Artikel

24.9 millioner mennesker blev i 2019 fordrevne i deres hjemland på grund af katastrofer ifølge IDMC’s (Internal Displacement Monitoring Center) seneste rapport. 24.9 millioner. Det er det højeste antal siden 2012 og tre gange så højt som antallet af fordrevne grundet vold og konflikt. For langt størstedelen, mere bestemt 23.9 millioner, var katastroferne vejrrelaterede såsom storme, oversvømmelser, tørke og skovbrande.

Men ifølge IDMC selv kan det have utilsigtede konsekvenser, når medierne primært fokuserer på samlede estimater om klimamigration, som denne artikel har lagt ud med. I december 2020 afholdt organisationen, som er verdens primære kilde til data og analyser om internt fordrevne mennesker, et webinar med titlen Evidence vs. Myth: Understanding Displacement in a Changing Climate.

Her forklarer direktør Alexandra Bilak, hvordan de i IDMC på det seneste er blevet mere og mere bekymrede over, hvad de betegner som sensationalistisk og alarmistisk mediedækning, der udbreder fejlslutninger og misforståede, overdrevne udlægninger af tal hentet fra studier og rapporter om klimamigration.

Organisationen ser blandt andet med bekymring på udbredelsen af en fortælling om, hvordan klimaforandringer uundgåeligt vil resultere i en bølge af millionvis af migranter, som vil søge mod Europa og andre højindkomstlande.

En fremmedfjendsk fortælling
Der er ikke noget videnskabeligt belæg for fortællingen om, at klimaforandringer vil få millioner eller milliarder af mennesker til at søge mod Europa.

François Gemenne, direktør for HUGO Observatory og leadforfatter for IPPC (Intergovernmental Panel on Climate Change), understreger, at forudsigelser om klimamigration, som de seneste årtier har floreret i medierne, ikke har været baseret på robuste modeller og ikke er blevet fagfællebedømt. Der har heller ikke været enighed om, hvad der definerer en klimamigrant.

I medierne omtales mennesker, som fordrives på grund af katastrofer, ofte som klimaflygtninge. Blandt forskere og eksperter er der udbredt enighed om, at termen er ubrugelig. I stedet taler eksperterne primært om fordrivelser, hvilket altså også dækker situationer, hvor mennesker midlertidigt evakueres og hurtigt vender hjem igen.

Man ved, at størstedelen af fordrevne mennesker forbliver internt fordrevne. Blandt dem, der krydser landegrænser, vil de fleste ikke komme længere end til nabolandet. Og de allermest sårbare vil slet ikke have ressourcerne til at migrere.

Størstedelen af nye interne fordrivelser i 2019 bestod ifølge IDMC’S rapport fra 2020 af regeringsstyrede, forebyggende evakueringer i Syd- og Østasien og Stillehavet, hvor stigende havtemperaturer har ført til flere og flere altødelæggende tyfoner. Da tyfonen Lekima nærmede sig Kina i august 2019, udsendte det nationale meteorologiske institut en rød alarm, hvorefter to millioner mennesker blev evakueret.

Både Kina og Filippinerne, som er de to lande med suverænt flest nye fordrevne på verdensplan i 2019, har effektive advarselssystemer, og dermed er landenes høje antal internt fordrevne ikke kun udtryk for en ekstrem udsathed, men også for effektive, livreddende indsatser.

Når overskrifter alligevel igen og igen foreslår, at de høje estimater varsler en fremtid med massiv international klimamigration til forholdsvis uberørte højindkomstlande, er det ifølge Gemenne udtryk for, at de fleste folk ikke bekymrer sig om globale migrationsdynamikker. Til gengæld bekymrer mange sig om, hvem der i fremtiden kan komme og banke på deres dør.

Gemenne selv er ligesom IDMC bekymret over fortællingen om fremtidens migrationsstrøm, som han har set vinde frem, ikke bare i medierne, men også i den offentlige samtale og på sociale medier.

”Vi bliver nødt til at indse, at den her fortælling om millioner af mennesker, der bliver fordrevne på grund af klimaforandringer, er dybt xenofobisk. Og den spiller på befolkningens frygt for migranter og asylansøgere”, siger Gemenne.

