Artikel

Havets moder er en sagnomspunden ånd, som har kontrol over alle havets dyr. Hvis menneskene ikke respekterer naturen, hævner hun sig og vikler alle dyrene ind i sit lange, filtrede hår. I det grønlandske sagn bliver en shaman sendt ned for at overbevise hende om, at menneskene vil forbedre sig og atter respektere naturens balancer. I sagnet lykkes det for shamanen. Han får lov til at kæmme Havets moders hår; alle havets dyr frisættes, hvilket forhindrer en hungersnød.

I Lana Hansens eventyr Sila, er det blevet 9-årige Tulugaqs opgave at standse Havets moders vrede over den forstående klimakrise. Guidet af Indlandsisens ånd og i samarbejde med de arktiske dyr, skal Tulugaq overbevise Havets moder om, at mennesket vil stoppe med at drive rovdrift på naturen. Med Sila har Lana Hansen skabt et eventyr, der understreger, hvordan naturforståelser og gamle sagn kan hjælpe med at forstå og tilgængeliggøre klimaforandringer i Grønland. Fordi de tanker og problemstillinger, man støder på i sagnfortællingerne, langt hen ad vejen også er fremherskende i dag, fortæller Lana Hansen.

”Vi tror på jorden. Vi tror ikke på paradis. Vi tror på alt det levende, der er omkring os.”

Min samtale med Lana Hansen begynder også i feltet mellem eventyr og virkelighed; det er nemlig her, at hele hendes arbejde finder sted. Lana Hansen mener, at eventyret indeholder en samfundsforandrende kraft. Men for at forstå den forandring, hun forsøger at fremskrive, må man først forstå, hvem hun er.

Mellem kunst og aktivisme

Lana Hansen er født og opvokset i Qaqortoq i Sydgrønland; et område, der er kendt som ’Banankysten’, fortæller hun. Det spøjse kaldenavn henviser til, at Qaqortog er hele Grønlands spisekammer fyldt med afgrøder og får. Det er her, lige midt i den skrøbelige arktiske natur, at Lana Hansen er blevet formet som forfatter og klimaforkæmper.

”I Grønland er klimaforandringerne en del af hverdagen. Havet er blevet mere omskifteligt, fordi isen smelter og ændrer på saltindholdet i vandet. Det påvirker strømmen, vejret og havdyrene. Det kan mærkes. Klimaforandringerne er hastige og accelererende.”

Lana Hansens arbejde berører både de store og lidt mere velkendte fortællinger om, hvordan isen smelter så hurtigt, at gletsjerne ikke længere kan kælve. Om nyt land, der pludselig kommer til syne, når isen er væk. Om NASA, der på tæt hold følger de fortsatte vandstigninger. Og så fortæller hun også om de personlige og konkrete forandringer, der har gjort et stort indtryk på hende. I hendes fars have i Sydgrønland er blomsterne begyndt at springe ud i december, hvilket virker fuldstændigt uvirkeligt i det grønlandske klima. Og ikke nok med det, er sneen også udeblevet for første gang i Lana Hansens levetid.

Udover at skrive skønlitterære fortællinger om alt dette, deltager Lana Hansen også i klimatopmøder som en del af den danske delegation. Hun har besøgt lande som Mexico, Brasilien, Sydafrika og Danmark for at holde oplæg om klimaforandringerne i Grønland; hun har trykket Kronprins Frederiks hånd og overrakt ham et eksemplar af Sila, og så har hun vendt sit arbejde med den forhenværende leder af FN’s klimapanel Rajendra K. Pachauri. Formålet med hendes foredrag er at øge forståelsen for klimaforandringernes konkrete betydninger for den grønlandske befolknings hverdag, og, ikke mindst, hvordan grønlænderne i det hele taget forstår og håndterer klimaforandringerne.

”Jeg har skulle vænne mig til, at der ofte kommer nogle udefra, der vil være verdenseksperter i klimaforandringerne, som ender med at blive talerør for situationen i Grønland. Jeg vil langt hellere have, at det er grønlænderne selv, der fortæller, hvordan de oplever de hastige forandringer.”

