Artikel
7. juni 2021
Af Sally Jensen & Farhiya Khalid
Fotos af Hasti Mohammad-Easa
Grafik af Eva Kragh Petersen
Drew Fisher
Drew Fisher er fra Australien og har boet i Danmark siden 2015. Han er 34 år og bor i Ølstykke. Han er konsulent hos et smykkefirma og sidder i bestyrelsen for foreningen Fair Statsborgerskab, der arbejder for ”redelighed og retfærdighed inden for statsborgerskabsområdet”.
Hvilken del af stramningerne rammer dig specifikt?
“Hvis jeg søger i dag, vil jeg blive afvist, fordi jeg kun har haft permanent opholdstilladelse siden april i år, og jeg skal tage indfødsretsprøven i juni. Lige nu arbejder jeg på et meget stressende projekt på arbejdet, og alle får jo dage, hvor de tænker: “Hvad hvis jeg lavede noget helt andet – eller bare sagde op”, altså bare dagdrømmeri. Men med det her beskæftigelseskrav kan jeg ikke engang dagdrømme, og stressen går ikke væk.
Der kommer de her stramninger, som ikke giver mening. Jeg kan ikke se pointen med dem – især beskæftigelseskravet. Jeg har opfyldt kravet, da jeg søgte om permanent opholdstilladelse, hvorfor skal jeg opfylde det igen? Man kan godt bidrage til samfundet uden at have et fuldtidsjob.”
Hvordan har du oplevet den generelle proces med at søge statsborgerskab?
Jeg synes, der er alt for mange krav, man skal opfylde. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg for eksempel skal tage indfødsretsprøven, når jeg allerede har lært det danske sprog, boet her i seks år og opfylder de andre krav. Jeg skal kende til PS Krøyer og diverse forfattere og kunstnere og den kongelige familie. Det er svært at forstå, hvorfor jeg skal vide alt det for at få dansk statsborgerskab. Jeg har jo også et job, hvor jeg har travlt, og i de sidste tre år har jeg arbejdet virkelig hårdt på dansk samtidig, og nu skal jeg også studere til indfødsretsprøven – samtidig skal jeg også vise, at jeg vil samfundet, og jeg må endelig ikke køre for stærkt. Jeg skal faktisk være bedre end danskerne for at få statsborgerskab. Faktisk vil jeg slet ikke have en bil, før jeg får mit statsborgerskab. Ikke fordi jeg er en dårlig bilist, men fordi jeg er bange for at lave en fejl eller køre lidt for stærkt. For så risikerer jeg at skulle vente seks år mere, før jeg kan søge om statsborgerskab. Det ville være så voldsomt at blive straffet så hårdt for at begå en lille fejl. Selvfølgelig er det forkert at køre for stærkt, men det betyder altså ikke, at man er en dårlig medborger.”
Har du nogensinde haft lyst til at give op?
“Ja, men det vil jeg ikke – især på grund af min forlovede. Jeg har jo ham, og jeg kan godt lide min svigerfamilie. Jeg har også masser af venner her, og jeg elsker at bo i Danmark. Men det gør mig sommetider vred, og jeg kan tænke: ”Hvorfor er jeg også flyttet helt til Danmark”, men stramningerne får mig ikke til at give op. Det er slet ikke en mulighed at give op i mit hoved.”
Hvad betyder det for dig at opnå dansk statsborgerskab?
“Den største ting er frihed, at jeg endelig kan gøre, hvad jeg vil igen. Da jeg boede i Australien, var jeg selvfølgelig australsk statsborger, og jeg behøvede ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg mistede mit job – jeg levede mit liv uden at bekymre mig. Hvis jeg får dansk statsborgerskab, så skal jeg endelig ikke længere bekymre mig over, hvilke nye stramninger, der kommer. Den frihed ikke at tænke på det mere.
Lige nu skal jeg blive i landet – for en permanent opholdstilladelse er efter min mening ikke permanent. Hvis min forlovede for eksempel fik job i Norge, så kunne jeg ikke flytte med ham. Eller hvis mine forældre blev syge, så kunne jeg ikke tage til Australien og passe dem. For hvis jeg er ude af landet i mere end 12 måneder, så mister jeg opholdstilladelsen. Det er kun statsborgerskabet, der rigtigt er permanent, og som betyder, at man ikke skal frygte at miste mit hjem.”
