Artikel

Det ikke-jødiske palæstinensiske mindretal i Israel, som udgør 20%, bliver med den nye nationalstatslov degraderet til andenrangs borgere i landet. Med denne lov giver Israel eksklusive rettigheder til jøderne i landet. 

Blandt andet betragtes de israelske bosættelser som en national værdi for Israel, og derfor vil staten fortsætte med at fremme etableringen og konsolideringen af dem. De første bosættelser så dagens lys i 1967, og siden da har over 600.000 israelere bosat sig i disse områder, som af FN og utallige menneskerettighedsorganisationer og regeringer bliver omtalt som den største hindring for fred i regionen. 

Jerusalem som Israels hovedstad

Jerusalems status har også fundet vej i loven. Her bliver byen udråbt til Israels hovedstad – både den østlige og vestlige del.  

Israel har, siden Østjerusalem blev besat i 1967, udråbt byen som sin hovedstad, men har manglet omverdenens anerkendelse, der indtil for nyligt har været stærkt imod: Først skulle der vedtages en fredsløsning med udgangspunkt i en to-statsløsning.

Men for et halvt år siden udråbte Donald Trump byen til at være Israels hovedstad, og som han lovede under sin valgkamp, flyttede han den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Bekæmpelsen af den palæstinensiske identitet

Siden Israels oprettelse har de to officielle sprog i landet været hebraisk og arabisk. I den nye lov er arabisk afskaffet som officielt sprog.

Men arabisk er meget mere end bare et sprog. Degraderingen af arabisk gør for det første landets oprindelige indbyggere til andenrangs borgere, og for det andet er dette et led i bekæmpelsen af den palæstinensiske identitet. De 1,5 million palæstinensere, der bærer israelsk pas, kæmper i forvejen dagligt denne kamp blandt andet på skoler, hvor de hovedsageligt kæmper for at blive undervist om palæstinensernes historie.

I lovteksten bliver Jødedommen gentagne gange fremhævet i sådan en grad, at Israel fremstiller sig selv som talerør for hele verdens Jøder. Dette er en stor fejl at begå – både fordi det fremstiller Israel som repræsentant for alle jøder, og fordi det risikerer at fremme antisemitismen mod jøder verden over.

For to uger siden underskrev 40 jødiske organisationer og foreninger fra 15 forskellige lande en erklæring med teksten: “As Jews, we reject the myth that it’s antisemitic to call Israel racist.”

Apartheid som lov?

Med vedtagelsen af loven, eksisterer forskelsbehandling i landet nu ikke kun i praksis, men er nu også indskrevet i loven. De ikke-jødiske indbyggere har nu formelt ikke længere samme nationale rettigheder som de jødiske. Dermed er Israel også i færd med at afvikle sig selv som demokrati, da der her bliver tale om lovmæssig forskelsbehandling imellem landets indbyggere betinget af den religiøse overbevisning.

Loven er et tydeligt bevis på, at Israels har intentioner om fortsat at være en besættelsesmagt og at udbygge deres territorier på den besatte Vestbred.

Mange historikere og eksperter har de sidste 10 år råbt og skreget om apartheid i landet uden at blive taget seriøst. Selv Obamas tidligere udenrigsminister John Kerry advarede imod apartheids lignende tilstande, hvis der ikke snart blev fundet en fredelig løsning, men der blev han stærkt kritiseret og udskældt for at træde over den tilladte grænse.

Selvom undertrykkelsen af det palæstinensiske folk altid har eksisteret i praksis, har det internationale samfund hidtil betragtet Israel som en demokratisk stat. Men med vedtagelsen af loven, vedkender Israel nu i princippet selv, at de ikke længere er et demokrati. Derfor er der da også visse palæstinensere, der ser positivt på sagen, fordi det måske kan få det internationale samfund til at reagere. 

FN har den 18. december 1981 vedtaget en såkaldt ”Anti-apartheid” konvention, som skal håndhæves over for stater, der udøver forskelsbehandling imellem landets borgere. Denne konvention bør effektueres, indtil palæstinenserne opnår lige rettigheder i det land, som de altid har boet i og stammer fra. 

Irland har for få uger siden vedtaget boykot af alle varer, som er produceret fra israelske bosættelser. Det er første gang, at vedtagelsen sker fra et parlament og ikke blot kommuner i bl.a. Norge og Spanien, som har haft lignende vedtagelser. 

Med loven er det nu vigtigere end nogensinde før, at vi som verdenssamfund udviser handlekraft og slår ned på forskelsbehandling. På den måde kan vi se os selv i spejlet om 10, 20 og 50 år og sige: Vi stod på den rigtige side af historien.

Relaterede artikler