Artikel

Vi har for nylig mindet 30-års jubilæet for Berlinmurens og kommunismens fald. Desværre opløste optimismen, der ledsagede slutningen af Den Kolde Krig, sig hurtigt i rædsel få år senere, da Jugoslavien brød sammen og slingrede væk fra Tito-tidens officielle ”broderskab og enhed” og ud i ”etnisk udrensning” og brodermord. Ved FNs Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, hvor jeg arbejdede som analytiker og senere vidnede som ekspertvidne for anklagemyndigheden, efterforskede og retsforfulgte vi krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab. I Bosnien såvel som i Rwanda blev der i 1990’erne – som i Syrien i dag – gjort hån af mantraet ”aldrig mere.”

Tilbage i 1980’erne var Jugoslavien det, som vi ville kalde et normalt land, et fredeligt og moderne samfund. Men Jugoslavien var også et samfund, der stod over for flere kriser: Staten var gået fallit, og efter Titos død var der ingen, der evnede at lede hele landet. Ved udgangen af ​​1980’erne havde de forskellige nationaliteter i Jugoslavien, fra slovenere og kroater i nordvest til serbere og albanere i sydøst, alle formået at overbevise sig selv om, at netop de var krisens største ofre. Nationalistiske intellektuelle gik i ledtog med opportunistiske kommunistiske bureaukrater, der frygtede at miste magten, som kommunismen faldt i hele Europa. Intetsteds var dette farligere end i Serbien, hvor Slobodan Milošević lovede at gøre Serbien stor igen, og i væsentlig grad benyttede sig af det, vi i dag ville kalde ”falske nyheder”. Hvorfor dog prøve at gennemføre vanskelige økonomiske og politiske reformer, når det var meget lettere at bebrejde den etniske anden for landets problemer?

Jugoslavien var et af Europas mest etnisk mangfoldige lande, og selvom serberne var demografisk mest talrige, udgjorde de ikke et etnisk flertal på landsplan. På grund af fortidens masseforbrydelser, ikke mindst folkedrabene mod serbere, jøder og romaer under 2. Verdenskrig, ligestillede mange mennesker i Jugoslavien det at være et mindretal med potentiel offerstatus. Da Jugoslavien gik i opløsning, opstod et yderst farligt spørgsmål: Hvorfor skal jeg være et mindretal i dit land, hvis du kan være et mindretal i mit land? Men hvad er der galt med at være et mindretal? For vi behandler da alle vores mindretal respektfuldt, og de nyder alle rettigheder og ligestilling i vort samfund – eller hvordan? Det undertrykkende flertal, der mener, at det risikerer at blive til et undertrykt mindretal, er det farligste. For dette flertal vil forsvare sine privilegier med massevold, hvis det anser dette for at være ”nødvendigt”. Og dette kan ske i ethvert samfund, særligt i en krisetid. For at gøre tingene værre, blev mange af de gerningsmænd, der begik folkedrab og andre grusomheder i Jugoslavien under 2. Verdenskrig, rehabiliteret i 1990’erne, imens antifascister blev miskrediterede. I dag findes der udbredt historisk revisionisme, benægtelse af Holocaust og ukritisk rehabilitering af den fascistiske fortid, især i Kroatien, det land, der i øjeblikket har formandskabet for EU-Rådet, men også i Serbien.

Min danske bog om Jugoslaviens sammenbrud og de efterfølgende krige bærer titlen ”Vi troede ikke, at det kunne ske her”. Jeg har personligt talt med adskillige gerningsmænd til masseforbrydelserne i det tidligere Jugoslavien, jeg har hørt deres skylderklæringer i Haag, og jeg har lyttet til deres ofre, der på bevægende vis forklarede, at også de indtil 1991 troede, at de levede i et moderne, stabilt og normalt samfund. Indtil de en dag ikke gjorde det længere. Da den bosniske serbiske officer Dragan Obrenović indrømmede sin personlige skyld for mordet på hundredevis af bosniske muslimer i og omkring Srebrenica, spurgte han ”Hvem kunne tidligere have troet, at krigens forfærdeligheder ville blive til en hverdagsrealitet? … Blandt disse rædsler skete der ting, der blev gjort af mennesker, der kendte hinanden, mennesker, der indtil i går havde boet sammen næsten som familiemedlemmer”.