Han understreger samtidig, at han ikke mener, det er intentionen bag budskabet. Tværtimod mener han, at intentionen bag er at overbevise regeringer om, at de skal nedbringe deres drivhusgasudledninger.

Men i den nuværende sociale og politiske kontekst, hvor flygtninge, migranter og asylansøgere allerede er syndebukke for sociale og økonomiske problemer, mener Gemenne, at der er en reel risiko for, at denne fortælling blot vil give næring til eksisterende fordomme mod de pågældende befolkningsgrupper:

“Hvis du fremlægger truslen om en ny migrationskrise – en migrationskrise under opsejling – så er der en reel risiko for, at reaktionen fra mange regeringer ikke vil være at reducere deres drivhusgasudledninger, men i stedet at indføre endnu mere indskrænkende migrationspolitik og forstærke grænsekontrol og overvågning.”

For at gøre op med misinformationen og myterne, er der behov for et paradigmeskifte i måden, vi taler om emnet og forstår det på, siger Bilak. Og det må også afspejles i data, der forholder sig til konkrete årsager og udfordringer forbundet med intern fordrivelse.

For fordrivelse på grund af klimaforandringer og katastrofer er et enormt problem, også selvom de fleste fordrevne højst sandsynligt ikke vil nå ud over deres hjemlands grænser. Og hvor hurtigt mennesker kan vende tilbage til deres liv, handler i høj grad om de berørte landes kapacitet til at håndtere fordrivelsen.

Klimakrisen er også en social krise
Da cyklonerne Idai og Kenneth i 2019 hærgede Mozambique, viste landets lokale advarselssystemer sig at være ineffektive. Få blev evakueret før cyklonerne ramte, og de fleste flyttede først imens eller efter, stormene havde smadret deres hjem.

Mange af de berørte var i forvejen fattige og udsatte, såsom befolkningen i kystbyen Beira, som Idai i marts 2019 efterlod 90 procent beskadiget. Senere blev mange fordrevne på ny, da kraftige regnskyl ødelagde de teltlejre, som var blevet deres midlertidige hjem.

“Vi må også huske, at den miljømæssige krise er en social krise. Det er fattigdom, ulighed og marginalisering, som afgør menneskers sårbarhed overfor nuværende og fremtidige farer”, understreger Antonio Vitorino, generaldirektør for FN’s migrantorganisation IOM (International Organization for Migration).

I modsætning til når en katastrofe direkte udløser fordrivelser, er det sværere at få præcise tal på hvor mange, der samlet set migrerer som følge af eller på grund af udsigten til gradvise klimaforandringer, såsom ørkendannelse og stigende havniveau, påpeges det i IOM’s World Migration Report 2020.

Det handler også om, at klimamigration som kategori, ifølge eksperterne, ikke kan adskilles fra eksempelvis økonomisk migration og politisk migration, da klimaforandringer som årsag til fordrivelse er en blandt andre faktorer, som alle påvirker hinanden og er svære at skille ad. Vitorino mener desuden, at man bør gå helt væk fra at tænke migration som enten tvungen eller frivillig. I virkelighedens verden er det nemlig sjældent enten eller.

Når årevis med manglende regn for eksempel får en afghansk kvæghyrde til at søge væk fra landets tørre regioner, er det en beslutning truffet af økonomiske hensyn, som det var nødvendig at træffe på grund af klimaforandringer.

Ved årets udgang var Afghanistan det land, hvor flest stadig levede som internt fordrevne på grund af katastrofer. I alt 1.2 millioner. Dertil var 3 millioner afghanere opgjort som stadig fordrevne på grund af vold og konflikt. Samtidig fremhæves Afghanistan som et godt eksempel i rapporten, i og med landets regering tænker fordrivelser ind i udviklingsplaner og samtidig forstår fænomenet som en konsekvens af både konflikt og katastrofer.

Som udløsende årsager kan de to nemlig ofte hænge sammen. For eksempel har manglende adgang til land, mad og vand i årevis været medvirkende til optrapning af konflikter blandt militante grupper i den Subsahariske Sahel-region, som det fremhæves i IDMC’s rapport fra 2020.

