Debat

Stigende boligpriser er en af de største generatorer for den voksende ulighed i Danmark. Det gælder især i Københavns kommune, hvor boligpriserne under første bølge af coronakrisen steg med hele 22%. Konsekvensen er højere kapitalindkomst blandt boligejere og højere husleje for lejerne.

Sammen med parallelsamfundspakkens ambitioner om nedrivninger og omdannelser af billige almene boliger til private og dyrere lejligheder, rejser det spørgsmålet om, hvor folk med normale eller lave indkomster skal bo, og om hvad det er for en hovedstad, vi gerne vil have.

På tværs af det politiske spektrum deler københavnske borgere bekymringen om i fremtiden ikke at have råd til at bo i byen. Faktisk er det en frygt hos næsten 70% af vælgerne i København, og manglen på billige boliger er ultimativt øverst på listen over vigtige emner blandt vælgerne i forbindelse med det kommende kommunalvalg, viser en opinionsundersøgelse fra juli.

Problemet har også fået flere partier til at markere sig som bannerførere for flere billige boliger i København i forbindelse med kommunalvalget. Et fælles krav blandt nogle af partierne er blandt andet, at kommunen fremover skal tage større del i opførelsen af flere billige og almene boliger.

Men problemet i København er ikke boligmangel. Faktisk står i alt 5100 lejligheder langtidstomme, og antallet af boliger er vokset næsten dobbelt så hurtigt som befolkningen siden 1990’erne. Samtidig udgør opførelsen af nye boliger en gigantisk klimabelastning, hvilket ikke ligefrem stemmer overens med de samme partiers mål om grøn omstilling.

Fra hjem til spekulationsobjekter
Kommunalpolitikerne bør i stedet fokusere på det eksisterende boligmarked og de grundlæggende ulighedsskabende mekanismer, som markedet er baseret på.

Når stigende boligpriser skaber højere husleje for lejerne, men øger fortjenesten hos ejerne, skaber det en ond cirkel, hvor lejerne får færre penge til opsparing til køb af egen bolig og ejerne omvendt kan sparre op i deres bolig til eventuel køb af flere boliger. Det har medvirket til at stadig flere mennesker i København bor til leje, mens færre mennesker ejer boligerne. Boligerne koncentreres altså på færre og færre hænder, og det viser en indbygget drivkraft i boligmarkedet, der vil blive ved med at øge uligheden.

Så hvad bør man gøre? For det første kan man vælge at beskatte boliggevinsterne. Modsat alle andre former for kapitalindkomst, er der ingen skat på den gevinst, man får af at sælge sin bolig. Har du købt din bolig til 2 millioner kroner og den året efter er steget til 3 millioner, kan du altså sælge den og dermed opnå en fortjeneste på 1 millioner kroner – skattefrit.

Det skaber uundgåeligt et incitament for investorer og spekulanter til at sætte deres penge i boligerne, som tilmed er de investeringsaktiver med absolut mindst risiko, fordi sikkerheden ligger i murstenene. Hvor lav risiko normalt følger et lavt afkast, forholder det sig altså med boliger præcist omvendt. Boliger er med andre ord et perfekt investeringsobjekt, selvom det først og fremmest er nogens hjem.

Man kan også stramme boligreguleringsloven på flere områder, blandt ved at kræve bopælspligt overalt, så boligerne ikke kan stå tomme. Et stigende antal boliger i København er i dag uden bopælspligt, hvilket kun gør dem mere attraktive for spekulanter.


Og så kan man sætte en stopper for By & Havns salg af kommunale grunde og ejendomme til private investorer ved f.eks. at lade staten opkøbe gælden fra metrobyggeriet, som By & Havn netop har til opgave at finansiere gennem salget. Et opgør med denne nuværende konstruktion, der i øjeblikket bidrager til en enorm udemokratisk byudvikling, er også kommet på tale blandt enkelte partier og løsgængere op til valget.

Flere af disse tiltag kræver selvfølgelig lovændringer, der ligger uden for kommunalpolitisk regi, men måske kan et kommunalpolitisk pres bidrage til at rette fokus mod boligmarkedets indbyggede, strukturelle udfordringer og være med til at skubbe i retningen mod et mere socialt retfærdigt boligmarked.

Relaterede artikler