Reportage

Palæstina, klimakrisen, menneskerettigheder og ensomhed troner frem med fed i RE:acts festivalprogram. Om dagen er ølbowling og de lange lurer erstattet af aktivistiske workshops. Om aftenen klinger programmet mere af festival med både koncerter og rave.

Foran færgen til Ungdomsøen er unge stimlet sammen. I mængden spotter jeg en del genkendelige ansigter fra aktivistmiljøet i København; en gammel bekendt fra DFUNK, en frontfigur fra Almen modstand. Og det er da også aktivisme, eller rettere: kreativ aktivisme, som det her skal handle om.

I de næste 24 timer skal de unge deltage i den eksperimenterende festival, der gennem musik, storytelling, street art og kreative workshops skal styrke unge deltageres demokratiske selvtillid og klæde dem på til at deltage i samfundet.

RE:think, RE:claim, RE:do and RE:act
RE:act er et samarbejde mellem initiativet Rapolitics og Roskilde Festival, og det er Olivia Lincoln og rapperen CHIEF fra Rapolitics, der har arrangeret festivalen. De fortæller, at RE:act er skabt ud fra den idé, at de unge skal have et frirum, hvor de kan udtrykke sig og arbejde med vigtige emner, som samtidig skal gøres relaterbare for deltagerne.

De fire labs, som også organisationerne Mellemfolkeligt Samvirke, C:NTACT og Institut for Menneskerettigheder står bag, omhandler Palæstina, klima, ensomhed og menneskerettigheder. Det, der binder de fire labs sammen, er formålet:

”Festivalens formål ligger i navnet RE:act. Den skal engagere unge. Men hvordan skal man engagere dem, og hvad er det, de skal “reacte” på? På RE:act arbejder vi med demokratisk dannelse gennem det, vi kalder ”kreativ aktivisme”, som for os betyder at engagere sig i samfundet gennem kreative udtryk. På RE:act betyder det: RE:think, RE:claim, RE:do and RE:act,” fortæller CHIEF, og Olivia supplerer:

”Mange unge kender til den særlige stemning og måde at være sammen på, som kan opstå på festivaler. En festival kan åbne et mulighedsrum, hvor man kan få lov til at udtrykke sig på sin egen måde. Og det gør vi gennem kreativ aktivisme.”

Foto: Arrangørerne bag RE:act, CHIEF og Olivia. Af Hasti Mohammad-Easa

Kunst og kollektive udtryksformer
En af personerne bag et af festivalens labs er Zelma Lewerissa, der repræsenterer organisationen C:NTACT, sammen med sanger Rezwan Farmi og rapper Shahin Aakjær. Deres lab har ensomhed som tema. I beskrivelsen står der uddybet, at ensomhed både kan komme til udtryk hos det enkelte individ, men også familiemæssigt, samfundsmæssigt eller på et kulturelt plan. Der findes ikke én type ensomhed, og der findes heller ikke kun én måde at vise og formidle ensomhed på. Og netop formidlingen af ensomhed er det, der skal arbejdes med på RE:act festival.

”Det handler i bund og grund om at nedbryde tabuer omkring ensomhed, og at det er noget, man skal stå alene med. I forhold til unge er ensomhed ofte et tabuiseret emne, og det kan tage mange former. Udgangspunktet i dag er, at ensomhed er en ting man oplever, men ikke nødvendigvis et stigma eller et permanent stadie”, fortæller Zelma Lewerissa.

Det kan også være åbent over for andre segmenter af samfundet. Kunsten skal ikke være elitær, den har et aktivistisk potentiale til at samle forskellige samfundsgrupper. Unge skal også lære at der er forskellige måder at udtrykke deres holdninger på og engagere sig i verden på.”

Visionen bag dette er, at kunsten kan gøre bearbejdningen af og samtalen om ensomhed til noget kollektivt. Og rap, sang og storytelling er alt sammen metoder, der faciliterer fællesskab.

”Man kan udtrykke sig kollektivt og være i en følelse kollektivt og komme ud med et budskab, hvor man appellere til andre følelser og sanser. Det kan tage samfundsdebatten et helt andet sted hen,” afslutter Zelma Lewerissa.

Foto: Zelma Lewerissa ved Society lab om ensomhed. Af Hasti Mohammad-Easa

Inkluderende aktivisme

Festivalens fire fokusområder er, ifølge Olivia og CHIEF, alle områder, som man som borger er nødt til at forholde sig til. Men både Olivia og CHIEF mener samtidig, at det er nødvendigt ikke at være formanende over for de yngre generationer og forsøge at tvinge et engagement frem. Engagementet skal komme indefra hos de unge selv.

Og hvis man som samfund ønsker at fostre nysgerrige og engagerede unge borgere, der deltager aktivt i demokratiet, så er man nødt til at finde nogle formater, der kan inkludere dem, der ellers falder udenfor.

”Der skal altid nok være unge, der selv griber bolden og engagerer sig i demokratiet gennem eksempelvis elevrådsposter eller i foreninger. Men der er også en stor gruppe af unge, som har brug for helt andre måder at engagere sig på,” fortæller CHIEF og fortsætter:

”Hvordan taler vi for eksempel om menneskerettigheder, klima, Palæstina eller ensomhed, der alle er områder, der kun bliver mere og mere presserende at forholde sig til? Det handler også om at gøre det attraktivt i samspillet mellem den artistiske vision og merge det med den aktivistiske vision. Det skaber et samspil, hvor man tager ansvar og giver unge værktøjerne til at forholde sig til og engagere sig i verden.

”Man kan for eksempel kombinere dans og klimaaktivisme og skabe opmærksomhed og engagement gennem dansen. Et andet eksempel er poetry slam, hvor man kan skabe nogle helt andre formidlingsmuligheder end et debatindlæg eksempelvis kan”, siger han, og Olivia supplerer:

”Det er ikke ment sådan, at debatindlæg ikke er vigtige – det er de! – men vores vision er at tage unge i hånden og tage dem med ind i rundkredsen, hvor vi taler om tingene.”

Den kreative aktivisme tilbyder altså et rum for de personer, der ikke føler sig hjemme i at skrive læserbreve eller i at demonstrere. Ved at insistere på at få kunsten og kulturen i førersædet, når det kommer til at formidle budskaber som aktivist, har den et mobiliserende potentiale – og den inviterer mange flere perspektiver og unge ind i den demokratiske samtale.

“Engagement starter i det helt små. Og al deltagelse tæller,” siger Olivia.

Relaterede artikler