Artikel

“En by er ikke køn blot på grund af idylliske gader, toppede brosten, gamle huse, bindingsværk og stokroser. En by kan i langt højere grad være køn, fordi den er tænkt køn, smukt, varmt og menneskeligt. Det er Gjellerup.”

Sådan lød de rosende ord, da avisen B.T. i 1970 kårede Gellerupparken i Aarhus som Danmarks kønneste by. 50 år senere er Gellerup en “hård ghetto”, “et parallelsamfund” og “et hul i Danmarkskortet”, og 600 boliger skal rives ned for at eliminere boligområdet. Hvordan gik det til, at tanken om en smuk, varm og menneskelig bydel slog så grueligt fejl?

Tragedien begyndte med oliekrisen i starten af 1970’erne og blev hjulpet godt videre af en politisk prioritering af billige ejeboliger. Gellerupparken var ellers en af arkitekturens og ingeniørkunstens store velfærds-utopier: En topmoderne bydel med kvalitetsboliger, lys og luft til arbejder- og middelklassefamilier. Med alt fra legepladser, indkøbscenter og kirke til solrige altaner og supermoderne affaldssystemer var det svært at få øje på, hvad der skulle kunne gå galt. Men da det pludselig blev billigere at købe hus og have i forstæderne, søgte familierne væk fra Gellerup. Pludselig stod Aarhus Kommune med en helt masse splinternye – og rungende tomme – lejligheder.

“Det, der er gået galt, er, at man har kørt en dobbeltpolitik”, forklarer Troels Schultz Larsen, der er lektor på Roskilde Universitet:

“På den ene side ville politikerne gerne udvikle den almene boligsektor, men på den anden side gav de massiv støtte til ejerboliger. Resultatet blev de akkumulerede effekter af mange års asymmetrisk støtte til de forskellige dele af boligmarkedet, hvor skattefradrag gjorde det attraktivt for folk med penge at flytte i ejeboliger, og boligstøtten har betydet, at jo lavere en indkomst, man har, jo bedre kan det betale sig at bo i almene boliger. Og så får man den her meget tydelige opdeling i samfundet.”

De tomme lejligheder blev anvist af kommunen til enlige mødre og arbejdsløse. Eller, med Troels Schultz Larsens ord:

“Middelklassen flyttede ud, og bunden af det sociale hieraki flyttede ind.”

Og det vakte harme blandt befolkningen

Betonslum og bistand

“Gellerup, der er der da ingen, der vil bo, hvis ikke de bliver tvunget til det. Tager du bil med op i Gellerupparken, så husk at låse den, også selvom du kun er fra den i 5 minutter. En kvinde går ikke alene i Gellerup efter klokken ti om aftenen. Gellerup er det første sted, politiet opsøger morgenen efter et stort kup, tyveri eller hvad.”

Sådan lød det fra en anonym aarhusianer bare seks år efter, at Gellerupplanen stod færdigbygget. Citatet stammer fra DR’s TV-udsendelse “En kirke i beton”, der rullede over TV-skærmen i 1978. Anledningen til udsendelsen var den nyopførte Gellerup Kirke, men udsendelsens fokus endte i lige så høj grad med at være selve Gellerupparken: En “betonslum”, som DR kaldte den.

I dag er det “indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande”, der bliver talt nedladende om, når sociale udfordringer i områder som Gellerupparken bliver debatteret. I 1978 boede der dog kun omkring 50 arbejderfamilier fra Tyrkiet i området, og det var ikke dem, der vakte opsigt. Det var derimod danske enlige mødre, alkoholikere og folk uden for arbejdsmarkedet.

“Det, som er karakteristisk for de enlige mødre i Gellerupplanen, det er, at de står uden erhverv og derfor primært er henvist til bistandskontoret (…) Et begreb som arbejdsløshed er et problem herude”, lød en anden påstand i TV-udsendelsen.

De vidt forskellige opfattelser af området bunder i samfundets sociale og økonomiske hierarkier, mener Troels Schultz Larsen. Mange af dem, der flyttede til Gellerup, kom fra gamle, trange faldefærdige lejligheder med fugt og skimmelsvamp til de store lyse boliger, men de blev mødt med fordomme på grund af deres socioøkonomiske status:

“Stigmatiseringen skyldes en opfattelse af, hvem det er, der har ret til hvad i det her samfund. Der har altid har været en stigmatisering af dem på bunden af det sociale hierarki, og enlige mødre har på det her tidspunkt været udsat for enorm diskrimination og nærmest udstødelse. Nu er det indvandrere, der diskrimineres, men mekanikken er den samme: Når de diskriminerede bliver samlet i ét område, er det nemt at overføre stigmatiseringen af menneskene til boligområdet generelt.”

Afskyen for menneskene manifesterede sig i en afsky for hele Gellerupparken: Betonslummen.

