Artikel
I hjertet af Nørrebro, foran Simeons Kirken og Guldbergs skolen, kan du lige nu finde et lille stykke af det syriske nærområde. Gennem en række billeder og beskrivelser, får du et indblik i en krisesituation, som verdens kameraer har vendt linsen væk fra.
”Udadtil findes børnene nær den syriske grænse ikke. Når andre medier kommenterer på vores materiale, så mener de ikke, at det kan finde sted i Europa. Ifølge dem, ser flygtninge og deres forhold i Europa ikke sådan ud. Det skyldes, at det, de er blevet præsenteret for, er registrerede flygtninge i formelle lejre. Flygtninge, som der er et netværk omkring. Flygtninge nær den syriske grænse står derimod helt alene.”
“Diskursen i Danmark er, at vi skal hjælpe i nærområderne. Fint, så lad os tage et kig. Hvad foregår der i nærområderne? Der foregår ikke en skid. Der er ingen hjælp at hente, og dem der prøver at hjælpe, de bliver arresteret.”
Face the World er den non-organisation, der står bag udstillingen ´De Drømmer Stadig‘. Den består af fotograf Lars Schmidt og skribent/lærer Maren Elise Skjerlie Gilling, der producerer undervisningsmateriale henvendt til børn i de danske folkeskoler. ’De Drømmer Stadig´ er det første skud på stammen, der sætter fokus på at bruge drømme som redskab til identifikation mellem børn. Udstillingen bevæger sig rundt i Danmark, og har til formål at bringe livet i de uformelle flygtningelejre nær den lukkede syriske grænse midt ind i det danske lokalsamfund.
Dem der ikke eksisterer
”Diskursen i Danmark er, at vi skal hjælpe i nærområderne. Fint, så lad os tage et kig. Hvad foregår der i nærområderne? Der foregår ikke en skid. Der er ingen hjælp at hente, og dem der prøver at hjælpe, de bliver arresteret.”
Lars og Maren har en vision om at tegne et virkelighedsnært billede af nærområderne til Syrien. De har fundet en særlig indgang til et ellers utilgængeligt felt. Deres forhåbning er, at de gennem deres rapportering og oplysning kan udvide den politiske forståelse af, hvad nærområderne til Syrien egentlig er for en størrelse.
”Man kan ikke gradbøje folks forfærdeligheder, men vi er lige kommet hjem fra Bangladesh, hvor der er Rohingyaer. Jeg havde virkelig forberedt mig på, at det ville blive hårdt. Men situationen i Bangladesh er helt anderledes, fordi de har det internationale samfunds opmærksomhed. Flygtninge nær den syriske grænse kalder vi ´dem der ikke eksisterer´.”
Sådan siger Maren, der har dokumenteret, at der hverken er skole eller lægehjælp, og herudover en begrænset adgang til mad, varme og rent drikkevand. Maren og Lars betegner området som enormt konfliktfyldt, da den pågældende regering ikke ønsker en international intervention i området. Selv har de været tæt på at miste livet og er af to omgange blevet arresteret af de lokale myndigheder.
Fra mennesker til flygtninge
Maren og Lars har fulgt en række familier og børn på deres besøg ved grænsen, hvor de kan konstatere, at børnene bliver mere tavse og vrede for hver gang de kommer.
”Inden vi tog afsted snakkede vi om, hvad børn er for en størrelse. Jeg spillede klog og sagde; børn er børn, uanset hvor man kommer hen i verden. Men mange af de her børn, de er ikke børn. De får ikke lov til at være børn. Mange af dem er passive. Der er ikke plads til leg. Der er ikke plads til udvikling. Og hvordan skulle der være det, når de arbejder hele dagen under slavelignende forhold?”, fortæller Lars.
Lars og Maren har tidligere arbejdet med børn, men der er noget, der adskiller disse børn fra de andre. De husker en anden virkelighed. De husker en virkelighed, hvor de gik i skole, hvor de elskede deres lærer, hvor deres far arbejdede, og hvor de spiste take away. Ifølge Maren og Lars, fortæller flere af deres informanter, at de gik fra at være mennesker til at være flygtninge.
Alt det er de blevet frataget, og de er efterladt i en venteposition, hvor de hverken kan rejse videre eller rejse tilbage. De er uregistrerede flygtninge, der ikke må opholde sig i landet, og hvis de rejser tilbage, så risikerer de at miste livet. Som Maren fortæller:
”De er trætte. De er mentalt trætte. Det er lang tid siden, at der har været noget, som føltes trygt og rart. Hvor der var håb og fremtid. Hvor de ikke har kunne se forældrenes bekymring, sorg og vrede i hele ansigtet. Hvis der er én ting, der gør børn bange og modløse, så er det forældrenes ansigt.”
Det særlige ved udstillingen ´De Drømmer Stadig´ er, at Maren og Lars ikke kun tager fat på de hårde historier og skæbner, men at de også sætter fokus på noget af det sidste, som børnene har tilbage: deres drømme og håb. I udstillingen fremgår det, at børnene drømmer om alt fra at blive læger til at have uendelige mængder af chokolade.
Trods den store variation i drømmene er der ét element der går igen: næsten alle børnene drømmer om at vende hjem, gå i skole og hjælpe deres syriske landsmænd.
*Af sikkerhedsmæssige årsager er de specifikke lande nær den syriske grænse censureret i artiklen.
Relaterede artikler
Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet
Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.