Artikel
Den 24. januar blev en 36-årig mand vækket af politiet lidt over klokken 07.00 i indre by i København. Han havde ligget i en sovepose oven på noget pap, et par tæpper og dyner. Ved siden af ham lå en sandwich, en yoghurtskål og en indkøbsvogn med hans få ejendele. På grund af det blev han sigtet af politiet for at have etableret en “utryghedsskabende lejr”.
Den 31. august var manden i Københavns byret, efter at have fået juridisk rådgivning. Det, der gør den her sag unik, er, at manden på trods af at have sovet alene, anklages for at have dannet en lejr. Justitsminister Søren Pape Poulsen har tidligere mødt kritik fra civilsamfundet og jurister, som har frygtet, at kriminaliseringen af tiggeri og ophold i “utryghedsskabende lejre” i 2017, ville betyde en kriminalisering af al hjemløshed. Respons har talt med Maja Hansen fra Gadejuristen, som arbejder med retshjælp for udsatte mennesker. Hun er kritisk over for lovgivningen og en eventuel dom over for den 36-årige mand:
“Det her er en mand, som ligger alene i en åbning på en gade, alene med de ting, som var nødvendige for at overleve i kulden den dag. Hvis det er kriminelt, så kan man ikke være på gaden uden at overtræde den her lovgivning, med mindre at man vil sætte livet på spil.”
Langt flere rumænske hjemløse sigtes
Det er ikke første gang, at nogen er blevet sigtet eller straffet for at opholde sig i en “utryghedsskabende lejr”. De fleste lignende sager er endt med, at der bliver udskrevet bøder. Det fremgår i et svar til Folketingets Retsudvalg fra justitieminister Søren Pape Poulsen, som konstaterer, at 389 mennesker er blevet sigtede for overtrædelsen, hvor langt de fleste har fået udskrevet en bøde med det samme. Det bliver også konstateret, at det kun er seks danske personer, som er blevet sigtet, sammenlignet med 303 personer med tilknytning til Rumænien.
Maja Hansen fra Gadejuristen fortæller Respons, at omkring halvdelen af hjemløse i København er danskere og den anden halvdel udenlandske. Alligevel er der en tydelig overrepræsentation af mennesker med tilknytning til Rumænien, som er blevet sigtet af politiet. Formuleringerne af forbuddene særbehandler ikke hjemløse på baggrund af deres nationalitet. Dog korrelerer den skæve repræsentation af sigtede og deres etnicitet godt med Venstres integrationsordfører Marcus Knuths ønske om at sætte hårdere mod hjemløse romaer, som han har beskrevet som en »plage«.
Kamp mod kriminaliseringen af hjemløshed
Natten før sagen blev taget op i byretten, havde Sand, de hjemløses landsorganisation, udvist deres utilfredshed med lovgivningen og dens konsekvenser ved at sove udenfor rundt om byretten. Respons fik mulighed for at tale med en af demonstranterne, Daniel Hørby, fra bestyrelsen i Sand. Han mener, at hvis den 36-årige mand fra Rumænien bliver dømt, så vil det give politiet grønt lys til at kriminalisere alle hjemløse i Danmark.
“Hvis han bliver dømt i en retssag, så kan det bruges som en model for alle hjemløse og udsatte. Det vil sige, at den her lovgivning kun kan ramme de svageste i samfundet.”
Dommen falder i morgen, torsdag d. 6. september. Hvis den sigtede mand bliver dømt, vil forsvarsadvokat Asser Lyngs Gregersen prøve at anke sagen og få den behandlet i Landsretten.
Relaterede artikler
Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet
Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.