Balkan i 1990’erne blev et symbol på vold, men vi må huske, at Balkan historisk set også i længere perioder har været et område præget af sameksistens. Da jøderne i middelalderens Europa blev bortvist fra Spanien og Portugal, fandt mange af dem asyl i Det Osmanniske Rige. Århundreder senere var Balkan vært for en pulserende sefardisk jødisk kultur, der blandt andet var kendt for gennemtrængende smukke sange sunget i ladino og for Sarajevos Haggadah. Og lad os huske, at da Holocaust kom til Balkan, så var det først og fremmest kristne tyskere og deres lokale kroatiske allierede – og ikke muslimer – der begik folkemordet. Men lad os først og fremmest huske, at ligesom Balkan ikke på en eller anden måde har monopol på etnisk udrensning, så lærer Holocaust os, at tyskerne var langt fra de eneste europæere, der forfulgte jøderne og deltog som gerningsmænd i Holocaust. Også i Danmark, mens vi værner om mindet om de helte, der hjalp til med at redde Danmarks jøder, så må vi anerkende og bære ansvaret for de mange tusinder af danskere, der tiltrådte det danske nazistiske parti og som meldte sig frivilligt til Waffen-SS. Det kan ske her, og det er sket her.

Vi lever i en verden, hvor antisemitisme og andre slags had desværre er på vej frem igen. Antisemitter, der bærer fakler, marcherer ved Charlottesville i Virginia og råber “de vil ikke fortrænge os”, synagoger og moskeer bliver udsatte for hærværk og væbnede angreb. Nationalister og opportunistiske politikere i Europa og andre steder taler mørkt om ”kosmopolitiske eliter”, der støtter menneskerettigheder og mindretalsrettigheder, idet de antyder, at disse rettigheder på en eller anden måde undergraver nationen. Da den norske konge for et par år siden holdt en bemærkelsesværdig tale om et tolerant og mangfoldigt Norge, der til dels består af indvandrere, lagde nogen hans tale ud på YouTube med en titel, der antydede, at han var talsmand for et folkemord mod den hvide race. Og da tilhængere af hvidt overherredømme begik massakrer i Norge og New Zealand, citerede de den tidligere bosniske serbiske præsident og nu dømte krigsforbryder Radovan Karadžić som en inspirationskilde. Og vi lever også i en verden, hvor bevægelsen Black Lives Matter i USA på en eller anden fordrejet måde bliver forsætligt fejlagtigt fortolket som en erklæring om, at hvides liv betyder mindre.

Jeg voksede op i en verden, hvor de, der offentligt benægtede Holocaust, helt rigtigt blev mødt med udstødelse og øredøvende kritik. Vi lever nu i stedet i en verden, hvor de, der benægter Holocaust og spreder andre sammensværgelsesteorier, øjeblikkeligt kan høste tusinder af likes på Facebook, YouTube og Twitter, hvilket dermed give dem mulighed for at fryde sig over, at deres beundrere er talrige, og at de endelig afslører, hvad der virkelig er sket i historien. Som Sacha Baron Cohen for nylig påpegede, “algoritmerne som disse platforme afhænger af og forstærker med vilje…de fortællinger, der appellerer til vores mere gemene instinkter, og der udløser forargelse og frygt.” Vi lever i en verden, hvor jagten på profit på forbløffende vis betyder, at vi har direktører som Facebooks Mark Zuckerberg, der nægter at handle konsekvent mod Holocaust-benægtelsens plage, og hvis teknologier har gjort det muligt for had og etnisk vold at fremskynde de masseforbrydelser, der begås i dag mod Rohingya-befolkningen i Myanmar.

Kort sagt lever vi i en verden, hvor vi mere end nogensinde har brug for borgere og ledere, der entydigt fordømmer dem, der tilskynder eller begår vold.

