Artikel
9. oktober 2019
Af Rebecca Gravers
Foto af Tobias Nilsson
“Vores hjem er ikke til salg!”
En hund gør ivrigt med på kampråbene sammen med de omkring 300 demonstranter, der er mødt op på septembers sidste lørdag eftermiddag foran blok 2 og 3 i Mjølnerparken.
Selvom menneskemængden ved første øjekast ser ens ud i deres mørke regnjakker, er det en meget blandet gruppe, der er til stede.
De fremmødte i Mjølnerparken er en blanding af flytningstruede beboere, deres naboer og andre, der er mødt op for at vise solidaritet med de almene boligområders situation. Her er forældre med børn i barnevogne, og grupper af unge med store, nymalede bannere. En meget gammel beboer i kørestol hiver efter vejret, da han holder åbningstalen. En lille pige i gul regnjakke deler flyers ud og stikker mig én i hånden. På den ene side af flyeren er en liste over kampråb, så alle kan være med, og en kvinde med tørklæde og en megafon i hånden stiller sig ud midt på græsplænen, og råber for. Demonstranterne råber med og overdøver gradvist anlægget, der spiller Kim Larsens “Midt om Natten”:
“Ghettopakken – drop den!
Nedrivningen – stop den!”
Tvangsflytninger, frasalg og nedrivninger
Det er ikke tilfældigt, at demonstrationen foregår foran blok 2 og 3. For det er disse to bygninger, svarende til halvdelen af Mjølnerparken, der står til at skulle sælges til private investorer. Det er et resultat af den aftale, Københavns Kommune har lavet med boligselskabet Bo-Vita om, hvordan man skal leve op til de krav, den nye ghettolovgivning stiller.
I praksis betyder det, at 228 familier kan blive nødt til at flytte fra deres hjem. Et endnu større antal almene beboere i Århus kan komme til at stå i en lignende situation: Her har Århus Kommune og boligselskaberne lavet aftaler om nedrivninger af 318 almene boliger i Bispehaven, 600 i Gellerupparken og 1000 i Vollsmose. Dette har fået beboerne i områderne på gaden, og i Mjølnerparken er budskabet på demonstranternes skilte klart: “Vores hjem er ikke til salg”, står der på et, imens et blåt banner læser “Stop tvangsflytning” med store, sorte bogstaver.
Selvom boligselskabet ikke selv bruger ordet, kan frasalget i Mjølnerparken betyde tvangsflytning af beboerne i blok 2 og 3.
“Det er jo lige meget, hvad man kalder det, så længe lovgivningen og resultatet er det samme. I praksis er det tvangsflytning”, siger John, dagens anden taler til demonstrationen. Han er en del af et seniorbofællesskab på 20 beboere, der risikerer at gå i opløsning og måtte flytte, når blokkene frasælges.
Det er derfor, at Almen Modstand, som er et netværk af almene beboere imod ghettopakken, har arrangeret dagens landsdækkende demonstration. Senere går turen fra Mjølnerparken til Tingbjerg, hvor demonstranterne vil lave en menneskekæde rundt om 22 handicapboliger, der står til at blive revet ned.
Ingen beboerinddragelse
Et kort stykke inde i demonstrationen begynder det at regne, men ingen forlader Mjølnerparken. Folk tager hætter på, og en beboer bruger sit skilt – et billede af et bestyrelsesmedlem med dollartegn for øjnene – som paraply.
Der er flere af den slags skilte – med bestyrelsesmedlemmers ansigter og navne, og der bliver buhet højt, hver gang formanden for boligselskabet bliver nævnt i en tale.
Det er tydeligt, at beboerne i Mjølnerparken har følt sig kørt over i beslutningsprocessen. De oplever, at beslutningen om deres fremtid er blevet taget uden om beboerdemokratiet. To af dagens talere, der begge er beboere, føler sig svigtet og decideret modarbejdet af boligselskabet:
“Det kan ikke passe, at formanden for boligselskabet, der er valgt og lønnet af os lejere, viser sig at være vores værste modstander”, siger dagens første taler Arne Nygreen, der er beboer på Hothers Plads, og modtager store klapsalver.
Arne Nygreen bakkes op af John, beboer i det flytningstruede ældrekollektiv, der i demonstrationens anden tale kritiserer boligselskaberne for at have været tavse og sprede misinformation.
“Vi beboere bliver talt om, men ikke med”, siger han.
Den dårlige kommunikation omkring, hvordan fraflytningerne skal foregå, har skabt stor usikkerhed blandt beboerne:
“Der er nogen her, der har været nærmest nervevrag over det her”, fortæller Janni Milsted, beboer i det flytningstruede seniorkollektiv, til Information. Hun fortæller også, at mange af informationerne sendes på dansk, hvilket betyder at de beboere, der er mindre gode til at tale dansk, ikke forstår, at de skal flytte.
Privat frasalg frem for billige studieboliger
Nedrivninger og frasalg er ikke de eneste muligheder, kommuner og boligselskaber har haft for at imødekomme kravet om, at andelen af almene familieboliger skal nedbringes til 40%.
Tager man Mjølnerparken som eksempel, havde en mulighed været at ommærke blok 2 og 3 til studieboliger, bofællesskaber og ældreboliger, efterhånden som de nuværende beboere flytter ud af sig selv. Denne løsning foreslog Beboerforeningen i Mjølnerparken, og de fik opbakning af Københavns teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL).