Zayra Moises Jensen
Zayra Moises Jensen er fra Colombia og har boet i Danmark siden 2014. Hun er 30 år og bor i Københavns Nordvestkvarter med sin mand og deres to børn. Hun har en journalistuddannelse fra Colombia og en kandidat i International business and Politics fra CBS.
Hvad tænkte du, da du først hørte om de nye stramninger?
”To dage efter jeg havde meldt mig til indfødsretsprøven blev de nye stramninger offentliggjort. Det første, jeg læste om, var de nye beskæftigelseskrav, som selvfølgelig rammer mig, for jeg er lige blevet færdig med kandidat. Jeg har også fået to børn under uddannelsen, så jeg har været på barsel, og nu er jeg sygemeldt med senfølger af Covid-19. Jeg kan bare huske, at jeg brød sammen og græd.”
Hvilken del af stramningerne rammer dig specifikt?
”De vil vurdere, om det er okay, at jeg har været på barsel. Hvis man er under uddannelse, må man højst være 25 år, og jeg er 30 – så på det punkt bliver jeg også ramt. Nu skal man også have haft permanent ophold i to år. Og jeg har kun haft det siden oktober 2019. Så der bliver jeg også ramt.”
Kunne du have gjort noget anderledes?
”Hvis jeg havde arbejdet fuld tid de sidste 4 år, kunne jeg måske have søgt om statsborgerskab og stadig have en chance. Jeg er uddannet journalist fra Colombia, men da jeg kom til Danmark, valgte jeg at tage en ny uddannelse, fordi journalistik var et svært fag i forhold til et nyt sprog. Jeg ville ikke risikere at blive arbejdsløs, og jeg ville dygtiggøre mig til det danske arbejdsmarked. Men det føler jeg, at jeg bliver straffet for nu. Min mand har forsørget os i 8 år mens jeg har studeret og passet vores børn. Alt det der gør, at vi har troet, vi gjorde det godt nok, det tramper politikerne nu på og siger: ”Det er ikke er godt nok”.”
Har dét, at du ikke er statsborgerskab, haft konsekvenser for din familie?
“Med de nye stramninger følte jeg en frygt, som jeg aldrig har følt før. Jeg har altid betragtet mine børn som dansk-colombianske, men pludselig fik jeg den frygt, at de vil kunne blive betragtet anderledes fordi de har rødder fra andre lande. Og den frygt fik jeg, fordi der bliver ført en politik, hvor man vil påpege, at nogle mennesker ikke er danske nok. Selvom de har arbejdet, læst eller stiftet familie i landet. De stadig ikke er danske nok.
Mine to børn og min mand er danskere, men jeg er ikke dansker. Når det kommer til de små ting, som når vi skal i lufthavnen, så skal vi stå i hver vores kø. Og det kan godt være, det er en lille ting, men det føles sådan: “Gud forbyde, at vi skal forlade landet en dag og de skal stå og vælge mellem at gå med deres far eller mig.” Jeg vil gerne have, at min mand og mine børn bliver betragtet som min familie ligegyldigt hvilket statsborgerskab, de har. Man splitter måske ikke familier som sådan, men man vil påpege, hvem er ikke dansker i den her familie.”
Hvad betyder det for dig at opnå dansk statsborgerskab?
“Den vigtigste rettighed, jeg ville få med et statsborgerskab, er at kunne stemme. Jeg har læst politik og interesserer mig meget for det. Det at have en stemme gør noget helt andet. Det handler også om at vide, at hvis jeg vil bo her resten af mit liv, bliver det ikke taget fra mig. Eller at jeg aldrig skal kunne stå i en situation, hvor jeg skal sige til min mand: “Du skal vælge mellem dit land, din familie og venner eller mig.” Det var ikke derfor, han spurgte, om jeg ville flytte herop. Det var for at være sammen, uafhængigt af hvor vi kom fra.”
Relaterede artikler
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.
Hvorfor er valgdeltagelsen i Tingbjerg så lav, og hvordan kan vi styrke områdets demokratiske stemme?
Til kommunalvalget i 2017 havde området Tingbjerg/Husum landets laveste stemmeprocent. Det er et demokratisk problem, når ikke alle befolkningsgrupper har lige stor indflydelse på sammensætningen af kommunalbestyrelserne landet over. Men hvorfor afholder nogle sig fra at stemme, og hvad kan vi gøre for at vende tendensen?