Artikel

I Danmark er der et enormt misforhold mellem antallet af mennesker, der har oplevet at være offer for en hadforbrydelse, og antallet af anmeldelser og sigtelser i sager om hadforbrydelser.

Ifølge den seneste offerundersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor svarer otte procent af voldsofre i perioden 2008-2019, at volden mod dem helt sikkert var motiveret af racisme, mens tre procent svarer, at volden var motiveret af homo- eller transfobi. 

Det svarer ifølge forskningskontoret til, at mellem 4.300 og 5.800 mennesker årligt udsættes for racistisk motiveret vold, mens 1.500 til 2.500 personer årligt udsættes for vold grundet deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Alligevel rejste politiet ifølge egne opgørelser kun sigtelse i 120 ud af 569 hadforbrydelsessager i 2010 og 141 ud af 635 hadforbrydelsessager i 2020.

Det vil rundt regnet sige, at der begås racistisk, homofobisk eller transfobisk motiveret vold 40–55 gange, for hver gang der rejses én sigtelse i en sag om hadforbrydelser. Antallet af sigtelser i sager om hadforbrydelser dækker også hadefulde ytringer, trusler og hærværk – dermed er misforholdet altså endnu større.

Adam Diderichsen er lektor på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole og har forsket i dansk politi i mere end ti år. Spørger man ham, viser tallene helt grundlæggende, at der er en gruppe mennesker, som ikke tages alvorligt i deres møde med systemet. 

“Det minder mig mest af alt om, hvad vi tidligere har set i forhold til voldtægtsanklager. Her virkede det længe som om, at politiet ikke tog ofrene alvorligt. Og da politiet så begyndte at tage dem alvorligt, viste der sig at være mange flere sager, end de troede,” siger han.

Systemisk problem
Adam Diderichsen peger på en række faser og forhold, som i dag filtrerer eller frasorterer hadforbrydelser fra at blive til sigtelser og domme. 

For det første bliver hadforbrydelser ofte slet ikke anmeldt. Mange stoler ikke nok på politiet til, at de vil indgive en anmeldelse. Og hvis de alligevel for eksempel anmelder et voldeligt overfald, så nævner de ikke nødvendigvis, hvis forbrydelsen var motiveret af had. 

”Det opgiver mange på forhånd, fordi de simpelthen ikke tænker, at det nytter noget,” siger politiforskeren.

Og det er måske med rimelig god grund. Næste frasorteringsmekanisme er nemlig, at den enkelte betjent ikke nødvendigvis forstår, at det er vigtigt, hvis et offer mener, at en forbrydelse har været motiveret af had. 

“Hvis man anmelder forbrydelsen, møder man først en betjent, der skal forstå og huske på, at det er afgørende, hvis offeret mener, at gerningsmanden for eksempel opførte sig racistisk. Og det forstår den enkelte betjent ikke nødvendigvis,” siger Adam Diderichsen.

“Det handler ikke nødvendigvis om eksplicit racisme hos betjenten, men kan lige så meget være et systemisk problem. Det er folk, som er uddannet og opdraget som politifolk og ikke har egne erfaringer med racisme. De kan i stedet se registreringen af et hadmotiv som ekstra papirarbejde,” siger han.

Kræver politisk manifest
Næste filter er så anklagemyndigheden, der skal se på, om sagen kan holde i retten. Det kan den sjældent, fordi lovgivningen på området generelt er blevet tolket sådan, at had til en bestemt befolkningsgruppe skal være hovedmotivet for en lovovertrædelse, før noget kan betegnes som en hadforbrydelse. Der ser i november 2021 ud til at være flertal for at ændre lovgivningen, så det tydeliggøres, at der er tale om en hadforbrydelse, uanset om motivet helt eller delvist er had. Men indtil nu har det været meget svært at bevise.

“Det kræver næsten, at der er udgivet et politisk manifest, lige inden forbrydelsen bliver begået, for at man kan dømmes i de her sager. Så bare på grund af det juridiske bliver det meget sjældent til en tiltale,” siger Adam Diderichsen.

Men selv i de få tilfælde, hvor en hadforbrydelse faktisk er blevet dømt, vælger domstolene tilmed ofte ikke at hæve straffen ret meget, forklarer han.

Alt sammen har en selvforstærkende effekt. For jo mere minoriserede personer oplever, at det ikke nytter at anmelde en hadforbrydelse, jo færre anmeldelser kommer der også.

Ingen slår i bordet
Ifølge Adam Diderichsen er det egentlig ikke særligt svært at forbedre retssikkerheden for ofre for hadforbrydelser. Det kræver bare, at de ansvarlige magthavere prioriterer det.

“Hvis politiet fornemmede, at politikerne tog det her alvorligt, så ville man også sætte mere ind på området. Men der har, så vidt jeg ved, stort set ikke været nogen retsordførere, der har været ude og slå i bordet,” siger han.

Politiforskeren peger på, at Rigsadvokaten i 2015 indskærpede, at politiet skulle tage ofre for voldtægt mere alvorligt og journalisere sagerne ordentligt. Det lagde et pres på politiet for at undersøge sagerne grundigere og var medvirkende til en række forbedringer på området, blandt andet at flere betjente blev uddannet i at tale med ofre med seksuelle traumer. 

“Det ville hjælpe meget, hvis vi så noget lignende i forhold til hadforbrydelser,” siger Adam Diderichsen.

“Men Rigsadvokaten kommer ikke med den slags kritik uden politisk opbakning. Og vi ser ingen vilje fra Mette Frederiksen og regeringen. Vi ved godt, hvad der skal gøres – politikerne prioriterer det bare ikke.”