Artikel
‘Mette Frederiksen dedikerede en stor del af sin åbningstale i efteråret 2020 til det, som hun i 2018 erklærede som værende Danmarks største udfordring – nemlig ikke-vestlig indvandring. Emnet blev i åbningstalen kun overgået i omfang af corona med lidt over 100 ord.
Denne udpegning af bestemte samfundsgrupper som særligt problematiske er ikke bare unik for Mette Frederiksens tale eller dansk politik i dag. Tværtimod har myten om ‘de vilde’, ifølge sociologen Charles W. Mills, længe været afgørende for, hvordan vi indretter vores samfund og opretholder dét, han betegner som den raciale kontrakt.
Med sin teori om den raciale kontrakt forsøger Mills at demonstrere, at raceulighed ikke bare er uheldige undtagelser til de generelle regler om raceneutralitet, men derimod at raceulighed er reglen i den vestlige verden i dag og historisk altid har været det – fra kolonitiden og frem til eksempelvis ghettoloven i dag.
‘Hvid misforståelse’ og myten om ‘de vilde’
Mills benytter sig af kontraktteori, da han mener, der er et behov for at få placeret racismediskussionen i et velkendt teoretisk rammeværk inden for politisk teori. Generelt er kontraktteori en måde at tale om de underforståede ideer og overenskomster, der findes i et samfund, og på den måde er der altså ikke tale om en egentlig kontrakt, nogen kan underskive. Når Mills alligevel taler om underskrivere, taler han om dem, der gennem deres handlinger og udsagn bidrager til at opretholde de indforståede aftaler bevidst eller ubevidst.
“Opretholdelsen og reproduceringen af den raciale kontrakt sker, ifølge Mills, fortsat hver gang, der laves en klar racemæssig afgrænsning mellem ’os’ og ’dem’. Det er den grænse, der markerer, hvornår noget er ‘civiliseret’, og hvornår noget er ”vildt”.”
Mills er især interesseret i hvad det kræver erkendelsesmæssigt at opretholde den ulige magtposition mellem hvide og racialiserede mennesker. Han beskriver, hvordan det kræver af hvide ”underskrivere” af kontrakten, at de lever i en opfundet desillusion – det han kalder ”racial fantasyland” – hvor falske mytologier om de racialiserede ligger til grund for, at hvide mennesker historisk set ikke føler samme moralske forpligtelser over for racialiserede som over for hvide. Som en generel regel mener han, at hvid misforståelse, forstået som eurocentriske fordomme, misrepræsentation, undgåelse og selvbedrag i race-relaterede sager, er blandt de mest gennemgribende mentale fænomener de sidste 500 år. Eksempler her er myterne om den ´hvide civilisation´ mod ´de vilde´. Det er myter om, at Afrika, Amerika og Australien ville være huller i jorden, hvis ikke det var for de civiliserede europærer. Myter, som mange hvide mennesker accepterer og derigennem legitimerer deres overlegenhed i forhold til ’de vilde’, og på den måde faktisk nødvendiggør den.
Ifølge Mills, er det disse myter, der ligger til grund for den raciale kontrakts opståen og fortsatte opretholdelse. Han kalder det struktureret blindhed, og peger på, at det er denne blindhed, der har ført til og retfærdiggjort hændelser som kolonisering, erobringer og slaveri.
Mette Frederiksen som ‘underskriver’ af kontrakten
Ifølge Mills er denne blindhed og ‘hvide misforståelse’ stadig en del af samfundet i dag. Men hvor den raciale kontrakt tidligere har været mere tydelig, som for eksempel med Apartheid i Sydafrika, fungerer den i et nutidigt perspektiv mere skjult.
Opretholdelsen og reproduceringen af den raciale kontrakt sker, ifølge Mills, fortsat hver gang, der laves en klar racemæssig afgrænsning mellem ’os’ og ’dem’. Det er den grænse, der markerer, hvornår noget er ‘civiliseret’, og hvornår noget er ”vildt”.
“Det at få placeret de racialiserede i en position, hvor både de selv og de hvide forstår dem som en kategori, der på alle parametre – moralsk, intellektuelt og kulturelt – er de hvide underlegne, retfærdiggør og opretholder den raciale kontrakt.”
Mette Frederiksen talte i sin åbningstale netop om et ’os’ og ’dem’, og bliver med Mills derfor ‘underskriver’ af kontrakten. For selvom hun gerne vil dementere, at distinktionen handler om race, viser hun med formuleringen om ‘dem’ som mennesker med fremmede rødder, at det netop handler om race. Hun taler ikke om de hvide kriminelle eller de hvide utrygheds-skabere men om de racialiserede. Ifølge Mills, er det et typisk greb i forhold til at lave den skarpe opdeling mellem ’os’ og ’dem’, at skabe en kløft og fylde den med frygt.
Afgrænsingen mellem ’dem’ og ’os’ sker i talen også med bemærkningen om ‘de andres’ kultur:
“Mange af jer står i en værdikamp – en frihedskamp – for at vriste jer fri af den forældede og forstokkede kultur, der desværre stadig hersker i nogle kredse.” Med Mills kan man se dette som et forsøg på at sætte ’dem’ i en position af undermennesker på baggrund af myter og eurocentriske vurderinger af værdier.
Begrebet undermennesker er helt centralt i Mills teori. Det at få placeret de racialiserede i en position, hvor både de selv og de hvide forstår dem som en kategori, der på alle parametre – moralsk, intellektuelt og kulturelt – er de hvide underlegne, retfærdiggør og opretholder den raciale kontrakt. Det overbeviser samfundet om, at det er en nødvendighed, at de hvide skrider ind over for de racialiserede – både for de hvides egen skyld men også for de racialiseredes skyld. Det samme gælder ghettoloven, hvor et boligområde kun kan komme på ghettolisten, hvis mere end 50% af beboerne har ikke-vestlig baggrund. Også her gøres de såkaldt ikke-vestlige til undermennesker, der har brug for de hvides indblanding.
Alt dette er, ifølge Mills, eksempler på, hvordan den raciale kontrakt hele tiden reproduceres og opretholder de hvide som overlegne og de racialiserede som underlegne. En central pointe for Mills er dog, at den raciale kontrakt ikke kun lever og opretholdes gennem racistisk politik. Den opretholdes særligt, fordi hvide majoritetsborgere, som alle er begunstigede af den, ikke ser den i samfundets strukturer. Som Mills siger: ”The fish don’t see the water”.
Relaterede artikler
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.
Hvorfor er valgdeltagelsen i Tingbjerg så lav, og hvordan kan vi styrke områdets demokratiske stemme?
Til kommunalvalget i 2017 havde området Tingbjerg/Husum landets laveste stemmeprocent. Det er et demokratisk problem, når ikke alle befolkningsgrupper har lige stor indflydelse på sammensætningen af kommunalbestyrelserne landet over. Men hvorfor afholder nogle sig fra at stemme, og hvad kan vi gøre for at vende tendensen?