Danmark bruger Grønland som klimatalerør
I de sidste 12 år har Lana Hansen rejst rundt i verden for at holde foredrag om klimaforandringerne. Og hun bliver altid mødt af en nysgerrighed og en stor respekt for hendes arbejde. Den generelle attitude er, at folk faktisk gerne vil høre om klimaforandringerne fra hestens egen mund, fortæller hun.

I Danmark er interessen dog til at overse, og det virker som om, at man fra dansk side hellere selv vil fortælle om klimaforandringerne i Grønland, mener Lana Hansen, og peger på en særlig grund herfor:

”Det virker ofte som om, at Danmark bruger Grønland som en platform for at tale om klimaforandringer. Måske fordi vi på nogle måder stadigvæk er en del af kolonien. Så kan de bruge Grønland som en vej ind til at sidde med ved bordet, når der tales om klimaforandringer på verdensplan.”

Langt de fleste danskere kender ikke til hverdagen i Grønland. Og de kender ikke til den historiske, politiske og sociale kontekst, som klimaforandringerne udspiller sig i, fortæller Lana Hansen.

”Jeg kan godt føle, at danske klimadebattører tror, at de har mere viden om klimaforandringerne i Grønland end mig. Men ofte er det tilfældet, at de aldrig har været i Grønland.”

Lana Hansen peger desuden på, at man for eksempel er nødt til at forholde sig til fiskeri, hvis man skal forstå klimaforandringernes samfundsmæssige betydning i Grønland. Fisk er i dag Grønlands suverænt største eksportvarer og hænger samtidig uløseligt sammen med det at være Inuk.

Fiskeriet er meget påvirket af klimaforandringerne. Vejret er nemlig altafgørende for, om man kan sejle eller ej, og her har klimaforandringerne medført, at vejret er blevet langt mere utilregneligt. Herudover påvirker den øgede skibstrafik og de stigende vandtemperaturer fremkomsten af forskellige fiskearter. Makrellen er eksempelvis kommet til, og med den er tunfisken fulgt efter. Herudover vurderes det i en ny rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, at flere invasive krabbearter udgør en stor miljømæssig risiko og truer lokale arter. Alt dette vil i sidste ende medføre stor skade på det skrøbelige og hårdtprøvede arktiske havmiljø.

”Grønland er blevet symbolet for klimaforandringerne. Og ikke bare Grønland, men særligt isbjørnene har manifesteret sig som et altoverskyggende symbol. Det betyder, at Grønland får mere spalteplads i aviserne, men det betyder også, at mange nuancer bliver udeladt.”

Ifølge Lana Hansen er Grønlands stærke position som symbol på klimaforandringerne et tveægget sværd. For på den ene side er alles øjne rettet mod Grønland. Men på den anden side er der en masse aspekter, der bliver overset, ikke bare i Grønland, men også i resten af verden.

”Jeg husker en samtale med en høvding fra Amazonas i Venezuela, der var træt af at høre om isbjørne. Hvor han bor, dør tusinde af dyr hver dag, men det hører man ikke om, fortalte høvdingen.”

En falsk modsætning mellem økonomisk fremgang og grøn omstilling
Hvis man skal se på, hvordan Grønland som samfund forholder sig til klimaforandringerne, er man nødt til at se på de øvrige politiske dagsordner. I Grønlands politiske landskab står klimaforandringerne stadigvæk i skyggen af flere andre dagsordener, og det er der god grund til, fortæller Lana Hansen.

”Før COVID-19 var klimaforandringer den politiske førsteprioritet i Danmark. Det var det primære valgflæsk. Sådan er det altså ikke i Grønland. Vi har for store sociale udfordringer til, at det kan være den politiske førsteprioritet. Og så er der spørgsmålet om den industrielle udvikling.”

