Artikel
En ny undersøgelse viser, at øget arbejdspres gør, at lærerne kan foretrække ”Mathias” frem for ”Yousef”, når et nyt barn skal begynde i klassen.
Samme tendens findes på arbejdsmarkedet, hvor også danske arbejdsgivere vælger “Mathias”, og hvor “Yousef” skal sende 52 procent flere ansøgninger afsted end “Mathias” for at komme til jobsamtale.
Naturlig prioritering, vil nogen måske mene, grundet negative erfaringer eller forventinger til bestemte grupper – og i dette tilfælde kombineret med et øget arbejdspres i den danske folkeskole.
Men retfærdiggør det, at fagpersoner dømmer og diskriminerer børn på forhånd?
Begrænsede ressourcer påvirker uundgåeligt kvaliteten af undervisningen og den enkelte lærers overskud. Men når det betyder, at kun børn med bestemte forudsætninger er at foretrække, så har vi for alvor et problem. Indbygget, strukturel diskrimination i det danske skolesystem.
Og hvis man på forhånd betragter børn med fremmedklingende navne som repræsentanter for en bestemt kategori, er det klart, at man er mindre tilbøjelig til at se det enkelte individs potentiale. I stedet ser man en elev, der – i kraft af sit navn – kræver en særlig indsats og disciplin.
Tilsvarende sker, ifølge antropolog Reva Jaffe-Walter, når piger med minoritetsbaggrund bliver mødt af en bekymring om, hvorvidt de bliver undertrykt eller udsat for social kontrol. Hendes undersøgelser viser, at lærerne placerer dem i en rolle af hjælpeløshed og sænker forventninger til deres akademiske formåen.
“Det ironiske ved hele situationen er, at der tidligere har været forslag om at sløjfe støtten til muslimske friskoler – så hvor skal man snart sende dem hen?”
En tendens, der også bekræftes af Tingbjergundersøgelsen om unges risikoadfærd. Undersøgelsen viser, at mange lærer og fagpersoner, har en forestilling om minoritetselevers adfærd, som ikke harmonerer med virkeligheden. F. eks tager de unge færre stoffer og er involveret i færre slagsmål, end de voksne tror. Det fremgår af undersøgelsen, at selvom eleverne på henholdsvis Tingbjerg skole og Brønshøj skole har stort set samme selvrapporterede risikoadfærd, så er forventningerne til eleverne forskellige: Her er antagelserne om eleverne på Tingbjerg, der har en overrepræsentation af ikke-vestlige børn, præget af negative overdrivelser, mens de om eleverne på Brønshøj Skole, hvor majoriteten er af dansk oprindelse, er mere positive.
Og selvom det for mange lærere kan være en ubevidst proces, risikerer de negative forventninger at forme omgangen med eleverne og skabe barrierer for udvikling: Bliver man mødt af negative forventninger fra fagpersoner, kan det risikere at påvirke børnenes selvopfattelse, og dermed kan fagpersoner være medvirkende til at skabe en selvopfyldende profeti. Det viser blandt andet undersøgelser af antropolog Laura Gilliam, der er forfatter til bogen “Minoritetsdanske drenge i skolen – Modvilje og forskelsbehandling”. Ifølge hende, ender drenge med minoritetsbaggrund ofte med at give op:
“Til sidst gider de ikke række fingeren op, for de føler ikke, at de kan gøre noget for at forbedre lærernes forventninger til dem”, udtaler hun til videnskab.dk.
Spørgsmålet er derfor om de negative forventninger til ’Yousef’ er med til at fremme den selvsamme modstandskultur, som skolerne forventer er kendetegnede ved ham?
Det ironiske ved hele situationen er, at der tidligere har været forslag om at sløjfe støtten til muslimske friskoler, selvom de på mange punkter klarer opgaven bedre end folkeskolen. Hvis disse skoler skal lukkes fra politisk side, og folkeskolen ikke kan eller vil rumme dem, hvor skal man så sende dem hen?
Relaterede artikler
Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet
Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.