Artikel

En lille pige iført dunjakke over lilla overtræksbukser sidder på knæ på brostenene foran Thorvaldsens museum. Med et tykt lyserødt kridt skriver hun Sjælsmark med blokbogstaver. Hun tegner tre hjerter ved siden af. Bagefter sætter hun kryds over hvert enkelt bogstav, hun lige har skrevet, inden hun tegner en lynformet streg ned gennem alle hjerterne. Hjerterne er knuste, og Sjælsmark skal væk.

Rundt på Thorvaldsens plads står over 100 beboere fra Udrejsecenter Sjælsmark, deriblandt en hel masse børn. De står i deres farverige flyverdrager med huerne hevet godt ned om ørene i det kolde novembervejr. Mange af børnene har lavet skilte i dagens anledning. En af dem er en omkring 7-årig dreng med mørke, alvorlige øjne. På hans papskilt står der med barnlig skrift skrevet: ”Jeg er træt af Sjælsmark.”

Dagens demonstration er sat i værk af beboerne på Udrejsecenter Sjælsmark. Sammen med hundrede af andre demonstranter, demonstrerer de for at få flere rettigheder og mere tålelige livsvilkår.

”Vi har brug for hjælp”

10-årige Carine træder op på den store vogn, som i dag agerer scene, og hvor flere voksne før ham har holdt taler. Mikrofonstativet er sat op til mennesker, der er flere hoveder højere end ham, og en mand retter på stativets indstillinger og drejer mikrofonen ned mod den lille dreng.

Med det samme begynder han at fortælle om sin hverdag på Udrejsecenter Sjælsmark:

”I skolen, de lærer os kun at tegne. De lærer os ikke at skrive eller læse. Og man skal jo ikke tegne i skolen. Jeg vil gå i den danske skole, men min lærer siger, at det må jeg ikke. Jeg ved ikke hvorfor. Og de madpakker vi får, de er ikke gode. Vi kan ikke lide dem, for de lugter, og det er ikke godt.”

Udover det ultimative ønske om at få lukket udrejsecenteret helt ned, har beboerne også stillet nogle krav, som ville gøre deres liv på Udrejsecenter Sjælsmark mere tåleligt. Kravene går blandt andet på, at børnene skal gå i dansk folkeskole, børnehave og vuggestue, og at madordningen skal ændres, så beboerne selv har mulighed for at lave mad.

”Og min lillesøster, når hun kommer op i cafeteriet, så får hun, altid, altid, altid, altid kartofler. Og det kan hun ikke lide.”

Carine kan ikke stoppe, nu han først er startet. Han fortæller mere om cafeteriet, om den dårlige mad og den dårlige lugt. Om de andre børn, der bliver bange, når de hører skud fra forsvarets øvelsesterræn, som omkranser udrejsecenteret, og om at hans venner kalder Sjælsmark for et fængsel.

”Vi har brug for hjælp i Sjælsmark. Vi har brug for rigtig meget hjælp.”

”Hvis jeg tager tilbage, kan jeg dø”

Udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, har tidligere udtalt, at udvisningscentrenes opgave netop er ”at gøre livet utåleligt” for dets beboere, så de på den måde presses til at forlade Danmark.

Alligevel viste en rapport tidligere i år, lavet af forskerkollektivet Freedom of Movements, at de danske udrejsecentre ikke har resulteret i flere frivillige hjemsendelser, og at kun fire eller fem beboere er vendt tilbage til deres oprindelsesland som følge af et ophold på et udrejsecenter i Danmark. Ifølge rapporten skyldes det, at beboere ikke tør vende hjem af frygt for at blive slået ihjel eller tortureret.

En af dem, som frygter for sit liv, er somaliske Bira, som med klar stemme taler oppe fra vognen:


”Vi kan ikke tage tilbage, for der er ikke fred. Der er krig, og der er ikke sikkert. Nogle danskere siger, at vi skal gå tilbage, men vi kan ikke klare os. I sidste uge var der to bomber, og der døde rigtig mange mennesker!”

Den 17-åriges stemme knækker.  Flere af de omkringstående står med spejlblanke øjne, mens tårerne begynder at rulle ned ad Biras runde kinder. Alligevel fortsætter hun grådkvalt:

”Jeg har ingen fremtid i mit land. Hvis jeg tager derned, så kan jeg dø. Så jeg vil ikke tilbage. Jeg vil gerne have, at I redder os ud fra Sjælsmark, for det er ikke et rart sted at være. Red os, for vi har brug for jer.”

Pernille Skipper: ”Det er hårdt, at vi behandler børn på den måde”

Den føromtalte rapport viser desuden, at de danske udrejsecentre har medvirket til drastiske forringelser af det fysiske og mentale helbred hos de anbragte børn og voksne, samt at udrejsecentrene fastlåser beboerne i en position, hvor de hverken har rettigheder eller fremtidsudsiger.

For Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, er beboernes krav for et bedre Sjælsmark derfor også velbegrundede. Hun fortæller til Respons, at kravene er nogen, som hun gerne vil imødekomme, så vidt det er politisk muligt:

”Jeg synes, at kravene er rimelige. Det er nærmest så banalt, at det er til at tude over. Jeg synes, at det er meget hårdt at tænke på, at vi behandler børn på den måde i Danmark. Vi kunne jo bare gøre noget andet.”

Relaterede artikler