Artikel
4. juni 2021
Af Sally Jensen & Farhiya Khalid
Foto af Hasti Mohammad-Easa
Unge efterkommere med etnisk minoritetsbaggrund er overrepræsenterede på lange videregående uddannelser. Den nyhed ramte standene i april, og det gav 23-årige Iqra Ghaffar, der til hverdag studerer international virksomhedskommunikation, et smil på læben.
Iqra glædede sig over nyheden, da hun synes, der sjældent bliver delt positive historier om etniske minoritetsgrupper. Få dage efter hun læste nyheden, blev det dog offentliggjort, at reglerne for at opnå dansk statsborgerskab igen ville blive strammet. Og så snart stramningerne kom, blev smilet vendt til bekymring:
“Jeg læste om beskæftigelseskravet og tænkte: ‘Hvor er det bare typisk!’ Selvfølgelig kommer der så de her stramninger to dage senere, som gør, at unge studerende ikke kan få statsborgerskab, netop fordi de studerer.”
Hvis man er mellem 18 og 25 år gammel og studerende, er man egentlig som udgangspunkt fritaget fra beskæftigelseskravet, der går på, at man skal have haft fuldtidsarbejde i 3,5 år. Det forudsætter dog, at man har studeret uafbrudt siden folkeskolen. Iqra valgte dog at holde et sabbatår mellem gymnasiet og universitetet, så nu frygter hun, at den ansøgning om dansk statsborgerskab, hun sendte i juni måned 2020, ikke bliver godkendt.
“Jeg kontaktede ministeriet, som sagde, at jeg befinder mig i en gråzone på grund af mit sabbatår, og de vidste endnu ikke, hvad afgørelsen bliver. Men jeg tror, det betyder, at jeg ikke får statsborgerskab. Da jeg søgte det, var jeg ellers 100% sikker på, jeg ville få det, fordi jeg opfyldte alle krav. Men nu er der så kommet den her stopklods, som gør, at jeg er mega nervøs for, hvornår jeg så kan få statsborgerskab,” siger Iqra.
Angst og usikkerhed
Iram Khawaja er lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet med forskningsspeciale i minoritetsetniske- og religiøse børns og unges oplevelser af tilhør, fællesskab og identitet.
“Det er dybt problematisk, at der er forskellige regler, love og rettigheder for forskellige mennesker i samfundet”
Hun forklarer, at følelsen af stigmatisering og oplevelsen af at blive udpeget som særligt problematisk gruppe bliver forstærket, når definitionen af danskhed bliver mere og mere snæver – men også, når reglerne for dansk statsborgerskab konstant skærpes. Ifølge Iram Khawaja bliver folk med minoritetsetnisk baggrund reguleret og styret politisk ud fra en tanke om, at de er en byrde, og at der derfor skal være særlige regler og tiltag rettet mod dem, fortæller hun:
“Det er dybt problematisk, at der er forskellige regler, love og rettigheder for forskellige mennesker i samfundet. Det giver en angst og en usikkerhed at vide, at reglerne konstant kan blive lavet om på en måde, hvor de rammer én personligt, og at man ikke ved, hvad ens valg og handlinger får af betydning. For eksempel ikke at have vidst, dengang man tog et sabbatår, at det indebar de store konsekvenser, det gør i dag.”
Iqra er født i Danmark, vokset op på Frederiksberg og føler sig dansk. Men hun føler ikke, hun bliver anerkendt som dansk. Når det for eksempel får store konsekvenser for hende at tage et sabbatår, som mere end 80% af alle unge tager. Eller når hun skal udfylde de samme ark, som nytilkomne flygtninge skal udfylde, for at søge om statsborgerskab.
“Statsborgerskabet er ikke en gave”
Det gibber også i Iqra, hver gang hun skal ringe og tale med en styrelse eller et ministerium, og hun får hjertebanken, fordi hun er bange for, at der er noget, hun har glemt eller overset – hvad hvis de pludselig siger, at hendes opholdstilladelse ikke længere gælder, kan hun komme til at tænke. Og når hun fortæller folk, at hun ikke er dansk statsborger, kan hun se i deres blik, at de tænker deres, siger hun:
“Jeg vil gerne med stolthed kunne sige, at jeg er dansk statsborger, og at jeg er dansk nok til at være her. Statsborgerskabet bliver tit omtalt som en gave, men for mig giver det ikke mening at betegne det som en gave, når det er noget, man skal kæmpe så meget for at opnå. For mig vil det nærmere være en anerkendelse af mig som borger, og en tak for den indsats, jeg har gjort for at blive dansk statsborger.”
Det er et grundlæggende menneskeligt vilkår at længes efter at høre til i et fællesskab, for eksempel det nationale, danske fællesskab, siger Iram Khawaja. Derfor er det mismatch, man kan opleve mellem på den ene side selv at opfatte sig som dansker, og på den anden side at blive opfattet som noget andet af samfundet, være utrolig smertefuldt:
“Når man gang på gang oplever ikke at blive anerkendt, minder det én om, at man er positioneret som én, der ikke retmæssigt hører til, selvom man i sin egen krop har oplevelsen af, at det her er ens hjem. På det personlige plan er det en enormt hård, trættende og smertefuldt proces at skulle forsvare og konstant forklare sig selv – at man er i et samfund, hvor man selv synes, man hører til.”
Udlændinge- og Integrationsministeriet har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt Iqras sabbatår vil komme til at betyde, at hun ikke kan få statsborgerskab, og det går hende på, at være fanget i gråzonen:
“Jeg har næsten lyst til at give op, fordi de stadig ikke kan give mig klar besked, og det er rigtig irriterende, at jeg stadig ikke ved, om jeg bliver ramt af de nye regler eller ej. Men jeg vil jo have dét statsborgerskab og et dansk pas, og jeg vil bevise, både overfor mig selv og over for samfundet, at jeg er dét værd, og at jeg har gjort nok for at få det.”