Mjølnerparken er samtidig i gang med en stor helhedsplan til 3 millioner kroner, med bl.a. fysiske renoveringer og ungdomsboliger, der højst sandsynligt ville have fået området af regeringens ghettoliste.
Alligevel er det blevet, at man i Mjølnerparken vil leve op til kravene om at nedbringe antallet af almene boliger ved at sælge de to blokke til private investorer.
Beslutningen er taget af boligforeningen og kommunen og godkendt af boligselskabets repræsentantskab. Men Beboerforeningens forsøg på at fremlægge deres eget bud på, hvordan et privat frasalg kan undgås, er slet ikke blevet taget til overvejelse, og boligselskabet afviste helt at forholde sig til planen, da de skulle indgå aftalen med Københavns Kommune.
De dårligt stillede presses ud
Få meter til venstre for demonstranterne, tårner Nordbro, Nørrebros nye, privatejede familie- og studieboligkompleks, sig op mod den grå septemberhimmel. Der mangler studieboliger i København, men den billigste et-værelses i Nordbro koster tæt på 6000 kr, hvilket er væsentligt mere end, hvad en studerende får i SU.
Uanset om de private investorer vælger at omdanne blok 2 og 3 til studieboliger, ligger prisen ofte på det dobbelte, når lejligheder frasælges og lejes ud til markedspris, skriver Dagbladet Information.
Dagens fjerde taler, Mikas, har stilt sig ved mikrofonen, og lyden kastes frem og tilbage mellem det højeste Nordbro-tårns 28 etager, og Mjølnerparkens 4-etages karreer.
“Dér hvor jeg bor, er vi ikke direkte truet. Men selvom man ikke er personligt berørt, er det her alligevel noget, der rammer os alle. Ghettoplanen er nemlig med til at skabe en by, hvor der ikke er plads til os – en by, hvor det ikke er meningen, vi skal være”, siger han.
Frasalg og nedrivning i de almene boligområder får nemlig ikke kun konsekvenser for den enkelte lejer, men også for hele bybilledet. Bo-Vita har tilbudt beboerne dét, de kalder frivillig genhusning, hvilket vil sige, at beboerne kan blive tilbudt en bolig i en anden af Bo-Vitas afdelinger.
Men der er ingen garanti for, at den nye bolig kommer til at have samme prisleje, størrelse eller beliggenhed i forhold til, at beboernes hverdag kan hænge sammen.
Selvom Bo-Vita siger, at de vil opføre et tilsvarende antal almene boliger et andet sted i København, er de nye almene boliger nemlig i dag dyrere i husleje, og undersøgelser viser, at det ofte er familier med mellemindkomster, der flytter ind i de nye almene boligbyggerier, forklarer adjungeret professor Hans Skifter Andersen til Information.
Især Nørrebro har haft problemer med investorer, som eksempelvis den udskældte kapitalfond Blackstone, der opkøber og renoverer lejligheder og sender priserne helt i vejret:
“Der er en proces i gang, hvor de billige boliger forsvinder fra København. Det vil især blive de dårligt stillede, som presses ud”, tilføjer Hans Skifter Andersen.
Også i Mjølnerparken giver frasalget af blok 2 og 3 de private investorer mulighed for at lave gennemgribende renoveringer af lejlighederne og sætte priserne markant op.
Det er således heller ikke en mulighed for beboerne at flytte tilbage efter renoveringerne, da det er de færreste af dem, der har råd til at betale mere i husleje.
Mikas spørger retorisk ud i regnvejret, hvad det skulle hjælpe at flytte, og hvor beboerne skulle have råd til at flytte hen.
Ghettopakken og den måde, kommuner og boligselskaber vælger at imødekomme kravene på, kan altså risikere at bidrage til udviklingen hen mod et stadig dyrere København, der presser studerende, lavindkomstgrupper og almindelige arbejderfamilier ud af byen. Altså nogle af de grupper, som det almene boligbyggeri oprindeligt var tiltænkt.
Løser ingen udfordringer i de udsatte boligområder
Tilbage i Mjølnerparken begynder folk så småt at rulle bannere sammen og sætte kursen mod Tingbjerg. En større cykelkaravane har limet deres skilte på cyklerne, imens en bus skal køre de ældste og yngste demonstranter ud til demonstrationens anden halvdel, som er en menneskekæde rundt om de nedrivningstruede boliger i Tingbjerg. Stemningen er høj efter talerne, og Kim Larsen er igen blevet smidt på anlægget.
Selvom dagens talere har været vidt forskellige, deler de en klar holdning om, at Ghettopakken ikke kommer til at løse nogle af udfordringerne i de udsatte boligområder.
“Jeg bliver ikke mindre fattig, bedre uddannet eller mere eller mindre dansk af at blive smidt ud af min lejlighed”, siger Mikas.
De sidste demonstranter stiger på bussen for at tage til Tingbjerg og støtte de beboere, der er i samme båd. Trods usikkerheden omkring hele situationen, lader beboerne dog til at være enige om én ting: “Vi bliver ved, til vi får vores vilje. Vi nægter at flytte!“
Relaterede artikler
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.
Hvorfor er valgdeltagelsen i Tingbjerg så lav, og hvordan kan vi styrke områdets demokratiske stemme?
Til kommunalvalget i 2017 havde området Tingbjerg/Husum landets laveste stemmeprocent. Det er et demokratisk problem, når ikke alle befolkningsgrupper har lige stor indflydelse på sammensætningen af kommunalbestyrelserne landet over. Men hvorfor afholder nogle sig fra at stemme, og hvad kan vi gøre for at vende tendensen?