Artikel
”Jeg synes, at ghettoudspillet er direkte diskriminerende. At man skal lovgive på et grundlag, hvor det kun er en brøkdel af befolkningen, der bliver ramt. Jeg har intet positivt at sige. Der er mange andre måder, hvorpå man kan forebygge problemer. Bare fordi jeg bor i en ghetto, så er der en hel særlig lovgivning for mig, som ikke gælder for min ven, der bor lige over for.”
Sådan siger Anab Rage, der er 23 år gammel og vokset op på Stengårdsvej. Til dagligt læser hun til socialrådgiver i Esbjerg.
Anab beskriver Stengårdsvej som svaret på Esbjergs ghetto, selvom hun ikke er begejstret for at anerkende begrebet. Hun beskriver Stengårdsvej som en vej, hvor der er lejlighedskomplekser på den ene side og rækkehuse på den anden. I lejlighederne repræsenterer beboerne en bred vifte af etniciteter, mens der i rækkehusene hovedsageligt bor ældre, etniske danskere. Anab bor selv i en af lejlighederne.
“Hvorfor har man behov for at stemple et boligområde som en ghetto? Jeg troede ikke, at vi havde ghettoer i Danmark. Pludselig er det mig selv, der bor i én.”
Ingen information om ghettoudspillet
”Der er ingen, der har været ude og fortælle os om det. Der er helt klart en del af beboerne, som slet ikke er klar over, at ghettoudspillet findes. Hvad enten det er, fordi de ikke kan følge med i medierne eller ikke kan læse dansk.”
For få uger siden kendte Anab heller ikke selv til ghettoudspillet. Det ændrede sig, da hun deltog i en workshop arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke og Frontløberne, der satte fokus på unge og ulighed. Her blev Anab for første gang konfronteret med den virkelighed, der snart får indflydelse på hende og hendes medbeboere.
”Hvorfor har man behov for at stemple et boligområde som en ghetto? Jeg troede ikke, at vi havde ghettoer i Danmark. Pludselig er det mig selv, der bor i én. De andre unge på Stengårdsvej kender heller ikke noget til udspillet. Det overrasker mig, at vi kender så lidt til udspillet, når det er os, det handler om, og os, der bliver ramt.”
På samme tid er det svært for hende at forstå, at ingen på Stengårdsvej er blevet spurgt ind til dét at bo i området i forbindelse med udarbejdelsen af udspillet, og at ingen er interesserede i at høre fra dem efter vedtagelsen.
Anab er usikker på, hvilken indflydelse ghettoudspillet kommer til at have. Men hendes bud er, at det kun kommer til at skabe mere splid mellem Stengårdsvej og resten af lokalområdet.
Flere forsøg på at bygge bro
”Da jeg gik i gymnasiet oplevede jeg, at mine studiekammerater var nervøse over at besøge mig på Stengårdsvej. Selvom at jeg boede tættest på gymnasiet, så var vi aldrig hos mig.”
Anab kan tydeligt kan mærke, at Stengårdsvej ikke er et velset sted i Esbjerg. Hendes opfattelse er, at medierne har skabt en fortælling, der binder Stengårdsvej til bandemiljøet. For Anab er der ikke tale om bander, derimod drengegrupper, der er velkendte i området, og som er efter hinanden. Det er ikke noget, hun mærker til som beboer, og det er som oftest heller ikke noget, der foregår på Stengårdsvej, men i andre dele af byen.
“Det er kun, når der er historier om bandekonflikter, at medierne gider at skrive om Stengårdsvej.”
”Jeg føler, at Stengårdsvej er afskåret fra resten af byen. Der er ikke nogen, der tør komme herned. Vi har forsøgt at række ud, men bliver hele tiden mødt af fordomme, også selv om vi forsøger at bygge bro.”
For Anab er det afgørende, at resten af byen inviteres til Stengårdsvej, så de kan se en anden side af området. Bydelsprojekt 3i1, som er en social og forebyggende indsats i boligområder i Esbjerg, har flere gange forsøgt at stable arrangementer på benene, der har skulle skabe en relation mellem boligområder som Stengårdsvej og resten af Esbjerg. Anab deltog i arrangementet ”Bazardag”, hvor alle beboere tilberedte en ret fra deres oprindelsesland. Hendes oplevelse var desværre, at der ikke dukkede særlig mange op fra de øvrige områder i Esbjerg.
”De gode historier kommer aldrig frem. Det er kun, når der er historier om bandekonflikter, at medierne gider at skrive om Stengårdsvej.”
Hvad der skal gøres fremadrettet, er Anab usikker på, men en ting er sikkert: Der skal gøres noget.
Relaterede artikler
Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet
Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.