Artikel
29. oktober 2019
Af Rebecca Gravers
Foto af FRAK
Fra politisk side har man valgt at definere en ‘ghetto’ ud fra fem kriterier. Et af kriterierne er, at kriminaliteten i et alment boligområde er tre gange højere end landsgennemsnittet.
En ny evaluering af de boligsociale indsatser fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser dog, at den udvikling er ved at vende blandt de unge, og at resultaterne af det boligsociale arbejde begynder at kunne måles. Kriminaliteten blandt børn på 10-14 år er faldet med 27% i de udsatte boligområder siden 2011.
Den positive udvikling tilskrives blandt andet fritidsjob- og lommepengeprojekter der, i tæt samarbejde med de boligsociale helhedsplaner, lykkes med at få fat i de unge tidligt, inden de stifter bekendtskab med det kriminelle miljø. Det store kriminalpræventive potentiale er dokumenteret i adskillige danske og internationale rapporter, og ligeledes er indsatsernes potentiale til at øge udsatte unges chancer for at fastholde job og uddannelse.
I regeringens Ghettoplan er forebyggende indsatser imidlertid nedprioriteret, og i de 22 punkter i Ghettoplanen nævnes de gode erfaringer med det boligsociale arbejde slet ikke. Den økonomiske pulje til det boligsociale arbejde står desuden til at blive beskåret kraftigt.
Pengene skæres trods gode resultater
En af de fritidsjoborganisationer, der har haft succes med at formidle fritidsjobs som en vej til arbejdsmarkedet, uddannelse og et alternativ til en kriminel løbebane for de unge, er FRAK. I FRAK træner man unge i alderen 13-17 år fra udsatte boligområder, til at få og fastholde et fritidsjob. Gennem arbejdstræning, workshops og praktisk erfaring, er målet at give de unge viden om arbejdsmarkedet, så de fra en tidlig alder kan få en succesoplevelse med at tjene deres egne penge og indgå i et meningsfuldt fællesskab.
Fritidsjobindsatser som FRAK har ikke kun en kriminalpræventiv effekt. Ifølge VIVE har unge, der i regi af en boligsocial indsats har deltaget i et fritidsjob- eller lommepengeprojekt, tre gange større chancer for at få og fastholde et rigtigt fritidsjob. Det øger også deres chancer for senere i livet at fastholde et job, og det flytter de unge tættere på at få en uddannelse.
I evalueringen fremgår det, at ud af det antal børn og unge, der deltog i blandt andet lommepengeprojekter og andre boligsociale forløb fra 2011-2014, var 80% af dem i gang med en uddannelse som 17-20-årige. Det gjaldt kun 65% af deres jævnaldrende i udsatte boligområder, der ikke havde deltaget i lignende forløb. Dem, der havde deltaget, havde desuden mindre fravær i skolen end dem, der ikke deltog.
Uddannelse, beskæftigelse og indkomst er også blandt de kriterier, man fra regeringens side har valgt at definere en ‘ghetto’ ud fra. På den måde arbejder fritidsjobindsatser konkret med ‘ghetto’-kriterierne, og med forebyggelse af flere forskellige sociale problemer på én gang.
Til foråret skal politikerne forhandle rammerne for de boligsociale indsatsers fremtid. I det kommende boligforlig er der dog lagt op til at beskære pengene til de boligsociale indsatser kraftigt, skriver Fagbladet Boligen. De penge, der bliver beskåret, skal blandt andet bruges til at finansiere tiltagene i Ghettopakken – eksempelvis nedrivninger.
De gode erfaringer er ikke tænkt ind
Eline Feldman, der er boligsocial leder for Lundtoftegades helhedsplan NørreBrobyggerne, undrer sig over, at man har valgt at tage penge fra noget, man ved har haft en positiv effekt, og i stedet satset på tiltag, man endnu ikke ved om virker.
“I Ghettopakken forsøger man sig med noget, man ikke har prøvet før, og vi kender endnu ikke effekterne af den måde, man har tænkt sig at gøre det på. Men man har ikke skelet til det, der allerede virker godt. Man har ikke spurgt dem, der arbejder med helhedsplanerne om deres erfaringer, og meget af dette arbejde er ellers super vellykket. Det kan man ærge sig over”, siger Eline Feldman.
Det manglende fokus på forebyggelse i Ghettoplanen, og planerne om at skære i pengene til de boligsociale indsatser, er også blevet blevet kritiseret fra andre sider for at underkende indsatsernes gode resultater, blandt andet af Dansk Socialrådgiverforening:
“DS er helt uforstående overfor, at man i en samlet pakke, der disponerer over betydelige milliardbeløb til omdannelse af de udsatte boligområder med renoveringer, bortsalg, nedrivninger etc. ikke har kunnet finde midler til at fortsætte og udvide det boligsociale arbejde. Det har vist sin berettigelse i de tidligere år, og det vil kunne bidrage yderst relevant til at opnå de mål om gode og velfungerende boligområder med færre sociale og integrationsmæssige problemer, der vel er ghettopakkens overordnede mål”.
