Artikel
7. juni 2021
Af Sally Jensen & Farhiya Khalid
Foto af Hasti Mohammad-Easa
“Tre år og seks måneders ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de seneste fire år”.
Det er et af de nye krav til borgere, der ønsker at opnå dansk statsborgerskab efter regeringspartiet Socialdemokratiet sammen med Venstre, Konservative og Liberal Alliance indgik en ny aftale om indfødsret i april. Før hed kravet, at man ikke måtte have modtaget visse sociale ydelser, for eksempel kontanthjælp. Men nu rammer de regler også folk, der har studeret, arbejdet deltid eller har været ledige – også selvom de ikke har modtaget hjælp fra det offentlige.
33-årige Reis Saho, hvis forældre har rødder i ex-jugoslaviske Nord-Makedonien, er en af de studerende, der bliver ramt af ændringerne i kravene til dansk statsborgerskab. Efter en bachelor i kunsthistorie arbejdede han deltid som omviser og underviser på Nikolaj Kunsthal og Statens Museum for Kunst efterfulgt af en backpacker-rejse i Sydeuropa. Alt dette inden han begyndte på sin kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet.
Det valg får nu større konsekvenser, end Reis havde anet. Før var kravet nemlig, at man ikke måtte have modtaget visse sociale ydelser, for eksempel kontanthjælp, men nu rammer reglerne folk, der blandt andet har arbejdet deltid, taget pauser under studierne eller været ledige – også selvom, de ikke har modtaget hjælp fra det offentlige.
“Jeg var i sommerhus og sad i haven, hvor jeg læste en overskrift om ændringerne, og jeg blev stresset. Jeg sad med en del eksamensopgaver, jeg skulle fokusere på, men tænkte, at nu måtte jeg prioritere det her og få ansøgningen sendt afsted. Jeg skulle skynde mig”, siger Reis Saho til Respons.
Ikke desto mindre skal Reis Saho nu vente til han i fremtiden har haft et fuldtidsarbejde i tre år og seks måneder inden for en periode på fire år. Og det krav gælder ikke kun, når han indleverer sin ansøgning – men helt op til det øjeblik, den behandles og godkendes i Folketinget. Et krav, der kan være svær at opfylde, især inden for hans branche, hvor han arbejder med kunst- og kultur.
“Min uddannelse kommer til at betyde mange projektansættelser på museer og kulturinstitutioner. Der er meget få faste stillinger, og der er virkelig rift om dem. Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan få en fast stilling i en lang nok periode, men jeg er ikke garanteret noget”, forklarer han.
“Det er en rodebutik”
Reis er vokset op på Nørrebro i København med sine forældre og to søskende. Han kom til Danmark som cirka 3-årig og har gået i den lokale folkeskole, færdiggjort gymnasiet og været på højskoleophold i Skive.
“Du kan være heldig,at du rammer en periode uden stramninger,men det er mere held end forstand”
Og det var netop på designhøjskolen Krabbesholm, at interessen for kunst og kulturformidling blev vækket. I dag arbejder han på et udstillingsprojekt på et større dansk museum, der er hans afslutningsprojekt på studiet. Reis forklarer dog, at han måske havde taget nogle andre valg, hvis han havde kendt til de konsekvenser, hans uddannelsesvalg ville have haft for ham i dag.
Men hvordan planlægger man sit studieliv og ungdomsrejser efter potentielle lovændringer i fremtiden? Det er netop denne uforudsigelighed, og det faktum at reglerne rammer ham og andre med tilbagevirkende kraft, der frustrerer Reis.
“Der er en målstreg, men der er også en usynlig målstreg. Og begge flytter sig hele tiden. Du kan være heldig, at du rammer en periode uden stramninger, men det er mere held end forstand. Du taber, inden du overhovedet starter”, siger Reis.
En ny identitet
Reis Saho har i dag permanent opholdstilladelse, der giver ham lov til at bo og arbejde i Danmark på ubestemt tid. Den udelukker ham dog fra at stemme til folketingsvalg men også fra at rejse i længere perioder, da han risikerer at miste opholdstilladelsen, hvis han er ude af landet i mere end 12 måneder.
“Jeg er 33 år. Det her er en tid i mit liv, hvor jeg gerne ville nogle ting. Jeg kan ikke rejse, som jeg vil, jeg kan ikke tage til udlandet for at arbejde, jeg kan ikke stemme. Og jeg lever med en konstant frygt for, at mit opholdsgrundlag i Danmark bliver taget fra mig. Jeg føler mig fanget i et land, som ikke vil have mig”, siger Reis.
Og den til tider uigennemskuelige proces har også ført til at andre mærkbare konsekvenser for den unge universitetsstuderende.
”Jeg er blevet meget mere ængstelig. Og jeg er blevet påduttet en ny identitet, hvor jeg konstant skal tænke på, hvordan jeg opfører mig. Jeg skal bidrage, hvilket jeg gerne vil, men jeg skal også være taknemmelig, jeg skal ikke klage. Jeg skal acceptere, at jeg er gæst i det her land”, siger Reis.
Det har fået Reis til at overveje, hvorvidt Danmark er det land, han skal blive gammel i, eller om han hellere skal pakke sine kufferter og flytte tilbage til forældrenes hjemland Nordmakedonien.
“Jeg er blevet helt afstumpet af debatkulturen i Danmark og de her stramninger på udlændingeområdet. Og jeg ved ikke, om jeg vil kunne klare det på sigt. Nogen ville måske spørge, hvorfor jeg giver op og lader dem vinde? Til det kan jeg kun svare, at det handler om mit liv og mit helbred og i bund og grund, vil jeg bare gerne have fred”, siger Reis.
Relaterede artikler
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.
Hvorfor er valgdeltagelsen i Tingbjerg så lav, og hvordan kan vi styrke områdets demokratiske stemme?
Til kommunalvalget i 2017 havde området Tingbjerg/Husum landets laveste stemmeprocent. Det er et demokratisk problem, når ikke alle befolkningsgrupper har lige stor indflydelse på sammensætningen af kommunalbestyrelserne landet over. Men hvorfor afholder nogle sig fra at stemme, og hvad kan vi gøre for at vende tendensen?