Artikel

 “Over alt i verden kæmper oprindelige folk for deres ret til den jord, som de har boet på i århundreder, og som deres livsvilkår afhænger af,” forklarer Marianne Wiben Jensen, teamkoordinator og seniorrådgiver på landerettigheder i International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA).

Hvert år udgiver WGIA en statusrapport for oprindelige folk verden over. Dette års udgivelse udlægger den seneste udvikling for oprindelige folk i 56 lande og 13 forskellige internationale mekanismer, der beskæftiger sig med oprindelige folks rettigheder såsom eksempelvis FN’s specielle rapportører for oprindelige folk. Rapporten konkluderer, at ‘landgrabbing’ er en af de største trusler mod oprindelige folk.

Det betyder, at de oprindelige folk står over for trusler fra regeringer, som vil påbegynde enorme infrastrukturelle projekter fra private virksomheder, der ønsker at udvide deres søgen efter naturressourcer – eller eksempelvis vil udvide deres bufferzoner for nationalparker og vildt dyreliv.

Det er tilfældet i Tanzania, hvor særligt maasai-befolkningen oplever, at deres land konfiskeres med henblik på ‘naturbevarelse’ og turisme.

Chikane af maasaierne: nedbrænding af huse, sult og anholdelser

Med et befolkningsestimat på 430.000 udgør maasaierne den største gruppe af oprindelige folk i Tanzania. Mange maasaiere er afhængige af husdyr for deres overlevelse, og er dermed også afhængige af deres jord til at græsse dyrene – ligesom deres familier har gjort i generationer.

Selvom den tanzanianske regering stemte for FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP) i 2007, nægter Tanzanias regering fortsat maasaiernes ret til jord.

Dette års “The Indigenous World” afdækker mange tilfælde, hvor regeringen prioriterer bevarelse af naturen – og dermed indkomst via turisme – på bekostning af maasaiernes livsvilkår.

Situationen har bl.a. ført til eskaleringen af en landekonflikt i Loliondoområdet i det nordlige mellem Tanzanias ministerium for naturressourcer og turisme og otte maasailandsbyer.

Loliondoområdet er i flere hundrede år blevet brugt af maasaierne til at græsse deres husdyr, og lokalsamfundene har også opnået den formelle ret til landet. Alligevel har ministeriet for naturressourcer og turisme siden 2009 forsøgt at fratage mere end 1500 km2 land fra maasailandsbyerne og forsøgt at retfærdiggøre fratagelsen af jorden fra maasaierne med udgangspunkt i, at det vil øge beskyttelsen af dyrene i Serengeti-økosystemet. Det omstridte område udgør 40 procent af maasaiernes samlede areal, og hvis fratagelsen af jorden gennemføres, vil det medføre at tusindvis af maasaier får frataget deres levegrundlag.

Konflikten eskalerede for alvor i august 2017 da Ngorongoro District Commissioner, Rashid M. Taka, udsendte en henstilling til maasaierne i området, at de skulle fjerne alle husdyr i løbet af fem dage fra den såkaldte Serengeti National Park, på trods af maasaiernes retmæssige ejerskab over landet, og at de havde græsset deres dyr her i generationer.

Efter fem dage havde retshåndhævende myndigheder brændt hundredevis af maasaieres huse ned, slagtet tusindvis af dyr, og efterladt mere end 350 maasaier hjemløse, hvoraf flere efterfølgende måtte sulte og blev udsat for, chikane og vilkårlige anholdelser.

Efter et offentligt opråb og pres fra civilsamfundet og internationale institutioner, herunder IWGIA, standsede regeringen eksproprieringerne i november 2017, og den nye minister for naturressourcer og turisme gjorde opmærksom på, at eksproprieringerne var ulovlige.

Det står dog endnu ikke klart, hvor længe befolkningen i Loliondoområdet vil være sikret fredelige forhold, og deres fremtid er endnu usikker, eftersom situationen hurtigt kan udvikle sig igen, da myndighederne endnu ikke har truffet den endelig afgørelse om jordens status.

“Landekonflikten i Loliondoområdet er bare ét af de mange eksempler, hvor udvidelse af beskyttede naturområder påvirker de oprindelige folk. Ved at tage landet fra maasai-befolkningen fratager man deres livsvilkår,” siger Marianne Wiben Jensen.

Bevarelse af naturen bør overlades det til de oprindelige folk

Mange oprindelige folk har et tæt forhold til naturen, som de ofte på en gang lever i og af. De er derfor dybt afhængige af naturens fortsatte eksistens for at overleve og har en stor interesse i at bevare den. Flere nylige publikationer konkluderer da også, at den bedste måde at bevare naturen på, er ved at give oprindelige folk retten til jorden, da de kan drage nytte af naturens ressourcer uden at ødelægge den.

“Oprindelige folk har i århundrede været naturens vogtere og ved at sikre dem rettigheder til deres land, kan de blive en uvurderlig del af løsningen for at beskytte naturen mod den ødelæggelse, der sker overalt i verden,” forklarer Marianne Wiben Jensen.

Ovenstående eksempel er blot ét eksempel af mange landekonflikter, der står beskrevet i “The Indigenous World 2018”. Bogen kan downloades gratis her.

I de følgende uger går Respons sammen med organisationen IWGIA for at sætte fokus på arbejdet med at sikre oprindelige folks rettigheder rundt om i verden. Denne artikel er anden del i serien. Du kan læse første introducerende del her.

24. Maj afholder Respons i samarbejde med IWGIA et arrangement om oprindelige folks rettigheder og landgrabbing.

Artiklen er oversat fra engelsk af Charlie Houkjær Klausen og redigeret af Respons.

Relaterede artikler