Artikel

Hjemrejsecenter Avnstrups beboere har formuleret en liste over otte problemer og krav som forklarer hvorfor vi vælger at strejke og protestere mod den langsomme vold vi udsættes for af den danske stat. Her beskriver deltagere i en skriveworkshop for beboere i Avnstrup-lejren og allierede venner deres personlige vrede og frustration der ligger bag den kollektive kamp. 

For at støtte beboerne kamp, følg Hand By Hand på facebook.
 

1. Det er mental tortur at registrere sig to gange dagligt.
Når jeg går til kontoret for at registrere mig, får jeg det dårligt – jeg føler mig som en fange. Det har en negativ psykologisk effekt, og det indebærer at vi ikke besøger familie og venner. Det gør os også deprimerede. Vi er meget trætte af at registrere os. Der er ingen grund til at vi skal gøre det.

2. Socialdemokraterne holder ikke deres løfter.
(Skrevet af en workshopdeltager der bor udenfor Avnstrup)
Da de formede en regering med støtte fra andre partier lovede Socialdemokraterne at de ville give familier bedre levevilkår og grundlæggende rettigheder. De flyttede familierne ud af Sjælsmark, men gjorde livet endnu mere umuligt der. De kan ikke vinde dette dobbeltspil; det er ikke muligt at være menneskelig og ikke-menneskelig i de samme handlinger. De håber på, at fremtidige vælgere, dem der måske er børn i dag, ligesom børnene i Avnstrup, vil glemme dette. De håber på, at disse vælgere vil vokse op i et land uden flygtninge og aldrig spørge hvorfor. Det tror jeg ikke på: jeg tror at disse vælgere kommer til at leve i en tid med mindre frygt, og at de vil blive triste da de husker tilbage på de brudte løfter fra ledere der forsøgte at gøre livet umuligt i stedet for at gøre det muligt.

3. Vi vil have den samme uddannelse som de danske børn. Alle børn i asylsystemet skal have lov til at gå i skole.
Ethvert barn har ret til at blive uddannet, til at få en rigtig uddannelse. Ethvert barn har brug for at gå i skole, uanset hvad barnets status er (dansk, illegal, asylansøger…)
De fleste af Avnstrups børn går i en særlig skole som er ledet af Røde Kors og tilbyder et reduceret uddannelsesprogram. De er nødt til at rejse i en time hver dag for at komme til Lynge skole og en time for at komme hjem. Rejsetiden og støj i bussen gør børnene udmattede, distraherer dem. Skoleskemaet er, i hvert fald i praktikken, kraftigt reduceret, og næsten ingen af børnene kan læse. De kan snakke dansk, men det er den eneste fordel de får ud af denne hverdags-“erfaring”. De fleste af børnene ved ikke hvordan en normal skoledag ser ud; det virker til at være mere bekvemt for skolens ansatte at sende børnene ud og lege hvert 20. minut, og at bare lade dem stå op og lege også i timerne. Vi kalder denne skole voldelig, og vi gør skolens ansatte opmærksomme på at de nægter vores børn en uddannelse på grund af manglende vilje!

4. Vi er trætte af livet i lejren, giv os lov til at leve frie liv.
Vi er trætte af at bo i asylcentre, vi bare sover og spiser. Er det sandt at Danmark er et demokratisk land? Vi tror ikke på det, fordi vi bor i et fængsel uden at have gjort nogle forbrydelser. Overholdes børns rettigheder? Er det børns ret at sove med sulten og tom mave? Er det børns ret at drømme om at deres mor laver mad til dem?

5. Danmark er ikke et diktatur, i mange år har vi levet uden frihed.
Jeg har boet i Danmark i 5 år. Før jeg ankom hertil troede jeg at det var et demokratisk land, men jeg har siden indset at det ikke gælder for mennesker som os, som er tvunget til at leve i Avnstrup og Sjælsmark-lejrene. Resten af Danmarks befolkning vælger selv deres mad, tøj, og ting til deres børn. Det kan vi ikke gøre i Avnstrup. Vi lever i år 2020, i Europa, og stadig må vi ikke det. Er dette demokrati? I mange år har Danmark holdt sit knæ mod vores nakke; dette pres vil dræbe os. Hvorfor hører ingen vores råb på hjælp?

6. Vi har brug for penge til at lave mad, vi vil ikke have færdiglavet mad.
Jeg er kommet til Danmark i 2015, jeg bor stadig i Danmark, jeg lever i Danmark men mit liv er bare at flytte fra asylcenter til asylcenter. Jeg kom til Danmark i håb om et bedre liv. Vi kom af frygt for vores liv. Men uheldigvis bliver vi behandlet som kriminelle. Hver 6e måned flytter de os til et nyt asylcenter. Vores børn har fået problemer med depression. De kan ikke forstå meningen med livet, fordi de lever med stress hver dag. Vi havde et stort håb om at vi kunne få ophold, gå på arbejde, at vores børn kunne gå i folkeskole og læse videre til deres drømmeuddannelse. Vores børn har mange spørgsmål om hvorfor nogen altid bestemmer over os, hvad vi skal spise, hvad vi skal tage på, hvor vi skal bo. Hver dag går jeg til kantinen og henter mad, men ingen i min familie spiser den. Hvad er det for et demokrati, hvor vi bliver tvunget til at spise mad som vi ikke kan lide?

7. Stop med at deportere vores børn, landene er ikke trygge og frie.
Vi er her i Danmark med vores børn fordi vi frygter vold og trusler mod vores liv i vores hjemlande. Vi kender til børns rettigheder, at børn har brug for at vokse op uden frygt. Hvis ansvar er det hvis vi rejser tilbage og vores børn er døde? Hvem tager ansvar for alt det trauma vores børn oplever på grund af situationen vi rejste fra, og på grund af den utrygge situation vi møder hver dag i vores liv i den danske livsstil som asylansøgere? Kan nogen drage en parallel mellem vores børns liv og Børns Rettigheder? Vi ved at Børns Rettigheder og vores børns rettigheder er to parallelle linjer! Avnstrups børn savner et normalt liv med hjemmelavet mad, normal skole, den velsignede hverdagsrutine – de forhold de som et minimum har brug for derhjemme.

8. Vi føler os som dyr fordi vores daglige liv består af at spise og sove.
Hvis vi skulle beskrive en normal dagsrutine i Avnstrup behøver vi ikke at skrive meget! Vores daglige rutine begynder med køen vi laver da vi står foran kantinen og venter på den indpakkede mad vi henter. Efter det vasker vi tøj og venter på frokost. Vi står i kø og henter frokost, og håber på at der vil være noget mere sundt til aftensmad. Efter frokost går vi op og ned, rundtomkring, eller på små ture ud i lejren. Vi henter aftensmad, altid i kø, og oftest smider vi den tilbage i skraldespanden, fordi næsten hver dag er der kylling og ris. Denne fastfood dræber os allesammen. Vores børn ved ikke hvad en grøntsagssuppe er. Fængslet er ikke for os! Ikke for vores børn!

De otte krav er resultatet af en skriveworkshop for beboere i Avnstrup-lejren og allierede venner som et udtryk for den personlige vrede og frustration der ligger bag den kollektive kamp.

Kravene blev først bragt på visavis.  

Relaterede artikler