Essay

“Ding Ding”-lyden kommer fra telefonen, jeg åbner beskeden, og det er en nyhedsartikel. Jeg har fået tilsendt en besked om endnu en hadforbrydelse i Danmark. Den næste besked lyder: ”Pas på dig selv derude”.  Jeg træder ud ad døren med en masse tanker og en følelse af usikkerhed og frygt – er jeg den næste? Med disse følelser træder jeg alligevel ud i samfundet for at udføre mine daglige rutiner. Airpodsene er i ørene, og jeg er ude af døren. Øjnene fungerer som en laser, der aflæser ethvert individ, der passerer forbi. Jeg analyserer deres kropssprog, en nødvendighed for min sikkerhed, for at få en fornemmelse af, om de vil gøre mig fortræd eller ej. Min identitet kan ikke skjules, jeg er en sort, muslimsk kvinde, der bærer hijab. For at passe på mig selv er jeg konstant på vagt, min krop er klar til kamp, og mine tanker ræser – for mens jeg skal tjekke, om toget kommer, så skal jeg stadig tage mine forholdsregler. Man hører konstant om hadforbrydelser, der sker i Danmark, blandt vores nærmeste og bekendte, på sociale medier og ikke mindst i nyhederne. Hvis du spørger mig, om dette er normalt, og om det er sådan, livet skal leves? Styret af frygt? Så er mit svar, at det er det eneste, jeg kender til. 

For læsere, der ikke kan relatere til dette, kan det virke ekstremt, men det skal ses fra en racegjort, minoritetspersons synspunkt. Dette er vores realitet.  

En skjult dagsorden
Den grusomme sandhed, hadforbrydelser udstiller i Danmark, er, at racegjorte og muslimske minoriteter er nemme ofre, fordi vi er blevet frataget vores menneskelighed på samfundsplan. Hvordan fortsætter vi med at leve meningsfuldt, når rapporterede og urapporterede tilfælde af hadforbrydelser fremviser samfundets tolerance af racisme? Hvad gør det ved os at få frataget vores værdighed? 

I lang tid har det ført til en kamp at tage den strukturelle racisme og islamofobi alvorlig som drivkraften bag hadforbrydelser rettet mod racegjorte minoriteter. Den racistiske diskurs om racegjorte minoriteter har kørt længe, og hver gang det er blevet adresseret af os, er det blevet reduceret til at omhandle ”udfordringer” med migration. I bedste fald er det blevet nævnt som en naturlig reaktion på noget fjernt og ukendt, altså xenofobi. Islamofobi har slet ikke kunne bringes op i denne offentlige debat, for den er aldrig blevet og bliver stadig ikke taget alvorlig. I 00’erne har det været en procedure, at hijabis har skulle diskutere og forholde sig til, at de ikke måtte arbejde i supermarkeder. Det har ikke været uhørt, at hijabis under jobsamtalen i det lokale supermarked har fået at vide, at de kunne få jobbet ved at smide tørklædet. Det mest sigende har dog været argumenterne om alt fra, at man skal indordne sig det samfund, man lever i, til liberale argumenter om at virksomheder skal have friheden til at vælge, hvem de ansætter. Alle pointer, som fuldkommen ignorerer og afviser islamofobien og præsenteres som objektive. Allersenest har vi set den negative reaktion i Danmark på, at der er en by i Tyskland, som tillader adhan (kaldet til bøn) fra moskeerne. Det efterlader én med følelsen af, at dette ville være en umulighed her, for hvordan kan vi overhovedet tillade os at tænke på os selv som ligeværdige og føle os hjemme i Danmark?

