Artikel

Det er 2003. Jeg har boet to år i asylcenter. Jeg skal starte på dansk skole og jeg glæder mig. Endelig skal jeg gå i skole med de børn, som jeg plejer at betragte bag hegnet. Jeg har sommerfugle i maven. Det er særligt for mig, for jeg har gået i skole med de andre flygtningebørn, og jeg har altid drømt om hvordan det måtte være at gå på den danske skole. 

Ligesom alle andre, der starter på en ny skole, render jeg rundt for mig selv. I tre-fire dage snakker jeg ikke rigtig med nogen. Det går op for mig, at jeg er anderledes end de andre. Jeg har olivenfarvet hud, mørke øjne, sort hår. Det er irriterende, for jeg vil så gerne være en del af skolen. Alle de andre børn leger.

Jeg samler mod til mig og går tværs over skolegården. De spiller fodbold på banen, nogle fra min klasse og nogle andre jeg ikke kender. Jeg kommer hurtigt på et hold. Jeg gør det, jeg er bedst til. Jeg scorer et mål og børnene begynder at heppe på mig. Jeg får high fives. Jeg spiller videre. Jeg kan mærke, at jeg er en del af frikvarteret nu. Jeg er en del af børnene. 

Jeg undrer mig over, hvad historien handler om, der hvor jeg kommer fra. Det kilder i mine fingre, jeg kan ikke lade være med at bladre videre. Jeg springer nogle kapitler over for at finde det. Kapitlet om Mellemøsten. Så ser jeg ham igen. Osama. Langt skæg, turban og en AK-47. 

På næste side ser jeg et billede af to tårne, der brænder. Jeg ser kvinder i burka, der bliver slået. Jeg bliver skræmt. Er det det her, jeg kommer fra? Har min far haft langt skæg og turban? Har min far haft et gevær i hånden? Så vidt jeg ved, har min far altid haft et fikst lille overskæg og en kuffert med mapper. 

Jeg tager hjem igen med spørgsmål, som jeg søger svar på. Jeg spørger min mor: Har far haft langt skæg? Kan far håndtere et våben? Min mor fejer mine spørgsmål væk. Nej, spis nu din mad. Din far kan ikke engang håndtere en bil, og du ved godt at han hader langt skæg.

Så går hun ind på sit værelse og starter sin bøn, en af de fem bønner om dagen. Jeg er ikke tilfreds. Jeg går på nettet. Jeg læser om lemlæstelser. Massakrer. Mødre der græder. Krig og kaos. Mænd der begår forbrydelser, mens de siger de samme ord som min mor starter sin bøn med. Jeg kigger over på hende. Hvordan kan hun få sig selv til det? Hvad er der galt med hende? Går min mor ind for det her? Det gider jeg ikke at være en del af. Det er da ikke mig det her. Eller er det? Er det mig? 

Min dreng, hvad er det du sidder og kigger på? Det er min far som kommer ind på værelset.

Jeg ser bare videoer om os.

Om os? Hvad snakker du om? 

Ja, det er jo alle sammen afghanske mænd. Det kan du da høre. De beder den samme bøn som mor. 

Jeg tror han vil blive sur på mig, men jeg ser noget andet i hans ansigt. Han lægger armen om mig. 

Han nævner en mand der hedder al-Khwarizmi, han genopfandt og revolutionerede matematikken. Han opfandt algebra. Persisk astronom og matematiker. Han fortæller mig om Saadi Shirazi, hvis digt er indgraveret på FNs fredsbygning, en af de første menneskerettigheder. Det står skrevet på mit sprog. Han fortæller mig om Rumi, kærlighedens digter. Han fortæller mig om et af hans digte: Du er ikke en dråbe i havet, du er hele havet i en dråbe.

En ny verden åbner sig for mig. De her mennesker har alle sammen noget tilfælles. De har alle sammen langt skæg, turban og en bog i hånden. De minder mig om dem, jeg lærte om i skolen. Min far fortæller mig om Averoes, som var Aristoteles elev. Jeg kan se, at de har været forbundet med hinanden. De udvekslede viden med hinanden. De lærte af hinanden. 

I dag kan jeg lade skægget gro. Nu er det ikke længere et symbol på lemlæsteler og halshugninger. Det kunne ligeså godt være et symbol på videnskab. Det kunne ligeså godt være et symbol på poesi og litteratur. Noget der har været med til at opbygge denne her verden. Jeg kan kigge ud af vinduet og sige, at de mennesker der kommer der fra, hvor jeg kommer fra, også har været med til at skabe det vi ser. Det er en verden, jeg stadigvæk bliver ved med at udforske. 

Efter flere år kommer min far til mig og spørger; kan du huske dengang du ville lære om os?

Ja, det kan jeg.

Så fortæl mig hvad du har lært.

Jeg begynder at takke ham i stedet for. Tak. Tak for at fjerne skammen fra mit liv. Tak for at give mig en identitet. Tak for at give mig noget, jeg kan være stolt af. Tak for at give mig noget, jeg kan spejle mig i. 

Han smiler og lægger sin arm om mig. Det er jeg glad for at høre. Det er godt min dreng. Du skal blive ved med at søge viden. Viden er dit våben. Og for resten, fjern dit skæg. Du ligner Osama. 

Basirs monolog var en del af forestillingen STRANGER, et samarbejde mellem Rapolitics og Projektakademiet, instrueret af Nadezhda Klimenko. STRANGER spillede i Villa Kultur i København i maj 2018. Forestillingen bestod af fire personlige fortællinger, der alle kredsede om emnet stranger. 

Basir Khurrami, som fortalte denne historie, er i dag 24 år og bosat i København. Han kom til Danmark fra Afghanistan som 6 årig. I dag studerer han Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

Relaterede artikler