Artikel

»Der er slået huller i Danmarkskortet« konstaterede statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale i år med henvisning til de danske ‘ghettoer’, hvorefter han fremlagde sine bekymringer om de såkaldte parallelsamfund.

Et par måneder senere, d. 1. marts, lancerede regeringen så løsningen på det påståede problem. Det gjorde de i form af ‘Ghettoplanen: Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030’. Konsekvenserne heraf kan allerede mærkes. Rundt om i landet er de første aftaler om nedrivning af almennyttige boliger blevet indgået, og flere tusinde har udsigt til at blive tvangsflyttet, inden året er omme. Det sker, fordi et af punkterne i regeringens nye ghettoplan, er, at andelen af almennyttige boliger i udsatte boligområder ikke må overstige 40%.

Men det er ikke første gang, at en siddende regering har forsøgt at komme de såkaldte ghettoer til livs. Faktisk er det sjette gang siden 1994. I det hele taget er ordet ‘ghetto’ blevet brugt flittigt de sidste 25 år, sideløbende med en stadig hårdere politik overfor de svageste samfundet.

Støberi eller adskillelse

Ordet ‘ghetto’ dukkede først op i 1500-tallet, om den bydel i Venedig, hvor den jødiske befolkning, omgivet af mure og porte, der blev aflåst om natten, blev påtvunget at bo – adskilt fra resten af samfundet. I bydelen lå et støberi, på italiensk: ‘getto’, og heraf menes ordet at komme. Andre mener, at ordet kommer af de hebraiske ‘ghet’, der betyder adskillelse. Hvorom alt er, stammer ordets betydning herfra, og det er historisk blevet brugt om områder, hvor en bestemt gruppe mennesker har opholdt sig, i nogle tilfælde under tvang, som var præget af fattigdom, og hvor de generelle levevilkår lå væsentligt under gennemsnittet.

I nogle tilfælde har den påtvungne adskillelse og ekskludering fra samfundets institutioner betydet, at de ramte befolkningsgrupper (i Europas historie primært jøder) af nød har måtte oprette sine egne institutioner inden for politik, handel, tro og uddannelse. Heraf kommer sammenhængen mellem ghetto og parellelsamfund.


Fattig og fremmed…

Imellem 1881 og 1924 kom en stor gruppe nye jøder til Danmark på flugt fra den etniske udrensning i Rusland. Denne nye gruppe var væsentlig fattigere end de eksisterende jøder i Danmark, og bosatte sig derfor i Københavns billige kvarterer, der hurtigt blev stemplet som en ghetto. Om denne nye gruppe skrev dagbladet “Hver 8. Dag”:

»Og her danner de nu deres egen triste By, en tæt sammenstuvet Ghetto af smaa mørke lyssky Reder, der er forede med tilfældigt sammenbragt Bohave. I 3-4-5 Etager over hverandre bor de saa tæt som Raager. Og ligesom denne sorte Fugl søger de bort fra Rederne om Dagen i store Sværme, ud over Byen.«

Det er en af de første anvendelser i en dansk kontekst, og den læner sig tæt op ad den oprindelige betydning, om en særlig etnisk gruppe, som levede under værre forhold end sine omgivelser. Dog uden tvangs-elementet.

…og kriminel

På samme tidspunkt vandt ordet også udbredelse som betegnelse for de områder i bl.a. Chicago og New York, heriblandt bydelen Harlem, hvor en store grupper af sorte amerikanere bosatte sig i slut 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet efter afskaffelsen af slaveriet. Den pågældende periode var kendetegnet ved en stigende kriminalisering af den sorte befolkning i form af særlove rettet mod typer af forbrydelser, som var særligt udbredte blandt sorte. En gruppe, som i forvejen var lavere stillet – socialt såvel som juridisk – end hvide.

Senere kommer den måske mest berygtede anvendelse af ‘ghettoen’, da den jødiske befolkning under det tredje rige i Tyskland og Polen blev tvunget til at bo i aflåste bydele i sult og fattigdom, hvorfra de senere blev deporteret til koncentrationslejre og slået ihjel i millionvis.

Ordet ‘ghetto’ bliver igen brugt om de såkaldte townships i Sydafrika; områder der var forbeholdt den farvede befolkning under apartheid, som både var tvunget til at leve adskilt fra den hvide befolkning, havde færre rettigheder og led under en voldsom kriminalisering og generel undertrykkelse.

Ghettoen er således ikke længere blot et område, hvor en bestemt gruppe bor og lever under elendige forhold. Det er tæt forbundet med udpegelsen af en samfundsgruppe, altid med andet-etnisk fortegn, som et problem, der kræver en særlig løsning.

Den nye danske ghetto

Det er først i 1970erne, at man igen begynder at anvende ‘ghetto’ i Danmark. Nu om de områder hvor mange udenlandske arbejdere, der kom til Danmark fra midten af 60’erne og fremefter, bosatte sig, bl.a. på den Københavnske vestegn. De udenlandske arbejdere tog ofte arbejde til en lavere løn end de etnisk danske, og deres levestandard var derfor lavere end resten af samfundet. Samtidig var partier som Fremskridts Partiet og det Konservative Folkeparti hurtigt ude med anklager om skattesvind og narkokriminalitet hos de udenlandske arbejdere.

I snart 25 år har man fra politisk hold talt om ghettoer. I 2004 tog det for alvor fart. Her talte Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale om ‘Indvandrerghettoer’ hvor »mændene er arbejdsløse, hvor kvinderne er isolerede og familierne kun taler hjemlandets sprog.« Kort efter lancerede den daværende regering, Danmarks anden ghettopakke. Og siden 2010 har man fra skiftende regeringers side opereret med en decideret ‘ghetto-liste’, hvor man ud fra udvalgte kriterier, vurderer om et område kan kaldes for en ‘ghetto’.

Den nye lovgivning, som i øvrigt er støttet af både det Radikale Venstre, SF, Socialdemokratiet såvel som Dansk Folkeparti, adskiller sig dog fra de tidligere. Den går mileskridt længere end tidligere i forhold til at oprette særlove, heriblandt obligatorisk sprog- og kulturundervisning for 1-årige, som skal forberede de små til sprogprøver i børnehaveklassen, og højere straffe for nogle typer af forbrydelser, hvis de er begået i visse områder.

Man taler altså ikke længere om fattige jøder. Når Lars Løkke Rasmussen taler om »huller i Danmarkskortet« og om, at »ghettoerne sender fangarme ud på gaderne, hvor kriminelle bander skaber utryghed«, så har man overtaget den nye definition. Ved at bruge ordet ghetto, stempler man dermed områder og mennesker som fattige, kriminelle og som sociale problemer, der kalder på en særlig løsning.

Relaterede artikler