Artikel

En højgravid kvinde i en grøn tunika åbner døren og byder mig velkommen med et sørgmodigt smil på læben. To små børn kommer løbende i ring og giver mig varme, smørrede smil, som kun børn kan løbe afsted med.

Aziza sidder med hænderne over kors og tager en dyb indånding:

”Jeg frygter for, hvad mine to børn bliver til, når de bliver store. Min mand kan ikke tage sig af dem alene, og hvis jeg først bliver sendt ud af Danmark, får jeg dem aldrig at se igen. Jeg kan ikke vende tilbage til Marokko – der venter min eksmand på at slå mig ihjel.”

Aziza kom til Danmark i 2011 ved familiesammenføring med sin palæstinensiske mand, som har permanent opholdstilladelse i Danmark. Hun bor med sin mand og sine to sønner på 5 og 6 år. Hun er gravid i syvende måned.

Siden Aziza kom til Danmark, er hun ikke vendt tilbage til Marokko. Her venter hendes voldelige eksmand på hende. Sin fars begravelse kunne hun ikke engang være med til af frygt for sit eget liv.

I 2012 fik Aziza  midlertidig opholdstilladelse gennem familiesammenføring. Da hun to år efter skal søge om fornyelse, får hun afslag. Dette sker på baggrund af, at hun har fået kontanthjælp gennem fra 2013 til 2014. Noget, som kommunen selv har tildelt hende som følge af en vurdering af, at manden ikke kan forsørge familien med sin begrænsede pension.  Aziza har aldrig selv søgt om kontanthjælp. Hverken manden og Aziza er klar over reglerne, så de reagerer ikke på det.

Efter afslaget på forlængelse af Azizas opholdstilladelse i 2014 får familien at vide, at hun kan søge opholdstilladelse gennem sin mand. Men også her får hun afslag. Aziza vælger at klage til myndighederne, men får gentagne gange afslag på klagerne, fordi det vurderes, at der ikke er nyt i sagen.

Eftersom Aziza har søgt tre gange på baggrund af sin mand og fået afslag, får hun besked om, at hun ikke kan ansøge mere, da sagen er vurderet. Udlændingestyrelsen vil derfor ikke tage imod en ny ansøgning.

Det sidste afslag får Aziza i 2017. Her siger Azizas advokat, at hun kan vente til den ældste søn bliver 6 år, hvor han juridisk får tilknytning til Danmark, og hun derfor kan ansøge på baggrund af sin søn: det vil sige, at Aziza kan få tilknytning via sønnen.

I november 2018 søger Aziza om opholdstilladelse via sønnen. Inden længe kommer politiet og ringer på døren og tager hende med på politistationen. Her tager de hendes pas og får billede og fingeraftryk. Hun kommer hjem igen, da politiet vil undersøge hendes seneste ansøgning, som hun forklarer, at hun har sendt afsted. Det viser sig dog, at ansøgningen om tilknytning via sønnen aldrig er blevet sendt, men i stedet den samme ansøgning om familiesammenføring som i starten, altså på baggrund af hendes mand. Det ved Aziza ikke noget om, da hun går ud fra, at der er blevet ansøgt på baggrund af hendes ældste søn, som er 6 år.

Hun bliver indkaldt til Birkerød Politistation d. 4. december, hvor politiet vil kigge på hendes sag. Eftersom der ikke ligger en ny sag, men kun den gamle, bliver hun på stedet bedt om at tage et valg: hun skal enten underskrive en frivillig deportering eller lade politiet beholde hende, indtil de finder et fly til Marokko.

Uden andet valg vælger Aziza grædende at underskrive en frivillig deportering. 

”Jeg græd og græd”, skælver hendes stemme, mens hun kigger på mig. Hun har en tolk ved siden af, for selvom hun kan begå sig på dansk, rækker ordforrådet ikke til at beskrive hendes afmagt. 

Politiet kunne se, at det kom som et chok for hende, men siger, at hun ikke skal opføre sig på samme måde, når de kommer og henter hende af hensyn til børnene.

”Men hvordan skal jeg kunne sige farvel til mine børn med en opførsel, som er passende? Hvordan skal jeg overhovedet få modet til at sige ordet farvel til dem?”

Manden er ikke i en fysisk tilstand, hvor han kan tage sig af børnene. Han er 70 år og kan ikke klare aktiviteterne, som det kræver at have børn. De har i forvejen vanskeligheder i børnehaven, og hun kæmper hver dag for at forbedre forholdene.

Tolken vender sig mod mig og siger, at hun mødte Aziza til svømning, og hun fik med det samme et indtryk af, at hun gjorde alt for sine børn:

”Hun ved hvilken betydning, det har for børnene, at man bruger sin tid med dem og giver dem muligheder.” 

Selvom økonomien er stram for familien, prioriterer Aziza sine børns helbred og fremgang. Dette for at give dem en god opdragelse og lave så mange aktiviteter med dem som muligt, så de senere kan begå sig i det danske samfund. Det har altid været Azizas største ønske: at hendes børn falder til i Danmark, og at hun en dag kan se dem være en del af Danmark og bidrage til samfundet.

Denne drøm forsvandt med den underskrift, hun afgav d.4. december. 

”Alt er stoppet nu, vi går ikke til svømning, jeg ligger vågen og tænker på, hvad  der skal ske med dem, når deres mor bliver taget fra dem. Når de ikke kan se, at der er nogen, som kæmper for deres bedste. Der er ikke nogen tilbage, som kan det. Min mand har ikke kræfterne til det. Min familie bliver splittet, og der er ikke noget, jeg ikke kan gøre ved det.” 

Aziza frygter, at hendes børn vender sig mod det samfund, som hun har gjort alt for, at de skal arbejde med.

Hvis Aziza tager tilbage til Marokko, risikerer hun at blive slået ihjel. En marokkansk journalist har i mellemtiden, mens sagen har været i gang, udgivet en artikel i Marokko omkring hendes situation. Hendes eksmand er derfor klar over, at hun vender tilbage. 

Aziza får ikke lov til at føde sit barn, før hun bliver sendt afsted.

Relaterede artikler