Når fordrivelser finder sted i politisk ustabile områder, er der desuden større risiko for, at de bliver langtrukne, kroniske eller cykliske. I Østafrika tvang oversvømmelser langs Den Hvide Nil for eksempel i 2019 hundredtusindvis af sårbare mennesker, hvoraf mange i forvejen var flygtet fra vold og konflikt, til at flygte igen.

Opgørelsen over hvor mange, der stadig levede som internt fordrevne grundet katastrofer ved udgangen af 2019, var den første af sin slags i en IDMC-rapport. I alt blev 5.1 millioner talt på verdensplan.

Men det tal beskrives i rapporten kun som toppen af isbjerget. Tallet er en underdrivelse, da der simpelthen ikke er indsamlet nok data om varigheden af fordrivelser på grund af katastrofer. Det er et af de spørgsmål, IDMC mener, det er afgørende i fremtiden at få mere viden om. Ifølge Bilak er langtrukken fordrivelse nemlig en realitet, som er grund til stigende bekymring verden over.

Undgåelige kriser
Ifølge UNHCR Global Trends Forced Displacement 2019 lå antallet af fordrevne mennesker stabilt fra midten af 1990’erne indtil omkring 2010, da fordrevne i denne periode løbende vendte hjem eller etablerede nye, permanente hjem i deres værtslande.

Men hvor det foregående årti var kendetegnet ved politiske løsninger, kendetegnes det seneste, ifølge rapporten, ved langtrukken fordrivelse. Fordrevne mennesker har simpelthen færre muligheder for at genopbygge deres liv i dag.

Det er netop samfunds mangel på understøttende mekanismer – ikke migration i sig selv – som burde skabe overskrifter ifølge Sonia Shah, graverjournalist og forfatter til bogen The Next Big Migration: the Beauty and Terror of Life on the Move (2020). At mennesker migrerer som følge af katastrofer har i sig selv ingen nyhedsværdi. Det har de altid gjort. Shah konkluderer:

”Det burde blive set som en selvsagt, naturlig og livreddende reaktion på den her disruptive forandring. Historien burde være, hvorfor der ikke er noget system til at hjælpe dem. Hvordan kan det være, at de samfund, som er bedst stillede til at hjælpe dem, ikke gør det? Historien burde virkelig være modtagelseskrisen. Historien burde være xenofobien, manglen på politikker, som kan håndtere den migration, som vi alle ved kommer.”

Præcis hvor mange, der i fremtiden vil migrere på grund af klimaforandringer, er stadig et åbent spørgsmål. Et af de tal, som har skabt overskrifter de seneste par år, stammer fra Verdensbankens Groundswell: Preparing for Internal Migration rapport fra 2018. Rapporten forudser, at tre regioner, Subsaharisk Afrika, Sydasien og Latinamerika, i 2050 kan have mere end 143 millioner internt fordrevne.

Men det estimat tager udgangspunkt i et scenarie, hvor der intet gøres for at afbøde konsekvenserne af klimaforandringer, og hvor samfund ikke udvikles til at kunne modstå de forandringer, der kommer. Faktisk er et af rapportens hovedbudskaber, at klimamigration ganske vist er en realitet, men at det ikke behøver være en krise.

Rapporten opererer med tre mulige fremtidsscenarier baseret på udledning af drivhusgasser sammenholdt med socioøkonomiske og demografiske udviklinger. Det er det mest pessimistiske scenarie med over 143 millioner internt fordrevne i de tre regioner, som fremhæves i medierne. I det såkaldt mest klimaoptimistiske scenarie forudser rapporten, at der vil være et sted mellem 31 og 72 millioner fordrevne.

Med den rette og rettidige indsats fra det globale samfund vil op mod et tocifret milliontal, ifølge rapporten, slippe for at miste deres hjem og levebrød. Det vil kræve, at udledning af drivhusgasser reduceres, klimamigration tænkes ind i udviklingspolitik, og der investeres mere i forskning og dataindsamling om fænomenet.

Af hensyn til dem, der vil blive fordrevne, er det ifølge eksperterne afgørende, at politikker ikke hæmmer menneskelig mobilitet, men i stedet understøtter migration som adaptiv strategi. Det kalder på mere viden, som er hentet fra og er relevant for lokalsamfund. Det kalder på, at vi ser ud over de enorme, globale tal.