Den 36-årige Viorel-Cristel Stanica blev i dag dømt skyldig for at have etableret og opholdt sig i en såkaldt ”utryghedsskabende lejr”.
Den 36-årige Viorel-Cristel Stanica blev i dag dømt skyldig for at have etableret og opholdt sig i en såkaldt ”utryghedsskabende lejr”, da han i januar blev sigtet for at have sovet alene i indre by i København. Forsvarsadvokat Asser Gregersen dommen mener, at »vi har kriminaliseret hjemløshed i Danmark«, og tænker nu at tage sagen videre til Landsretten.

Artikel

6. september 2018
Af Kevin Shakir
Foto af Kevin Shakir

I går rapporterede vi på Respons om den historiske sag om den 36-årige Viorel Cristel-Stanica, som i januar tidligere i år blev sigtet af politiet, da han sov alene på gaden i indre by. Dommen faldt i dag og Stanica blev idømt en bøde på 500 kroner for at have etableret og opholdt sig alene i en såkaldt ”utryghedsskabende lejr”.Dommeren begrundede beslutningen med henvisning til nogle særlige parametre; at Stanica har ligget i en sovepose oven på noget pap, et par tæpper, dyner og en pude, at han havde sine få ejendele og madvarer omkring sig, at han har ligget på en befærdet gade, og at han to eller tre gange har været nødt til at urinere i det offentlige rum (da der ikke har været muligt at bruge et offentligt toilet).

Læs mere: Tydelig overrepræsentation af mennesker fra Rumænien blandt dem der er blevet sigtet for “lejrloven”.

Da dommen faldt og retsmødet var afsluttet stod Viorel-Cristel Stanica fortvivlet sammen med sin tolk og forsvarsadvokat med tårer i øjnene og usikker på, hvordan han skulle betale de 500 kroner. Forsvarsadvokat Asser Gregersen forsøgte at berolige den 36-årige mand og fortalte ham, at han med det samme vil prøve at tage anke sagen, så den kan blive prøvet i Landsretten. Det uddybede han for Respons:

”Det, der sker nu er, at vi skriver til procesbevillingsnævnet og beder om tilladelse til at tage det i landsretten. Fordi at sagen er så lille i forhold til straffen, så skal man have en særlig tilladelse til det. Det beder vi om tilladelse til, og det tror jeg, at vi får, fordi at sagen er principiel, og fordi at sagen er den første prøvesag på området.”

 

Lovgrundlaget burde tages op i Folketinget

Asser Gregersen mener ikke, at der er et klart nok lovgrundlag i sagen, og at det burde tages op i Folketinget:

“Det her bør prøves i Landsretten, og han bør blive frifundet. Og så er det op til politikerne at få lavet et ordenligt nok lovgrundlag. De har tydeligvis ikke gjort sig umage, og nu har vi altså et problem, hvor vi har kriminaliseret hjemløshed i Danmark.”

Juristen Maja Hansen som til daglig arbejder med juridisk rådgivning for udsatte mennesker er enig med Gregersen om, at dommen i dag indebærer en kriminalisering af hjemløshed. Hun beskriver, at det ville være livsfarligt, hvis man som hjemløs, der sover på gaden i januar måned, ikke får lov til at bruge tæpper eller gemme mad, som man har fået doneret på sig, indtil at man skal spise den:

”Det er helt almindelige overlevelsesstrategier for hjemløse, som nu er blevet grund til, at man skal få en bøde. Nu må vi jo gå tilbage til Folketinget, og så må vi sige, at de har kriminaliseret det at være udesover og være helt almindelig hjemløs.”

Respons fik mulighed for at tale med Viorel-Cristel Stanica kort efter at dommen faldt. Han fortalte os, at han stadig er hjemløs. Han har besluttet sig for at blive i Danmark og kæmpe for at få sin sag prøvet i Landsretten og forhåbentlig få et job her i Danmark.

 

Relaterede artikler

Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet

Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet

Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.