Artikel

I Gellerupparken i Aarhus står 173 boliger rungende tomme, selvom der højst sandsynligt stadig er længe, til boligblokkene skal rives ned som et led i helhedsplanen. Det er uvist, hvornår nedrivningen begynder, og præcis hvad, der kommer til at ske med beboerne efterfølgende, og det er netop den usikre fremtid, der får beboerne til at forlade området allerede nu, siger Brabrand boligforenings administrerende direktør, Keld Laursen:

“Efter min opfattelse er ghetto-lovene blevet en selvopfyldende profeti. Usikkerheden har gjort, at folk flytter væk, og at ingen har lyst til at flytte ind – og så er det jo pludselig nemt at argumentere for, at selvfølgelig skal lejlighederne rives ned, når de ikke engang kan lejes ud”, siger han.

Den tabte husleje for de tomme boliger løber op i 1,5 millioner kroner om måneden. Allerede nu får ghetto-lovenes krav om, at boligområdet på sigt skal elimineres, altså uoverskuelige konsekvenser for Brabrand boligforening. I boligforeningens direktion har man regnet med, at Aarhus Kommune ville være behjælpelige med at dække udgifterne, da hele situationen skyldes de politiske beslutninger om at føre helhedsplanen ud i livet og eliminere Gellerupparken som såkaldt ghetto-område. Boligforeningen har dog uden held forsøgt at få kommunen til at tage stilling til ekstra-regningen, fortæller Keld Laursen:

“Allerede da helhedsplanen blev vedtaget, forudså vi det her huslejetab. Aarhus Kommune var dengang selv med til at bede Landsbyggefonden om, at huslejetabet ville blive dækket økonomisk som en del af helhedsplanen. Landsbyggefonden sagde god for planen, hvis bare vi i boligforeningen havde kommunens opbakning – hvilket vi jo gik ud fra, vi havde, når nu kommunen selv var med til at stille spørgsmålet. Men nu har vi rykket Aarhus Kommune om at godkende aftalen siden 2019, og vi har endnu ikke hørt noget.”

Helhedsplanen, der skal afvikle Gellerupparken som såkaldt ghetto-område, var allerede før huslejetabet en yderst dyr affære. Beboerne har gennem huslejen selv betalt flere hundrede millioner kroner, der nu går til, at deres boligområde skal rives ned.

Et benspænd for de sociale indsatser

De mange fraflytninger risikerer ikke kun at blive en dyr affære rent økonomisk. Det er også sandsynligt, at det kommer til at kunne ses på de tal, der hvert år opgøres over landets udsatte boligområder, og som afgør, hvorvidt et område er en ghetto eller ej, fortæller Gunvor Christensen, der er ekspert i boligområder og projektchef hos forskningscenter VIVE:

“Det, vi forestiller os, er, at dem, der vælger at flytte nu, er de mest ressourcestærke – altså dem, der er i arbejde, har længere uddannelser og har flere økonomiske ressourcer. Med andre ord er det dem, der trækker positivt op på kriterierne i ghettolisten. Når de flytter, vil dem med lave indkomster og uden arbejde altså fylde mere i statistikken, og det vil gøre, at det bliver endnu vanskeligere for området at nå ned under grænseværdierne for, hvornår det kategoriseres som en ghetto.”

Idéen bag hele udviklingsplanen er, at Gellerupplanen i 2030 ikke længere skal opfylde de kriterier for indkomst, tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelser og kriminelle gerninger, der gør, at området kategoriseres som ghetto. Men det mål kan blive svært at nå, hvis de såkaldt ressourcestærke flytter ud, mener Gunvor Christensen.

Gunvor Christensens hypotese bunder i foskning og tidligere erfaringer med lignende hændelser, og Keld Laursen bekræfter, at de i Gellerupparken så samme tendens, da de i 2016 rev 350 boliger ned i Gellerupparken:

“Dengang valgte mange også at flytte fra området, og vi kunne efterfølgende se på tallene, at hele området tog et hop i den forkerte retning i forhold til ghetto-kriterierne”, siger han.

Når helhedsplanen risikerer at skræmme de beboere væk, der kunne have været med til at påvirke tallene i den rigtige retning, risikerer den samtidig at spænde ben for sig selv, og jerngrebet om boligområdet som “ghetto” fastholdes, påpeger Keld Laursen. 

Relaterede artikler