Artikel

Før du læser denne artikel, så vil vi lidt utraditionelt starte ud med at reflektere over vores position og situation med dig. Efter at have læst denne artikel kan du med stor sandsynlighed lægge den fra dig og fortsætte din tilværelse i tryghed. Det er dog ikke alles virkelighed. 

Måske er du en af dem, der læser denne artikel, lægger den fra dig, går ud på gaden og risikerer at blive overfaldet – udelukkende på baggrund af for eksempel din etniske baggrund, religion eller seksualitet. Uafhængig af om du er minoritets- eller majoritetsborger,  mener vi, det er et spørgsmål om at løfte et fælles ansvar, når udsatte grupper ikke selv kan vælge hadforbrydelser til eller fra. Et ansvar, der blev starten på det tværfaglige initiativ mod hadforbrydelser i Danmark, der i dag går under navnet Beskyt Minoriteter. 

Så hvad er grunden til, at vi, tre unge kvinder, valgte at dedikere så meget af vores tid på at bekæmpe hadforbrydelser på et strukturelt niveau? Og hvilke knapper har vi trykket på for at sætte denne dagsorden?

Et af Danmarks mest forsømte kriminalitetsproblemer 
Lad os starte ved debatten om hadforbrydelser. Det er ikke mere end et års tid siden, at man stadig diskuterede eksistensen af problemet. Medierne satte spørgsmålstegn ved, om der findes racisme i Danmark, og skabte dermed tvivl om det mest udbredte motiv for hadforbrydelser, ifølge Rigspolitiets opgørelser. Samtidig bar debatten præg af, at andre minoritetsgrupper helt blev overset – eksempelvis mennesker med et handicap. 

Skal dette tolkes, som at hadforbrydelser i virkeligheden ikke er et problem? Svaret er ét stort rungende nej. Nej, fordi Danmark har tiltrådt internationale konventioner som en anerkendelse af, at problemet eksisterer, og nej, fordi statistikker på området viser, at  mange tusinde danskere årligt oplever at blive udsat for hadforbrydelser. 

At der er blevet sat spørgsmålstegn ved eksistensen af problemet, har tvunget ofre for hadforbrydelser til at dele ud af deres egne traumatiserende historier for at oplyse, forklare og opnå en anerkendelse af deres virkelighed. Frem for at anerkende konsekvenserne og fokusere på løsningen, er der blevet sat spørgsmålstegn ved de konkrete hændelser. Samtidig har man overset ofrenes oplevelser med politiet og retssystemet. Man skal nemlig lede længe efter et offer for en hadforbrydelse, der har tillid til, at det nytter noget at gå til politiet. De, der gør, har ofte oplevet, at deres sag ikke ender ved domstolen. 

Disse problematikker var motivationen for en indledende telefonsamtale mellem to fremmede, Cecilie og Dina, der hurtigt fandt ud af, at de havde en helt central fællesnævner – nemlig en ambition om at bruge deres forskellige fagligheder til at komme problemet til livs. Dét blev startskuddet til 6 måneders research, hvor vi dykkede ned i lovgivningen og fandt hullerne. 

Ved at nærstudere international- og dansk lovgivning samt dansk retspraksis, udføre et omfattende litteraturstudie og søge aktindsigt i statistikker, har vi gravet frem, at lovgivningen ikke giver politiet, anklagemyndigheden og domstolene de rammer, der skal til for at at yde den nødvendige retssikkerhed til ofre for hadforbrydelser. Lad os kaste et nærmere blik på, hvad vi fandt. 

Den manglende tillid til retssystemet er berettiget
For det første fandt vi, at ofres manglende tillid til politiet faktisk er berettiget. I 2019 blev der nemlig kun registreret 569 sager, som efter Rigspolitiets vurdering kunne karakteriseres som en hadforbrydelse. Ud af dem blev der kun rejst straffesager i 49 procent af tilfældene. Dette er særligt bekymrende, når forklaringen går på, at politiet er i tvivl om gerningsindholdet, til trods for at sagen i første omgang er karakteriseret som en hadforbrydelse. 

