Artikel

Når monsunregn, oversvømmelser, jordskred og tørkeperioder som følger af klimaforandringerne rammer lande som Indien, Etiopien, Kenya og Somalia, rammer det først og fremmest kvinder og børn. Det er en omstændighed, der allerede er kendt og beskrevet af utallige nødhjælpsorganisationer.

Ifølge økofeminismen skyldes det de strukturer, som kapitalismen og sexismen fungerer under. Strukturer som den kapitalistiske samfundsøkonomi, arbejdsdeling og kønsopfattelser, der skaber det sociale hierarki, hvor den hvide mand er hævet over kvinder og bipocs (oprindelige befolkningsgrupper og folk med anden hudfarve end hvid) og historisk set har haft fortrinsret, når det kom til rettigheder, muligheder og goder.

Vestens kapitalistiske og mandsdominerede samfund er både det, der har skabt klimakrisen, og det, der gør, at alle mennesker og arter ikke bliver ramt lige hårdt af krisens konsekvenser. Sammenhængen er fuldkommen nødvendig at forstå, hvis man skal sætte en stopper for ødelæggelse af natur og udnyttelse af fattige, bipocs og kvinder, mener økofeminismen. En klimakamp uden kvindekamp og antiracisme er en kamp, der er blind for de underliggende strukturer og årsager, der kommer til udtryk i konkrete forskelle på eksempelvis mænd og kvinders livsvilkår og muligheder, når det kommer til at håndtere eller overleve klimakrisen, mener økofeminismen.

I mange lande i den del af verden, vi kalder det globale syd, er det kvinder, der står for at hente vand og skaffe eller dyrke fødevarer, mens mændene i højere grad arbejder uden for hjemmet. Klimaforandringernes konsekvenser gør det sværere og sværere for kvinderne at brødføde deres familier. Marker og frugtplantager med de afgrøder, der skulle spises og sælges, bliver ødelagt af storme og tørke, husdyr sulter og det rene drikkevand svinder ind. Når kvinder og piger må gå længere efter vand og kæmpe mod tørre marker og sultende husdyr, kræver det mere tid og flere kræfter, og som resultat vil færre kunne gå i skole og tage uddannelser.

Helt generelt lever flere kvinder end mænd i ekstrem fattigdom, og kvinder har ringere adgang til grundlæggende rettigheder – som eksempelvis rettigheden til at flytte og købe landjord. Desuden viser statistik, at den strukturelle, kønsbaserede vold mod kvinder i hele verden stiger under krisetider, som der unægteligt vil komme flere af som direkte konsekvens af klimaforandringerne, og endelig har kvinder og børn større risiko for at dø under katastrofer end mænd. Alt sammen forhold, der skyldes manglende ligestilling og sexisme, som sætter kvinders værd lavere end mænds, påpeger både organisationer, forskere og politikere.

Økofeminismen som magtanalyse
Selvom det umiddelbart virker som meget konkrete og håndgribelige årsager, der er udgør de forskellige vilkår for mænd og kvinder, som eksempelvis at det er kvindens arbejde med jordbrug, der besværliggøres mest af klimaforandringer, bunder de altså både ifølge menneskerettighedsorganisationer og økofeminismen i de magtstrukturer og den magtfordeling, som økofeminismen ønsker at sætte fokus på. Ideologien har vundet indpas overalt i verden, og den danske miljøorganisation NOAH oprettede for to år siden initiativet Økokøn, der skal oplyse om økofeminismens muligheder og alternative verdenssyn:

“I Økokøn bruger vi økofeminismen som en linse at se verden igennem – en magtanalyse af klima- og kønsspørgsmål. Hvem kommer først, når det handler om fordeling af goder, og hvem rammer klimakrisen hårdest? Hvem er det, der træffer de politiske beslutninger og indgår klimaforhandlinger, og hvem er det, der kan finansiere ændringer? Hvis man ikke har de overvejelser med i klimakampen, så mangler man en vigtig analyse af, hvordan udnyttelse af naturen og de ressourcer, vi har, hænger sammen med sociale hierarkier,” fortæller Sarah Strunge Albertsen, der har været med til at oprette Økokøn og nu arbejder på at udbrede kendskabet til økofeminismen og ulighed.

På verdensplan står kvinder for størstedelen af fødevareproduktionen, men kun 15% af verdens jordejere er kvinder. Til klimatopmøder er størstedelen af deltagerne mænd, samtidig med, at det estimeres, at op mod 80% af de klimaflygtninge, man forventer, at klimakrisen vil afstedkomme, vil være kvinder. Størstedelen af verdens fattige er kvinder og bosiddende hovedsageligt i Afrika og Indien – de samme steder, som klimakrisen vil ramme hårdest.

Samtidig har kvinder stået i front for naturbeskyttende bevægelser i årtier, og kvinder som den kenyanske nobelprisvinder Wangari Muta Maathai og indiske forfatter Vandana Shiva har længe opponeret for økofeminismen og økofeministiske initiativer. Det er også ofte kvinder, der går forrest i protester, når naturødelæggelser truer deres nærområder, fortæller Sarah Strunge Albertsen:

“Herhjemme har befolkningen først for alvor fået øjnene op for klimakrisen efter Greta Thunberg, men sandheden er, at kvinder overalt i verden har kæmpet mod naturødelæggelser i mange år. Kvinder har lagt deres kroppe i fronten for at standse alt fra dæmninger i Bosnien til skovrydning i Sydamerika.”