I Danmark kan man godt lide idéen om multikulturalitet og mangfoldighed, det giver billedet af et moderne og progressivt samfund. Dog ikke i praksis, hvor præmissen er sat op til, at alle er ens, hvilket giver en illusion om homogenitet. Denne modsætning betyder, at uligheder og forskelle blandt alle bliver udvisket og altid vil placere racegjorte minoriteter udenfor dette fællesskab. Vi glemmer deraf, at samfundet skaber vilkårene, som gør, at hadforbrydelserne kan trives og formere sig. Et system, som aktivt sørger for, at vi statistisk set har sværere ved at få jobs og komme i uddannelse eller får frataget vores hjem via lovgivninger, der er diskriminerende. Når politikere kommer med racistiske udråb på gaden og brænder koranen af med politiet som sikkerhedsvagter. Det samme politi, der raceprofilerer og chikanerer vores teenagedrenge på gaden, når de hygger med deres venner på Islands Brygge eller står for enden af kvarteret og laver “stop and frisk” på enhver bil, der passerer med et sort eller brunt ansigt i førersædet.  Det reflekterer et samfund, der holder os fanget i at spille et spil, hvor reglerne hele tiden ændrer sig, mens udfaldet altid er konstant: ”Du er ikke en dansker”. Et svar, som i virkeligheden ikke handler om nationalitet eller fødested, men om hvidhed og deraf om hvem, som automatisk bliver set som værdige eller uværdige.

Mønsterminoritet 
Vi har lært knapt lige at (over)leve i undertrykkelsen. Konstant forværrende og voldelige hadforbrydelser har været så overvældende for os, at vi er blevet følelsesløse til et punkt, hvor det er normaliseret. Vi er ramt af en håbløshed over for samfundet, der stikker så dybt, at vores mangel på større modstand kommer fra en grundlæggende følelse af magtesløshed. I forsøg på at håndtere denne magtesløshed vælger nogle af os at blive den såkaldte “mønsterminoritet”. En idé om at dét at være den ideelle minoritet vil tildele os en ny værdighed, som beskytter os fra undertrykkelse. Så vi bliver højtuddannede, sikrer os højtlønnede jobs, laver frivilligt arbejde, prøver at være “en af de gode”. Med en stærk tro på, at hårdt arbejde er det eneste, som holder os tilbage fra at opnå det gode liv. Vi lærer at se ned på hinanden og fordømme enhver racegjort minoritetsperson for ikke at leve op til denne standard. Vi begynder at tilpasse os individualismen, fordi det virker til at være nemmere at stige i samfundshierarkiet, i hvert fald når det gælder social klasse. Men sandheden er, at vi stadig oplever diskrimination på arbejdet, at spillereglerne ændres pludseligt til, at vores uddannelser problematiseres, og at vi er for mange racegjorte minoriteter i gymnasierne eller noget helt tredje. Alligevel vælger en stor del af os at bruge “mønsterminoritet” som overlevelsesstrategi. I en ung alder lærer vi, at uddannelse og arbejde er løsningen på vores problemer – af velmenende flygtninge- og migrantforældre, som vi overværede kæmpe gennem økonomiske udfordringer for at få os igennem måned til måned. Alt dette, oven i en global kapitalistisk diskurs, der opfordrer til individualisme som vejen til et succesfuldt og tilfredsstillende liv. Dog er realiteten den: At appellere til den hvide majoritet igennem “mønsterminoritet”-tropen befrier os ikke fra systematisk racisme eller islamofobi. Alligevel er der mange af os, som ikke er bevidste om dette og bruger en masse energi og kræfter på at kæmpe en tabt kamp indenfor dette system.

Vi stræber inden for systemet med håbet om at blive inkluderet i fællesskabet, hvis grundlag er eksklusion af racegjorte minoriteter. På trods af dette skriver vi læserbreve eller stiller op til debatter som den eneste racegjorte minoritet i panelet, der skal repræsentere os alle. Vi forsøger at modbevise racialiserede stereotyper ved at smile pænt, tale dansk uden en etnolekt og talefejl, udstille vores brutale oplevelser med hadforbrydelser og informere den brede danske befolkning om deres ignorance med håb om, at det vil lede til en forandring. I kernen af alt dette er der dog en performance, en udvisning af taknemmelighed og en søgning efter at blive anerkendt og set som et menneske med iboende værdighed. I lighed med et lille barn, som bliver ekskluderet og mobbet af sine klassekammerater og stadig forventer, at hvis de bare er søde nok, så vil de en dag på magisk vis blive accepteret, og alle vil lege med dem. Denne performance er ikke kun akavet og frustrerende at se på som racegjort minoritet, men fremstiller også en illusion om forandring. Den er farlig, da det har åbnet op for, at vores måder at gøre op med racisme hviler på racistiske præmisser, da det aldrig er på vores præmisser, men hvad systemet finder acceptabelt. Vi ser, at personer, organisationer og tiltag af racegjorte minoriteter, som har os som mærkesag, vælger en tilgang, som i sidste ende ikke hjælper os i at modstå racismen, men indsnævrer os i måder, ”danskerne” vil være komfortable med os. Det er disse, der, med deres sorte og brune repræsentation, er de selvsamme, som ender med at blive støttet og finansieret af politikker om social kontrol, radikalisering og parallelsamfund. 