Det var ikke muligt for os at opstøve tal over domme på området, og derfor søgte vi aktindsigt i Rigsadvokatens statistikker. Denne aktindsigt viste, at det ser endnu mere sort ud, når det kommer til domme over hadforbrydelser. Sort ud i den forstand, at vi i Danmark slet ikke fører statistik over straffelovens § 81, nr. 6 om strafskærpende omstændigheder. Men også sort ud i forhold til det urimeligt lave antal domme, der fældes efter straffelovens § 266 b: Kun 8,6 procent af alle anmeldelser førte til en dom i 2019. Diskrepansen mellem registrerede sager og straffesager, og ikke mindst diskrepansen mellem anmeldelser og domme, er et udtryk for, at lovgivningen ikke udgør et effektivt værktøj. 

Samtidig fandt vi, at det er nødvendigt at eksplicitere en anerkendelse af delmotivet direkte i bestemmelserne. Delmotiv er betegnelsen for, når der forekommer en anden omstændighed udover had, der kan forklare forbrydelsen. Problemet er, at hadforbrydelsessager med et delmotiv ofte går tabt i systemet – de enten afvises af politiet, tages ikke videre af anklagemyndigheden eller dømmes ikke ved domstolene som en hadforbrydelse. 

Vi fandt   og juridisk belæg for problemet, vi fandt empirisk belæg for forbrydelsernes alvor, men helt centralt fandt vi belæg for, at retspraksis ikke håndhæver gældende ret. Det står nemlig i bemærkningerne til lovgivningen, som også er gældende lov og har til formål at vejlede de gældende regler, at en hadforbrydelse helt eller delvist kan være motiveret af had. 

Desuden er hadforbrydelser en form for kriminalitet, der begås mod flere minoritetsgrupper. Manglerne i lovgivningen vedrører forskellige minoritetsgrupper, og den juridiske detalje om delmotivet vedrører både de nuværende og ønskede motivgrupper. Vi fandt, at ‘handicap’ og ‘kønsidentitet, kønskarakteristika og kønsudtryk’ også skal beskyttes i lovgivningen.

Vi stod nu tilbage med en rygsæk fyldt med konkrete løsninger. Dette skabte kun endnu mere frustration over den fattige debat, manglende anerkendelse og utilstrækkelige håndtering af kriminalitetsproblemet. Det blev startskuddet til Beskyt Minoriteter, hvor faglige løsninger er i førersædet, og hvor et tværfagligt samspil mellem jura og sociologi har været en afgørende faktor for vores gennemslagskraft. 

Fra viden til handling
Med denne rygsæk stod vi nu overfor en ny udfordring – hvordan skulle vi omsætte vores viden til handling? For det første var vi fra start indstillet på, at vi på ingen måde ville debattere problemet, men arbejde udelukkende fagligt og løsningsorienteret. Menneskerettigheder er ikke til debat.

For det andet var det vigtigt for os at udforme initiativet på tværs af minoritetsinteresser. Det stod klart for os, at en bred organisatorisk opbakning kan understrege en efterspørgsel, der kan slå politikernes lyttelapper ud. Vi ville gøre kampen mod hadforbrydelser til en fælles kamp – hvorfra selve navnet ‘Beskyt Minoritet-er’, i flertal, udspringer. 

For det tredje var målet fra start at gå direkte til kernen. Kernen er dem, der kan tage den endelige beslutning – nemlig politikerne. Strategien blev altså lagt ud fra, hvordan man gør sig lydhør overfor politikerne, uden om etablerede medier. Nøgleordene blev tværfaglighed, tværorganisatorisk samarbejde og borgeropbakning ved hjælp af sociale medier.

En fod indenfor på Christiansborg  
Med det faglige grundlag på plads handlede det om at finde en vej til at formidle det første nøgleord, tværfaglighed, på en appetitlig og forståelig måde til politikerne. Til dét skrev vi et fagligt notat. Arbejdet med at forfatte mange måneders research ned i et kortfattet skriv i punktform startede. Det var i denne proces, at det for alvor gik op for os, hvor godt vores to fagligheder spiller sammen. 

Når man beskæftiger sig med lovgivningen, er den juridiske faglighed uundgåelig og et nødvendigt fundament, både med hensyn til terminologien, forståelse og argumentation. Det blev dog tydeligt, at den juridiske argumentation ikke kunne stå alene, for juraen beskæftiger sig nemlig ikke med empirisk argumentation og aktuelle sociale samfundsforhold – hvilket jo kan forklare den forældede lovgivning på området. Det beskæftiger sociologien sig omvendt med og bliver altså bindeleddet mellem lovgivningen og de nuværende samfundsforhold.  

