Demonstranter: Det skal ikke være kriminelt at være hjemløs i Danmark
Et zoneforbud gør nu, at hjemløse kan blive udvist i tre måneder fra den kommune, de normaltvist opholder sig i. I går blev der flere steder i landet demonstreret mod forbuddet, som folkene bag demonstrationen mener kriminaliserer hjemløse. Respons var med i København.

Artikel

10. november 2018
Af Sara Schou Holm
Fotos af Tobias Nilsson

På Kultorvet i Indre By i København er flere hundrede mennesker samlet. Små børn og store hunde i Christianiacykler, ældre kvinder med pels om halsen og en stor gruppe af blandede unge mennesker. Alle får de tændt deres meterhøje fakler.

”Hvor skal vi sove i nat?”

De omkringstående griner hjerteligt, da en syngende mand gengiver Labans 1980’er hit, mens en anden stemmer i med råbet: ”Ja, hvornår går den næste raket til månen?”

Mændene er hjemløse. Og efter deres kampråb at dømme, undrer de sig begge over, hvor der egentlig er plads til dem.

De er i hvert fald velkomne til aftenens demonstration, hvor der netop skal demonstreres mod det zoneforbud, som gør det langt sværere at være hjemløs end tidligere.

Stop kriminalisering af hjemløse

Aftenens demonstration er arrangeret i samarbejde mellem Hus Forbi og SAND, som er de hjemløses landsorganisation. Og for Kim Allan Jensen, som er formand i SAND Hovedstaden, er der en simpel, men væsentlig grund til, at denne demonstration er så vigtig:

”Man skal ikke kriminalisere det at være hjemløs!”

Sidste år besluttede regeringen nemlig, at etablering af lejre i det danske gadebillede skulle gøres ulovligt. Definitionen på en lejr er ikke entydig, men bliver det ikke overholdt, falder der en bøde.

 

“Han sov alene på en bænk i en sovepose. Og det blev så betragtet som en lejr. Han er truet på sit overlevelsesgrundlag, fordi han lever af at sælge aviser i København.”

I sommer blev zoneforbuddet udvidet til at dække hele kommuner. Og det har fået stor betydning for hjemløse i Danmark, mener Kim Allan Jensen. Han fortæller om en dansk Hus Forbi sælger, der netop er blevet ramt af zoneforbuddet, og dermed ikke må opholde sig i Københavns kommune i de næste tre måneder:


”Han sov alene på en bænk i en sovepose. Og det blev så betragtet som en lejr. Nu må han ikke komme ind til sin gadefamilie og ind til sit faste kundegrundlag. Han er truet på sit overlevelsesgrundlag, fordi han lever af at sælge aviser i København. Det er dybt forfærdeligt, og det er en begrænsning af vores frie bevægelighed.”

Det vigtigste ved aftenens demonstration er, at der bliver skabt opmærksomhed på den zonelov, som gør det så svært at være hjemløs i Danmark, fortæller han Kim Allan Jensen, inden han træder op på Kultorvets runde bænke og synger for til første vers af en sang om hjemløse:

”Hjemløse gider vi ikke,

Hvad skal vi bruge dem til?


De lugter og drikker på gaden.

Dét har vi svenskerne til”

Et vigtigt flammehav gennem København

Efterhånden som alle har fået tændt deres fakler, begynder den gyldne slange at sno sig gennem de københavnske gader.

Der bliver råbt, at man skal passe på hinandens hår. En hjemløs på en lyskædepyntet Christianiacykel balancerer med en fakkel i den ene hånd og en flexline i den anden. For enden af hundesnoren er der en seksmåneder gammel muskelhund, der hedder Tøsen. Hun er nysgerrig og zigzagger mellem demonstranterne:

”Hun er ikke vant til at gå i snor, for vi kommer langvejsfra. Men lige i dag var det vigtigt at komme ind til København.”

Demonstrationen går ned af Rosenborggade, efterfulgt af Gothersgade, drejer ned til højre ad Gammel Mønt og videre forbi Magasin. Et ældre ægtepar står foran stormagasinet og spørger højt, hvad der demonstreres mod. En ung pige smiler stort:

”Vi kæmper for de hjemløses rettigheder! I må gerne være med!”

Den ældre mand griner og sender tommelfingeren i vejret, mens kvinden råber, at det da så sandelig også er en vigtig sag.

 

En opsang til Christiansborg: Ophæv tiggerloven, zoneforbuddet og lejrloven

Den gyldne slange krydser Holmens bro og fortsætter om bag Christiansborg til Thorvaldsens Plads. Faklerne er stadig tændt, da politiskordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper, indtager Thorvaldsens museums gamle trapper med samme engagement, som var det talerstolen i Folketingssalen:

”Det er ikke kriminelt at være fattig eller hjemløs!”

Hele pladsen hujer og klapper, mens Pernille Skipper udbasunerer, at ingen bør være hjemløse i Danmark. Hun råber ind i mikrofonen, at hjemløse skal mødes af en ven med kaffe, når han ligger og sover på en bænk – aldrig en betjent med en bådeblok.

”Man skal ikke straffe sig ud af fattigdom eller hjemløshed! Vi skal behandle hinanden ordentligt – det kan vi godt!”

Inden Pernille Skipper går ned ad trapperne under stor hyldest, sender hun en opfordring til flertallet af politikkerne på Christiansborg om, at tiggerloven, zoneforbuddet og lejrloven skal ophæves, så den danske befolkning igen kan begynde at hjælpe hinanden.

Flammerne i faklerne er ved at dø ud i takt med, at de forskellige talere kommer gennem med deres budskaber. En mand retter sit skilt med teksten ”Gaden er vores” mod den mørke himmel. Tøsens ejer kommer gående med to kopper gratis suppe i den ene hånd, mens han stadig holder et skarpt øje med hunden for enden af snoren, som endnu er placeret i den modsatte knyttede næve.

De fleste demonstranter er ved at forlade pladsen, da en mand højt råber:

”Jeg vil anbefale alle at gå indenfor, der bliver man nemlig ikke ramt af zoneforbuddet”.

De omkringstående smiler, inden de fleste formentligt følger hans råd.

Relaterede artikler

Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet

Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet

Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.