Artikel

Sorthed, tilhør og tab er kernetemaer i Og spøgelser. Den er Mikas Langs anden bog – en af de nye, vigtige stemmer i dansk litteratur.

Og spøgelser veksler mellem poesi og prosa, mellem sort på hvidt og hvidt på sort. Titlen henviser til de personer, mere eller mindre døde, som er til stede i samlingen, som “skriver med”. Mest fylder forfatterens afdøde mor; han skriver til hende, hun skriver selv, og hun taler endda gennem andre af værkets stemmer. Ligeså vigtigt henviser titlen også til den (levende) død, der indstiftes ved europæernes slavegørelse af afrikanere og som i dag udgør “slaveriets efterliv”.

Vi bringer her to uddrag fra ‘Og spøgelser’ som udkommer i dag.

Begyndelse

begynder ved begyndelsen,
igen,
   min melanin melerer,
igen, genskriv, genstart,
overfart i lasten, overlasten, overskrivningen, en verden
ender, en anden
begynder
   krakelerer,
i det dybsorte, min mors liv,
   min mors død.
én lang, langsom cyklisk bevægelse,
livet, livet og døden,
   min død,
mit liv, kan ikke isoleres,

fra et sted, jeg aldrig har været,
mod et sted, jeg ikke kan blive,

kan ikke stå alene,
jeg har min fars ansigt,
min fars mund, min
fars tunge
   sorg, i kroppen,
min fars unge år i kroppen,

min fars efterår, min mor
i kroppen, vintrene,
   overvintrende,

kærligheden, et spor
i sneen, kulden, hjertekulen,
spøgelser i lasten, over havet,
over det hele, overalt, alt,
alt er hjemsøgt, alle søger
hjem, kan ikke stå alene,
hører til et sted imellem,
indimellem,
   ånder

gjort, ugjort, uafgjort
   Sort
      stof,

fugletræk over himlen, over
mig, skyer, driver,
skriver stadig
september og solen
skinner,
   minder
      står ned i stænger, nu
en byge af hagl,
   i håbet om en varm modtagelse,

men en omfavnelse
   er ikke nok,
      jeg ved ikke,
om noget nogensinde
vil være nok,

   om terapi kan kurere
      det voldelige forhold
vi har, til mig, og
om man overhovedet kan tale
om falsk erindring, når
   der er sorte huller i hukommelseskortet    
      der er ami i min amnesi

   der ikke er noget
at sætte i stedet,
   at sætte før
      det første,

før det sidste
           punktum
er sat,
   før det kan sættes,
      støn, charles mingus’ moanin’,
det stormer i mit vand,
mit glas er halvt

men jeg klager ikke,

jeg er,
   jeg synger en,
      blå,

Spøgelser: Liberia 2012
– & jeg

 Vi mellemlander i Abidjan. Ah, Afrika. Jeg tænder en smøg, så snart jeg træder ud på mobiltrappen. Solen og landingsbanen. Her er ingen begrænsninger.

Den første mand, jeg møder i Monrovia, giver mig et venligt råd: pak den smøg væk. Only de child soldiahs smoke hear.

Jeg pakker den smøg væk. Jeg ryger frygteligt mange cigaretter for mig selv.

Vi pakker ni blege danskere og mig, en halvblods, i to jeeps og kører på humanitær menneskesafari.

Folk vil vide, om jeg kan skaffe dem et job. De vil også være chauffører for de hvide.

Vores chauffør pakker sig ind i solbriller og sorte læderhandsker. For at bevare et skin af integritet, tror jeg.

Antropologen insisterer på at blive tilset af en læge på FN-hospi- talet, fordi hun har ondt i halsen. This is Africa. To timer senere er hun ude at bade med de andre.

Gad vide om liberianerne også …

Nej, det gad jeg ikke vide.

Palm wine in ma cup. Vi spiser ris med spicy palmenøddesauce. Vi spiser fufu med spicy palmenøddesauce. Vi spiser fisk med spicy palmenøddesauce.

De andre tager i kirke en søndag. De vil opleve den lokale kultur. De er simpelthen så kristne, de afrikanere.

Jeg bliver i compounden. Prøver at gå på nettet. Giver op. Ryger smøger og læser.