Dømt til nederlag

Udover enlige mødre og arbejdsløse fik også Gellerupparkens børn en hel del kritik i DR’s TV-udsendelse. Børnene blev omtalt som tyvagtige dagdrivere, og årsagen var den grå beton og det lukkede miljø, mente aarhusianerne:

“Læg mærke til børnene, de er rastløse. Når de bliver lidt ældre, kan det godt være, at der er nogle af dem, som mener, at der er noget, som skal hævnes. Jeg kan sige dig så meget, som at jeg hellere ville have savet min arm af, end at lade mine børn vokse op i det miljø.”

Børnenes forældre og områdets skoler var chokerede over den måde, børnene blev omtalt på, og journalist Flemming Christian Nielsen ved Jyllands-Posten skrev bekymret i en artikel om TV-udsendelsen: “Vokser man op i Gellerupplanen ved Århus, er man på forhånd dømt til nederlag.” Men på trods af artikler og utallige frustrerede henvendelser til DR lykkedes det aldrig at vende det negative billede af Gellerup. Den spritnye bydel havde ikke samme pondus som gamle arbejderkvarterer, når det kom til at sige fra over for diskrimination, forklarer Troels Schultz Larsen:

“Det, der var anderledes med andre lavindkomstkvarterer som Vesterbro, Nørrebro og Christianshavn, var, at de havde en gammel, defineret arbejderkultur. Gellerupparken var nybgygget, så der var ikke nogen etableret kultur og stærke, gensidige relationer mellem beboerne, som der var i de områder, der havde 100 års historie bag sig. I Gellerup skulle tusindvis af mennesker på nul komma fem flytte ind og finde ud af det sammen, og det gjorde det svært at komme med et samlet modsvar til kritikken.”

I dag har Gellerupparken godt 50 år på bagen. Området er blevet en multikulturel bydel og har nu fået sin historie, sin egen unikke kultur og knap 5.000 beboere, der bruger områdets faciliteter og kommer hinanden ved. Men det, der var visionen med byggeriet, lader nu til at være blevet områdets akilleshæl.

Parallelsamfund: Utopi eller dystopi?

Når politikere i dag kalder Gellerupparken for et parallelsamfund og påstår, at beboerne isolerer sig socialt og fysisk i området, kan det virke paradksalt. Visionen var netop at skabe et mini-samfund med et stærkt fællesskab og alt, hvad man skulle bruge i sin hverdag, så man aldrig behøvede forlade det. Så har man ikke netop fået det, man ønskede sig?

“Jeg tror måske nok, man skal passe på med at tænke, at man fik det, man ville have. For det var jo ikke stigmatiserede områder, man ville have. Det er der ikke nogen, der bygger boliger til”, siger Troels Schultz Larsen.

I Gellerupparken ender alle efternavne ikke på -sen, og med en beboersammensætning af godt 80 forskellige nationaliteter kan området ikke siges at være “frygtelig hvidt”. Men ligesom i 1970’erne er beboernes egen opfattelse stadig, at de er glade for deres bydel og for det stærke, sociale fællesskab, hvor alle hilser og hjælper hinanden i hverdagen.

Historier om godt naboskab og socialt liv er bare ikke det, der fylder mest i den offentlige debat om Gellerupparken. Det er derimod historier om kriminalitet, utryghed og social kontrol.

Magtfulde diskurser

At et community på landet er noget med hygge og nærvær, mens et community i et alment boligbyggeri er noget med utryghed og social kontrol, hænger i høj grad sammen med politikernes agenda, og den måde, de italesætter de forskellige områder på, mener Troels Schultz Larsen:

“I den romantiske diskurs om landidyl overser man, at der jo også dér er en massiv social kontrol. Hvor mange queers, punkere og regnbuefamilier bor der lige på landet? Vores opfattelser bliver i høj grad præget af den politiske diskurs, der hersker i forhold til de forskellige boligområder.”

Med politiske tiltag som eksempelvis grænser for, hvor stor en procentdel af børnene i områdets institutioner, der må være af anden etnisk herkomst, forsøger man nu at tvinge beboerne væk fra området. Som følger af ghettolovene skal boligområdet på sigt helt elimineres ved at reducere antallet af familieboliger med 50%.

De usikre fremtidsudsigter og påbud om, at Gellerup inden for få år skal rive 600 boliger ned, har allerede nu fået en del beboere til at flytte fra Gellerupparken. Det kommer bag på Brabrands boligforening, hvor man nu har et uventet huslejetab på 1,5 millioner kroner om måneden, skriver lokalavisen Vores Brabrand. Men det burde ikke komme bag på nogen, mener Troels Schultz Larsen, der påpeger, at der nu på mange måder sker det samme, som der skete i 1970’erne:

“Dem, der har de nødvendige økonomiske ressourcer, flytter fra området. De gider ikke leve med den form for usikkerhed. Både jeg og andre forskere på området har advaret om det her i lang tid. Jeg har næsten lyst til at sige ‘Hvad sagde jeg.’”

Citater fra TV-udsendelsen “En kirke i beton” er indhentet fra gengivelser i afhandlingen “Da betonen blev belastende – den emotionelle kamp om Gellerupplanen i 1960’erne og 1970’erne” af Mikkel Høghøj og Silke Holmqvist.

Relaterede artikler