sig ud af sin fastlåste position og forestiller sig muligheder, der tillader hende at holde fast i de kvaliteter, hun forbinder med sig selv. Hun bruger med andre ord sin tænkning og sin forestillingsevne på en måde, der hjælper hende til mentalt at udholde situationen, hun befinder sig i.

Judy kunne, på tidspunktet for vores samtaler, fortsat forestille sig, at asylfasens langvarige usikkerhed ville få en slutning, og at et liv med nye muligheder, ville åbne sig op for hende.

Spørgsmålet er, hvor langt fantasien rækker, og hvor længe forestillingen om en meningsfuld tilværelse med muligheder i fremtiden, kan opretholdes, i et system, hvor fremtidsperspektiver modarbejdes, potentielt over meget lang tid.

Tager man de psykologiske studier i betragtning, der finder signifikant større risiko for psykiatriske lidelser blandt asylansøgere, som har været i asylsystemet i mere end to år end de, der har været i det i mindre end seks måneder, er der noget, der peger på, at tid forandrer.

En følelse af ikke at eksistere i verden

Der er gået tre år siden mit første møde med Judy, og da jeg taler med hende for nyligt, venter hun fortsat på afklaring af sin sag. Hun har fire psykiatriske indlæggelser bag sig.

Virkelighed og fantasi er blevet sværere at skille fra hinanden men medicinen, som hun har fået ordineret, hjælper.

En selvdestruktivitet bliver dog ved med at trænge sig på, og det skræmmer dem, der er tæt på hende, men ikke Judy selv.

For tre år siden fortalte Judy mig, hvordan hun beskyttede sig selv, ved at undgå at knytte sig til dem, som hun mødte i asylsystemet. ”Man ved aldrig, hvornår de forlader dig igen”, som hun sagde dengang.

Distancen til omverden findes stadig i måden, hun taler på. Hun beskriver en følelsen af ikke at eksistere i verden, der kun bliver kun mere virkelig af, at hun fortsat lever uden cpr-nummer og derfor er blevet mødt med forvirrede blikke og usammenhængende procedurer ved sine indlæggelser.

Læs også Paradigmeskift er hastet igennem trods klare advarsler fra NGO’er

Judy kunne være et eksempel på, hvad paradigmeskiftet potentielt kan koste os som samfund. Hendes historie kunne indgå i en sammenhæng, hvor tal over diagnoser, indlæggelser, medicin, tvangsanbringelser og kriminalitet – og disses indgreb i den offentlige økonomi – bruges som argument mod paradigmeskiftet. På den måde kunne udlændingepolitik stå som den centrale mekanisme, der producerer bestemte tilværelser med bestemte samfundsomkostninger.

Det forekommer ganske relevant at tale ind i en sådan forståelse, men det fjerner fokus fra, hvad Judys historie også viser os. Hun er ikke formskabt af asylpolitik og systemer, hun er ikke et passivt offer eller et manipulerbart objekt – hun gør modstand og kæmper sig op imod de vilkår, hun møder.

Hendes fremtid har ikke bragt de muligheder, hun forestillede sig for nogle år siden, men hun udnytter fortsat de snævre rum, der er for at handle sig op imod det system, der forsøger at passivisere hende.

Handlingsrummet findes i forestillingernes verden, men det findes også i selvskaden og i beslutningen om at fravælge relationer, for at undgå smerten, der vil indtræde, hvis hun må bryde med dem igen.

Det virker ikke konstruktivt, set udefra, men det er handlinger, der gør det muligt at forblive agent i eget liv, forblive aktiv, tænkende og skabende som menneske i en virkelighed, hvor man ikke længere kan forestille sig en fremtid.

Det er gennem denne skabende aktivitet, og i dette handlingsrum, at Judy former sin tilværelse. Judy kunne være blevet fremstillet som et offer for systemets krænkelser for at sætte en streg under det etiske ansvar, der hviler på danske politikeres skuldre, når de siger ja til et paradigmeskifte.

Offergørelsen kan bare ikke indfange, hvordan Judy protesterer, hvordan hun tager styring, der hvor hun kan og gør oprør mod de livsbetingelser, som hun qua sin position i samfundet tilbydes. Ser vi kun offeret, bliver vi blinde for den handlekraft, der så levende raser i oprøret, og for det potentiale, der kan blomstre under de rette betingelser.

Læs også Finansloven er ude af trit med virkeligheden: Færre søger asyl og flere integreres

Vil vi som samfund være med til at åbne handlingsrummet op, ved at give nyankomne flygtninge et fremtidsperspektiv og tillade dem drømme, så kreativitet og aktivitet understøttes, virker det sandsynligt, at omkostninger som de ovenfor nævnte mindskes.

Hvis der er nogen interesse i at styrke individer, så de for eksempel kan være selvforsørgende, som regeringen ønsker, er midlertidigheden, som paradigmeskiftet foreskriver, en blind vej.

Relaterede artikler