Kollektivet 
Vi er alle en del af større fællesskaber. En stor del af racegjorte minoriteter i Danmark kommer fra baggrunde og kulturer, der er meget kollektivistiske. Familier, klaner, nabolag, religiøse og etniske grupper er kun få eksempler på, hvordan vi alle har en aktiv rolle i hinandens liv. Der er en større ansvarsfølelse og omsorg i de fællesskaber, vi er en del af. Vores traditioner og normer kan virke meget usædvanlige for resten af det danske samfund – men ikke desto mindre tillader det os at føle, at vi hører til i et samfund, der tit overbeviser os om det modsatte. Det er vores  praksisser fra disse fællesskaber, som kan ses i hverdagsinteraktioner, såsom det at hilse på den ældre forbipasserende mand på gaden med et smil, på trods af at man slet ikke kender ham personligt. Naturligt at søge imod et brunt eller sort ansigt, når du står alene i et klasselokale og skal socialisere med 30 nye hoveder, du aldrig har set før. Eller når du vælger at tage til Janaza (begravelsesbønnen) af en person, du aldrig har mødt, men føler dyb sympati overfor, fordi du har læst en avisartikel om deres sidste øjeblikke, før de mistede livet. Disse praksisser er alle på deres egen måde med til at bekræfte vores menneskelighed, fordi vi vælger at se og høre hinanden. Vi vælger at prioritere hinandens behov i vores stærke såvel som svage øjeblikke, i et samfund, der konstant fortæller os, at vi kun er værdifulde, når det kan udnytte os. 

Disse fællesskaber er ikke kun et værn mod dehumaniseringen og marginaliseringen, men er også centrale for at kunne modstå racisme og hadforbrydelser. Vores styrker findes i det arbejde, vi laver uden for systemet. Når vi vælger at organisere os for at arbejde aktivt imod den systematiske vold, der udøves over for vores lokalsamfund, og dernæst organiserer os med andre lokalsamfund, der ligeledes vælger oprør frem for opgivelse og apati. I fælles safe spaces, såsom minoritetsetniske foreninger, moskeer og folkehuse har vi plads til at lægge andre standarder og praktisere subkulturer, der tilbyder alternativer, udfordrer normen og forstærker modstanden til et uretfærdigt system. Modstand er afgørende i alle dens former. I svære samtaler, i protester, i akademiske kredse, på gaden, i hjemmet, på arbejdspladsen, i religiøse tilbedelsessteder og i Folketinget. Sociale bevægelser har historisk set først vundet udbredelse, da de undertrykte valgte kollektivismen som modstandsform i systemer, der trivedes i at isolere dem. Individualismen som overlevelsesmekanisme svækker vores fælles modstandskraft. Det er først, når vi vælger at investere i den kollektivisme, vi kender bedst fra vores baggrunde, at vi kan skabe betydningsfuld forandring.

________
BIO: Diaspora of Critical Nomads (DCN) er en organisation udgjort af sorte afrikanere, som har til formål at skabe et sort fællesskab med henblik på at bekæmpe koloniale og anti-sorte strukturer. Organisationens aktiviteter er formet af panafrikanisme, kritisk viden og dialog.

I 2020 udgav DCN bogen “Vi vil mere end at overleve – Opgør med en antisort verden”, der er skrevet og redigeret i samarbejde med det dekoloniale og feministiske kollektiv Marronage. Bogen er et bidrag til bekæmpelsen af antisort racisme og et forsøg på at forestille sig, hvordan en verden uden antisorthed kan se ud.