Efter at have udformet det faglige notat blev det nu tid til at indløse det andet nøgleord – tværorganisatorisk samarbejde. Vi gik i gang med at kontakte samtlige relevante interesseorganisationer i Danmark. Dette  resulterede i, at vores faglige notat i dag er understøttet af 19 organisationer – alt fra LGBT+ Danmark og Mino Danmark til Dansk Handicap Forbund. 

Nu er vi så nået til det sidste nøgleord – nemlig borgeropbakning. Folkevalgte politikere er jo sat på borgen for en grund; at repræsentere borgernes interesser. Derfor valgte vi at inddrage et værktøj, der kunne engagere og aktivere den danske befolkning. Det blev til et borgerforslag. Med borgerforslaget havde vi 6 måneder til at indsamle 50.000 underskrifter fra den danske befolkning. Dette skulle sikre, at politikerne blev nødt til at forholde sig til løsningstiltagene. Vi kunne dog lige så godt kaste håndklædet i ringen, hvis vi troede, at befolkningen uopfordret ville gå ind på borger.dk, søge efter borgerforslaget og underskrive det. Derfor var tiden nu inde til at oprette os under navnet ‘Beskyt Minoriteter’ på de famøse sociale medier. 

Arbejdet på vores sociale platforme indebærer at reagere på og informere om dokumenterede hadforbrydelsessager, oplyse folk om deres rettigheder, indføre befolkningen i vores politiske arbejde og sidst, men ikke mindst, at gøre det til folkets sag. Dette lykkedes, og den 09. august 2021 kl. 22:49 rullede den sidste underskrift ind på borgerforslaget. Den aften blev kulmination på mange måneders hårdt arbejde og neglebideri. Underskrifterne har banet vej for, at vores forslag nu er blevet førstebehandlet i Folketinget med et bredt flertal. Partier på tværs af det politiske spektrum gik nemlig på talerstolen torsdag den 11. november 2021 og udtrykte deres klare opbakning. 

Vores håb er at kunne genlæse denne artikel som en påmindelse om, at det kan lade sig gøre at forbedre dansk lovgivning – med en tværfaglig tilgang, en gennemtænkt strategi og en god portion stædighed. Vigtigst af alt er det vores håb, at vi i fremtiden, uafhængigt af vores baggrunde, kan færdes trygt i den fysiske og online offentlighed, velvidende at vi har lovgivningen i ryggen.

_______
Fakta

Initiativet Beskyt Minoriteter stiller krav om tre ændringer i straffelovens § 81, nr. 6 og § 266 b:

1. Det skal tydeliggøres i lovgivningen, at en hadforbrydelse helt eller delvist kan være motiveret af had.
2. Kønsidentitet skal inkluderes i lovgivningen om hadforbrydelser
3. Handicap skal inkluderes i lovgivningen om hadforbrydelser
   

________

• Borgerforslaget Ændring af lovgivning for hadforbrpydelser i Danmark blev stillet d. 28.02.2021. 
• Efter 180 dage nåede borgerforslaget op på 51.173 støtter og blev herefter fremsat som beslutningsforslag d. 13.10.2021. 
• Folketinget vedtog d. 20.04. 2021 at tilføje “handicap” til straffelovens § 81, nr. 6. 
• D. 6.10.2021 fremsatte regeringen et lovforslag, der indebærer at tilføje “handicap” til straffelovens § 266 b samt tilføje “kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika” til straffelovens   § 81, nr. 6 og § 266 b. 
• Borgerforslaget gik d. 11.11.2021 igennem 1. behandling i folketinget. Et flertal bestående af regeringen og støttepartierne bakker op om den resterende del af borgerforslaget, der vil tydeliggøre, at en hadforbrydelse kan være helt eller delvist motiveret af had.

_______
Borgerforslaget er støttet af:
Mellemfolkeligt Samvirke | LGBT+ Danmark | LGBT+ Ungdom | LGBT Asylum | Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn | Foreningen for Aseksuelle i Danmark | Copenhagen Pride | LevOgLadLeve | DareGender | Amnesty | Sabaah | Mino Danmark | Dansk Handicap Forbund | Sex & Samfund | Hjerneskadeforeningen | Stomiforeningen COPA | Landsforeningen Autisme | Dansk Kvindesamfund | Leverforeningen

_______
Dina Hashem (cand.jur. med speciale i lovgivning om hadtale), Cecilie Fjeldberg Hjarsen (stud.scient.soc. med speciale i hadforbrydelser) og Melisa Tas (stud.scient.soc. med speciale i hadforbrydelser)