Det skrev Dansk Socialrådgiverforening i et høringssvar til lovforslaget om ændring af lov om almene boliger og anvendelse af Landsbyggefondens midler. Landsbyggefonden støtter og udvikler alment boligbyggeri i Danmark, og er finansieret af boligafdelingerne selv, men det er politisk bestemt hvad pengene øremærkes til.
“Der er ingen tale om unge og beskæftigelse. Der er ikke to ord om, hvordan vi så sikrer udvikling.“
Det er i tæt samarbejde med de boligsociale helhedsplaner, at foretagender som FRAK lykkes med at få fat de helt unge tidligt, inden de stifter bekendtskab med det kriminelle miljø.
“De boligsociale helhedsplaner er nogle af vores allervigtigste samarbejdspartnere. Vi ville ikke kunne lykkes uden helhedsplanerne”, siger Mudi Jarkass, der er daglig leder og medstifter i FRAK.
I FRAK kommer de unge ud og løser et reelt stykke arbejde, eksempelvis havearbejde eller oprydning, for rigtige kunder og til en rigtig løn. Mudi fortæller, at det får de unge til at føle sig nyttige og lærer dem om de helt basale vilkår på arbejdsmarkedet. Det viser hans egne erfaringer fra arbejdet med de unge.
“Den anerkendelse, du får i et fritidsjob, er ikke bare som den du får fra mor og far, eller fra en lærer, fordi de skal rose dig. Du får anerkendelsen i form af en løn, du selv har tjent, og den løn taler for sig selv. Et fritidsjob er ikke kommunen, skolen eller et fritidstilbud. Det er sin helt egen størrelse, hvor du indgår i et forpligtende fællesskab, og skal levere varen på nogen særlige vilkår for at få din løn.”
Desuden er det manglende erfaringer og ikke manglende vilje, der ofte afholder de unge fra at få et fritidsjob, fortæller Mudi:
“Jeg plejer at sige, at kunsten ikke er at kunne få et fritidsjob, kunsten er, at kunne beholde et fritidsjob. Man kan tænke det måske er en selvfølge, men nej, ikke hvis forældrene ikke selv har haft et arbejde.”
Ifølge Mudi, er det nemmere for de unge at gå ud på gaden og finde fællesskab og anerkendelse gennem for eksempel bandemiljøet, end det er for dem at gå ud og skaffe et fritidsjob, hvis ikke de har forudsætningerne for at få succes med det.
Det er derfor det er vigtigt, at man tidligt kan give de unge midlerne til at fastholde et job som alternativ til en kriminel løbebane, og lære dem at indgå i et arbejdsfællesskab.
“Jeg tror en af grundene til, at vi er lykkedes, er, at vi bruger fællesskab som metode. For fællesskab er forpligtende”, siger Mudi.
Manglende dialog
Som en af dem, der oplever effekterne på nært hold i sit arbejde, savner Mudi, at lovgivningen ville komme eksempelvis fritidsjobindsatserne til gode, og anerkende, at de er forebyggende over for flere forskellige ting, der, som han selv siger det, vil koste samfundet kassen senere hen.
“Jeg savner løsninger på de kritierier, man måler på. Når man taler om økonomi, jamen hvorfor fokuserer vi så ikke på at få alle de unge i arbejde? Så får vi også påvirket kriminalitetsstatistikken, og slår to fluer med et smæk.”
De fleste brugere i FRAK er unge minoritetsdrenge, og Mudi kan gennem sit arbejde se, hvordan de bliver påvirket af offentlighedens negative fortællinger om dem. I FRAK er en af målene blandt andet at styrke de unges selvværd, som er præget af den negative retorik der ofte dominerer i medierne.
Et vigtigt punkt i det politiske opråb, der ligger på FRAKS hjemmeside, lyder således på, at politikerne bør have fokus på de løsninger der rent faktisk virker, frem for at fastholde stereotyper og fortællinger om parallelsamfund, der skaber frustration og splittelse, og påvirker de unges selvforståelse i en negativ retning.
I stedet for straf og negative fortællinger, burde forebyggelse og en dialog med dem der rent faktisk arbejder i områderne, ifølge Mudi, fylde mere:
“Ghettoplanen er generelt et kæmpe selvmål, fordi man ikke har lyttet til alle aktørerne på området. Det hele handler om straf, om at have boksehandskerne på. Der er ingen tale om forebyggelse. Der er ingen tale om unge og beskæftigelse. Der er ikke to ord om, hvordan vi så sikrer udvikling”.
Relaterede artikler
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.
Hvorfor er valgdeltagelsen i Tingbjerg så lav, og hvordan kan vi styrke områdets demokratiske stemme?
Til kommunalvalget i 2017 havde området Tingbjerg/Husum landets laveste stemmeprocent. Det er et demokratisk problem, når ikke alle befolkningsgrupper har lige stor indflydelse på sammensætningen af kommunalbestyrelserne landet over. Men hvorfor afholder nogle sig fra at stemme, og hvad kan vi gøre for at vende tendensen?