Det kan være trøstende at tro, at det ikke kan ske her. Men det kan det. Og ikke fordi vi angiveligt importerer Balkans, Mellemøstens eller andres konflikter til et fredeligt og i sagens natur tolerant Danmark, men fordi vi også kan være racister. Danskere kan også være antisemitter, og dansk antisemitisme går langt forud for de nylige indvandrerstrømme. Bekæmpelsen af antisemitisme, ligesom kampene mod racisme, fremmedhad, islamofobi og alle andre former for had er en daglig og uendelig kamp. Og ligesom kampene for menneskerettigheder og demokrati, så vil vi i det øjeblik, hvor vi erklærer sejr og afslapper selvtilfreds, have gjort mulige de første skridt hen imod afviklingen af alt det, som vi har opnået.

I dag mindes vi ofrene for Holocaust og andre folkedrab og masseforbrydelser. Jøder, armenere, bosniske muslimer, tutsier og andre blev faktisk dræbt på grundlag af deres identitet eller deres status – dette er grundlaget for Raphael Lemkins folkedrabsdefinition. De jøder, der blev dræbt i Holocaust havde så mange og varierede identiteter, som der var ofre, fra Hasidim stammende fra shetls til de sekulære jøder fra vesteuropæiske byer. Ligeledes identificerede mange af de muslimer, der blev dræbt i Bosnien sig selv som sekulære jugoslavere og havde ambivalente holdninger til deres religion, mens andre var hengivne muslimer, for hvilke religiøs tilbedelse spillede en central rolle. Men det står klart, at de alle var mennesker, og ingen af ​​dem fortjente at dø, fordi deres gerningsmænd påtvang dem én identitet. I stedet for at tillade, at gerningsmanden har det endelige ord ved at dræbe nogen på grund af deres religiøse, etniske eller anden identitet, bør vi bestræbe os på at genvinde og værne om ofrenes essentielle og umistelige menneskelighed.

For at parafrasere historikeren Mark Mazower, så er det behændigt for os at snakke om at værdsætte jødisk-kristne værdier i dag, når de kristne i Europa i stort omfang i det tyvende århundrede udryddede de europæiske jøder. Årvågenheden mod antisemitisme i Europa i dag bør derfor være en del af en presserende og mere generel opmærksomhed over for alle former for intolerance og had. Hvis vi kritiserer antisemitisme, mens vi stigmatiserer eller marginaliserer andre, vil vi have byttet det ene onde for det andet. Danmarks tidligere overrabiner Bent Melchior har veltalende argumenteret mod både antisemitisme og islamofobi i nutidens Danmark. Derfor er det kritisk, at vi ikke bedrager os selv ved at tro, at væksten af ​​europæisk antisemitisme udelukkende er forårsaget af muslimsk indvandring til Europa. Jo, vi må helt sikkert anerkende og konsekvent konfrontere den udbredte tilstedeværelse af ​​antisemitisme i nogle indvandrermiljøer. Og mens vi i Danmark og andre steder har været vidner til angreb fra islamiske ekstremister mod jødiske institutioner, ved vi også, at de gerningsmænd, der udførte de forfærdelige antisemitiske hændelser, der fandt sted i Danmark i anledning af Kristallnacht i 2019, var tilhængere af kristent hvidt overherredømme, ikke muslimske indvandrere.

Mine damer og herrer, vi lever i en tid præget af en forestående miljøkrise og i en verden med utallige socioøkonomiske og politiske udfordringer. Lad os på denne internationale Holocaust-mindedag mindes ofrene for folkedrab og massevold. Og lad os ære deres minde ved at vise, at vi som mennesker kollektivt er i stand til at konfrontere og løse vores problemer konstruktivt, og ikke ved at opfinde og forfølge påståede syndebukke. Mange tak.

Christian Axboe Nielsen, der er uddannet ved Columbia University i New York med ph.d. i Balkanhistorie, har i en årrække arbejdet ved FN’s Internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien og har som ekspertvidne medvirket i flere retssager både i Haag og ved andre domstole. Han er forfatter til bogen “Vi troede ikke, det kunne ske her – Jugoslaviens sammenbrud 1991-1999”.