Jeg læser en biografi om præsident Ellen Johnson Sirleaf. Hun er Harvard-uddannet. Hun har modtaget Nobels Fredspris.

Hun taler magtens sprog som alle de andre.

Jeg skal tale med de lokale mænd i noget tid, før jeg bliver i stand til at slippe tanken om, at de vil narre eller røve mig.

Jeg kan ikke tale med dem, jeg er afsted med.

Ved ikke, hvad jeg skal sige.

Jeg køber en stang Camel.

Der er knuder i knolden på mig. Jeg kan ikke høre, hvad jeg selv tænker.

Jeg ryger frygteligt mange cigaretter for mig selv.

Vi sidder i bilen på vej til Zwedru og diskuterer, hvorvidt køn er socialt konstrueret.

This is Africa. Den bil, jeg sidder i, er fuld af hvide elefanter.

Jeg synes, de andre er fulde af lort.

Det er ikke det, de siger, eller det, de gør; det er dem, de er.

Jeg føler så meget lede ved mig selv.

Der går fem år, før jeg forstår, hvad der er sket.

Jeg blev ramt af synet af en sønderskudt Mærsk-container i Harper.

Jeg må have et følelsesmæssigt bånd til Mærsk.

Jeg føler så meget lede ved mig selv.

Jeg venter syv år, før jeg taler om mine oplevelser.

En aften er vi tvangsindlagt til Rambo-kavalkade på det eneste TV i miles omkreds. Jeg kan ikke vende mig fra skærmen, ikke møde mandens blik, smilet, slet ikke vende mig mod vinduet, alle børnene, der står udenfor og ser med.

Der er ingen i det her land, der er Guds børn.

Jeg ryger til det river i lungerne.

Det stopper mig ikke.

Jeg har rejst i tredje person så længe, at jeg har lært mig selv at overhøre det meste af det, der sidder i kroppen.

Jeg er et vadested.

Jeg er en trædesten.

Har man rejst med hvide mennesker, vil man vide, hvad jeg mener.

Jeg lover den tørre, røde jord aldrig at vende tilbage.

Hvor kan jeg så vende mig hen?

Jeg ryger frygteligt mange cigaretter for mig selv.

På et diskotek i Monrovia sidder en big man af en libaneser i en sofa, omringet af lidt for mange, lidt for unge skønheder. This is Africa.

I en lille plet på landkortet sparker gadejuristen en fodbold højt op i luften. Gruppen af børn sværmer om bolden. Jeg beundrer hans umiddelbare og smittende livsglæde.

Jeg foragter den.

Der findes intet civilsamfund i Liberia, fortæller man os.

Det er verdenssamfundets dom; her er ingen civile. Fra latin civilis ‘borgerlig’, afledt af civis ‘medborger’.

Tidligere slaver fik tildelt dette stykke blank geografi.

Jeg køber en stang Marlboro.

Det er Drømmen: Slaverne får deres egen koloni.

The Pursuit of Happiness.

Jeg ryger, det river i lungerne.

En slave, der er kolonist, er stadig en slave.

Man behøver blot se sig omkring.

Jeg beundrer de kvinder og mænd, der valgte Havet.

Vi kigger på de ghanesiske fiskerbåde. Jeg får en ustyrlig lyst til at besøge Ghana.

Vi ser de ivorianske elmaster. Jeg får en ustyrlig lyst til at besøge Elfenbenskysten.

Der må være noget heromkring, jeg kan spejle mig i.

Da jeg kommer hjem, fortæller jeg, at Liberia altså ikke er repræsentativ for Afrika.

Hvad fanden ved jeg om det?

Overklassen i Liberia udgøres overvejende af vestlige udviklingsarbejdere.

Da jeg kommer hjem, fortæller jeg, at jeg ikke længere tror på udvikling.

Jeg fortæller aldrig hvorfor.

Og spøgelser er Mikas Langs opfølger til debuten Melanin fra 2019. Den udkom igår d. 28. januar.

Lang arbejder også som oversætter og har bl.a. oversat den amerikanske forfatter Frank B. Wilderson III, På tværs af historier, OVO press 2020.

Relaterede artikler