En af de ting, som Lana Hansen bliver ved med at vende tilbage til gennem hele vores samtale, er, at Grønland ikke er med i Parisaftalen. Et valg, der har overrasket hende. Ifølge Lana Hansen har det været den politiske prioritering, at Grønland skulle satse på den industrielle udvikling. Derfor blev der i 2015 takket nej til det internationale klimasamarbejde, fordi aftalen ikke tager højde for oprindelige folks ret til økonomisk udvikling.

Den 6. april 2021 er der valg i Grønland. Her er balancen mellem industriel udvikling og klimaindsatsen endnu engang til forhandling. For udover de interne opgør i regeringspartiet, er valget udløst af tvivl om, hvor det store socialdemokratiske parti Siumuts står i forhold til mineprojektet Kvanefjeld ved Narsaq i Sydgrønland – tæt på det område Lana Hansen kommer fra. Projektet har ikke kun skabt politisk uenighed, men er i den grad noget, som splitter den grønlandske befolkning.

Lana Hansen er selv kraftigt imod, at Grønland skal til at udvinde uran; for hende vil mineprojektet fuldstændigt ændre på landskabet, foruden at have store konsekvenser for miljøet og sundheden.

”Jeg er imod mineprojektet på grund af fødekæden, bæredygtigheden og forureningen. Mineprojektet vil foregå i Sydgrønland 20-30 km væk fra min by. Alt støvet derfra vil påvirke byen. Fødevareproduktion vil blive ødelagt. Og Sydgrønland er som sagt Grønlands fødekammer. Det er så frodigt dernede. Der er lam, får, kartofler, gulerødder, og så er der selvfølgelig fiskeriet. Det er en skrøbelig natur, og et mineprojektet i det omfang vil have katastrofale konsekvenser.”

Men der er store interesser på spil. Grønland befinder sig midt i en storpolitisk smeltedigel mellem Rusland, Kina, USA og Danmark. Her er et yndet argument for udvinding af uran, at det skal bidrage til den nødvendige økonomiske fremgang og udvikling, som igen skaber mere administrativ og økonomisk selvstændighed.

”Det er et evigt dilemma, om man skal ændre sig til et industrisamfund eller fastholde at være et naturmuseum. Man kan jo godt lave grønne tiltag, grønne arbejdspladser og grøn økonomi i stedet for at satse på at udvinde naturressourcer. Det er ikke enten eller, når det kommer til økonomisk fremgang og klimatiltag.”

Selv peger Lana på, at man frem for uranudvinding i stedet kan satse yderligere på indvinding af drikkevand fra smeltevandsfloder i Grønland. Indlandsisen udgør verdens største ferskvandsressource, så der er et stort potentiale for at skabe en mere klimavenlig økonomisk fremgang.

Natur og kultur i tæt dialog
For at formidle hvordan klimaforandringerne tager sig ud på forskellige niveauer, må man altså forstå den givne politiske, sociale og historiske kontekst. Herudover er det, ifølge Lana Hansen, også afgørende, at man er opmærksom på lokal forankret viden og forståelse af klimaforandringerne, og ikke per definition presse sin egen, vestlige forståelse ned over hovedet på lande som Grønland.

Og så er vi tilbage ved Lana Hansens bog, for titlen Sila er ikke helt tilfældig. Selvom det i Vesten er almindeligt at oversætte ’sila’ til ’klima’, er det ikke en helt tilstrækkelig oversættelse. Ifølge Lana Hansen beskriver sila nærmere sammenhængen mellem krop, natur, vejret, bevidstheden, usikkerhed og klima. Sila bygger således bro mellem den daglige erfaring af vejret og den bredere forståelse af det at være i verden.

”Sila er kontekstuelt. Det betyder væren, bevidsthed og fornuften. Det rummer på én og samme tid universet, mennesket og vejret.”

Som begreb dækker ’sila’ over en kontinuerlig og cyklisk proces, hvor forandring er essensen. I Grønland har den barske natur og det utilregnelige klima været et grundvilkår; natur og kultur har altid været i tæt dialog. Også i Lana Hansens fortælling, hvor menneskets rovdrift på naturen har vakt vrede hos Havets moder. Nu er det op til mennesket at skabe balance igen.