Pengeregn i Nord fører til tørke i Syd
At skulle forklare økofeminismens røde tråd mellem klima, køn og kapitalisme er en snørklet affære, erkender Sarah Strunge Albertsen. Hvis man zoomer ind på de forskellige dele, er der dog rigeligt med evidens, der bakker teoriens forskellige elementer op.

Klimaforandringerne er et faktum, og det samme er beviserne på, at de ikke kommer til at ramme alle mennesker lige hårdt eller lige hurtigt. I Danmark vil vi få et lunere, vådere og vildere vejr. Det vil få betydning for økosystemer og resultere i stormfloder, men konsekvenserne kan på ingen måde sammenlignes med dem, man i mange andre dele af verden vil få at mærke.

Stillehavsøerne Kiribati, Nauru og Tuvalu er allerede nu ved at forsvinde i stigende vandstande, og øernes beboere begyndte allerede for flere år siden at forlade deres oversvømmede hjem og søge asyl som klimaflygtninge i New Zealand. Katastrofale tørkeperioder og oversvømmelser i Afrika og Indien bliver allerede tilskrevet den temperaturstigning, som klimaforandringerne har forårsaget, og krisen forventes kun at tiltage i omfang og voldsomhed.

Af de lande, der allerede nu må kæmpe mod klimaforandringernes hærgen, nåede de fleste aldrig at tage del i den forbrugsfest, der har forårsaget klimakrisen til at begynde med. Afrikas befolkning udgør 16,72%, og USA’s 4,25% af verdens samlede befolkning. Alligevel ejer Afrika kun 1,1% af verdens samlede formue, mens USA ejer 31,8%. En borger i et højindkomstland som eksempelvis Danmark udleder i gennemsnit mere end 34 gange så meget CO2 som en borger i et lavindkomstland. I 2017 blev det vurderet, at 100 gigant-virksomheder står for 71% af verdens samlede CO2-udledning.

Den kapitalistiske samfundsøkonomi blev til i en tid i den vestlige verden, hvor kvinder endnu ikke for alvor var en del af arbejdsmarkedet, og mennesker med en anden hudfarve i bedste fald var ildeset og i værste tilfælde slavegjorte. Hvide mænd, derimod, fik mere eller mindre frie tøjler til at drive virksomhed og bruge løs af naturens ressourcer.

Store virksomheder driver stadig rovdrift på naturens ressourcer og lader det gå ud over mennesker i det globale syd, som eksempelvis når Nestlé opkøber naturens vandreserver i Pakistan og Nigeria for at sælge det i plastikflasker i Vesten, og befolkningerne i Pakistan og Nigeria tørster. Eller når gigantvirksomheds-duoen Bayer og Monsanto, der blandt andet står bag Roundup, med økonomisk støtte og opbakning fra verdensbanken, World Trade Organisation og såkaldte filantroper som Bill Gates monopoliserer det internationale marked for frø. Ved at indtage en så enorm del af markedet, som de har gjort, tvinger de bønder ud i fattigdom, når de ikke har andre valg end at købe dyre, patenterede, gensplejsede frø og pesticid-gift, der udgør en enorm trussel for økosystemet.

Det er eksempler som disse, som Økokøn og andre økofeministiske initiativer udpeger for at gøre opmærksom på de hierarkier, der holder verdens mest udsatte mennesker fast i fattigdom, mens verdens rigeste bliver stadigt mere magtfulde. Det kapitalistiske system gør det nemlig let for dem, der i forvejen har penge at akkumulere flere penge og blive rigere, uden at dem, der er længere nede i arbejdsmarkedets hierarki, bliver tilsvarende rigere. Dermed forstærkes det skæve magtforhold, og mulighederne forbliver ulige fordelt.

Fra regulering af co2-udslip til regulering af verdenssyn
Med et stærkt fokus på magtfordeling og hierarkier, ikke bare blandt mennesker, men også mellem mennesket og naturen, gør økofeminismen op med forestillingen om, at klimakrisen kan løses alene ved at regulere co2-udslip eller bygge dæmninger. I bund og grund er målet, at alle organismer skal opfattes som lige, siger Sarah Strunge Albertsen:

“For mig er økofeminisme en måde at forstå verden på. Med fokus på alle køn og alle mennesker, men også på alle arter. En bi har lige så meget værd som et menneske og indgår i økosystemet på samme måde som os. I øvrigt vil det i sidste ende også gå ud over os selv, når bierne dør på grund af den måde, vi driver landbrug på.”

Menneskets hierarkiske verdensopfattelse får os til at udnytte naturen, som vi føler os hævede over som art, og det udmønter sig direkte i biodiversitetskrisen, hvor tusindvis af arter uddør på grund af menneskelige ødelæggelser, mener økofeminismen. Uligheden går igen som den altødelæggende røde tråd, og derfor må og skal klimakrisen og biodiversitetskrisen bekæmpes samtidigt med kampen mod racisme og sexisme for at få bugt med roden af problemerne.

På den måde udgør økofeminismen en holistisk verdensopfattelse, hvor det levende skal beskyttes og respekteres, og hvor lighed og bæredygtighed sættes højere end profit, og hvor målet ikke bare er alternative energiformer og grønnere spisevaner, men alternative økonomier og livssyn.