“De asylsøgende kvinder” er et af verdens ældste dramaer. I det 2500 år gamle stykke forlader en gruppe kvinder alt, og krydser Middelhavet for at søge asyl i Grækenland i kongeriget Argos. 

Kvinderne er flygtet fra voldtægt, forfølgelse, og tvangsægteskaber med deres egne fætre. De ankommer uden noget som helst, med kun deres spraglede, farverige tøj og en gren i hånden. Grenen er en såkaldt ‘asylsøger-gren’, og den er deres eneste identitetsmarkør; den beviser, at de officielt er asylansøgere, på samme måde som et identitetspapir måske ville gøre det i dag. Resten af kvindernes historie er der intet bevis for. 

Eller det vil sige, ikke udover at de synger deres tragiske historie i kor hele stykket igennem, igen og igen. Men Kongen af Argos er ikke så nem at overbevise. “I Argos kan vi ikke lide lange historier, så gør det kort – og helst uden at synge”, siger han til kvinderne, da de beder ham om at lytte til dem. Det trækker paralleller til nutidens danske asylsystem, hvor asylansøgere bliver bedt om at fortælle deres historie adskillige gange, så nøgternt som muligt og uden variationer. Der er ikke meget plads til følelser og personlige historier. Da kvinderne trodsigt råber deres tragiske historie i kor, i maleriske detaljer med alle de frygtelige ting de har været igennem, fejer kongen det af som en myte. “Det er ikke min krig”, siger han, “jeg kan ikke risikere byens ry”.

Kvinderne kræver med ‘asylsøger-grenene’ deres ret til asyl, og argumenterer syngende med deres fortidige tilknytning til Argos, deres frygtelige historier og kongens forpligtelse til at tage dem ind. Kongen tøver; han argumenterer igen med, at den politiske stabilitet i hans land vil blive sat på spil. Han vil ikke være det bekendt over for sit folk. Han vil ikke risikere en krig mod kvindernes voldtægtsmænd. Undskyldningerne er mange. Kongens tvivl afspejler, hvor skrøbelige menneskerettigheder er, og hvordan de til enhver tid kan sættes på spil under påskud af nationale interesser.

Selv i dag, er menneskerettigheder i princippet ikke retligt bindende for medlemsstaterne. Asylretten er, trods en tusindårig politisk praksis, aldrig blevet stadfæstet juridisk. Og i Danmark giver retsforbeholdet endnu mere plads til at lade nationale interesser trumfe EU-lovgivning på asylområdet.

Kongen forsøger i sit store dilemma at tænke på en løsning, der gør alle glade, men bliver hurtigt afbrudt af kvindekoret: “Retfærdigheden sidder i hjertet, vi bliver banket og voldtaget imens du sidder og klør dig i håret!” Der er ikke tid til at tænke sig om, lave omfattende afstemninger eller ansætte en jurist. Kvinderne har brug for asyl nu.      

Det moralsk rigtige valg er sommetider politisk problematisk. Men moral er det, der gør os til mennesker. Er vi mennesker, når vi lader det politisk og strategisk rigtige valg trumfe det humanistiske? Den rækkefølge stiller forestillingen blandt andet spørgsmålstegn ved. Og selvom man forstår begge parter gennem hele stykket, også kongens tvivl om at sætte landets stabilitet på spil, er man som tilskuer alligevel aldrig i tvivl om, hvilket valg, der er det rigtige.
 

Hele stykket igennem er der både bønner til guderne, monologer om lovens magt og politiske diskussioner. Asylspørgsmålet er et kompleks af moral, ret, politik og også religion – men i stykket vinder moralen. Kongen ender med at sige “Wir schaffen das”. Han anerkender det ansvar, der følger med hans magt. Han giver kvinderne asyl, og så må han forholde sig til de udfordringer det bringer for Argos senere. Udfordringer med integration, traumer og fremmedhad, som stykket også berører.
 

“Hvis vi hjælper, bringer vi krig til vores land. Men hvis vi ikke hjælper, bringer vi skam over os alle”, konkluderer kongen. Og krigen kommer rigtigt nok.

Kvindernes voldtægtsmænd kommer sejlende til Argos for at hente dem tilbage. Deres kvinder skal ikke blande sig med fremmede mænd, fra et fremmed land, med fremmede guder, og mændene jager de rædselsslagne kvinder rundt på stranden i Argos i deres spøgelseslignende kostumer. De er ikke kun rasende på kvinderne, men også især på den fremmede stat, der påstår at beskytte kvinderne med sine egne fremmede love. 

Her bliver det rigtig problematisk; for hvad skal der nu ske? Den uundgåelige konflikt, som er et resultat af kongens valg om at give kvinderne asyl, virker uoverskuelig, og løsningerne fjerne. Det problem vælger stykket da heller ikke at forholde sig til. Kongen kommer, kalder forbryderne “ynkelige”, og truer dem til at smutte hjem til sig selv og lade kvinderne være. Og det gør de så.

En krig havde nok været mere realistisk, men det er slet ikke pointen. Pointen er, at kongen har truffet det moralske rigtige valg, og har sit på det rene. Humanismen vinder over uretfærdigheden, og sender forbryderne væk. Den høje moral er magtfuld og i sig selv et våben mod uretfærdighed. 

“Lad os se om vi kan finde noget af os selv i dette mærkværdige oldtidsspejl”, bliver der sagt i begyndelsen af stykket. Og det kan man unægteligt. Kongen af Argos står i mange af de samme dilemmaer som Europæiske lande og magthavere gør i dag. Skal man erkende sit moralske ansvar, åbne dørene op og sætte stabilitet og sikkerhed på spil? Eller melde sig helt ud af spillet. Alt har en pris. Spørgsmålet om menneskerettigheder, moral og ansvar over for national tryghed og politisk strategi, er mere aktuelt end nogensinde. 

Hvor man selv står i det spørgsmål afhænger af så meget, men moralen i stykket må nok være, at moralen alligevel bør veje tungest.  

“De asylsøgende kvinder” spiller på Betty Nansen Teatret (Edison-scenen) til d. 25. september, og igen d. 1.-16. februar.