Artikel

I noget tid har jeg været klar over, at det ikke ser helt godt ud med landbruget i Danmark. Jeg har hørt i nyhederne, hvordan åer, floder og vandløb bliver erklæret biologisk døde af pesticidrester, der udvaskes fra marker, og at insekterne er ved at uddø af samme grund. Jeg har hørt, at landbruget står for en væsentlig del af vores drivhusgasudledning, men samtidig, at landmænd i årtier har modkæmpet klima- og miljøkrav.

Men som en del af den første generation i Danmark, der for flertallets vedkommende ingen forbindelse har til landet, ved jeg meget lidt om, hvordan vores mad bliver til, og hvordan det egentlig ser ud ude på landet.

Og før noget kan ændres, må man forstå, hvorfor det gik galt. Derfor satte jeg mig for at undersøge sagen, og jeg fandt hurtigt ud af, at det står langt værre til, end jeg kunne forestille mig.

62% af Danmarks landareal er opdyrket. Ud af dem bruges 80% til at dyrke foder, og derudover importerer vi 1,7 millioner ton soja fra et areal i Sydamerika på størrelse med Sjælland, Falster og Bornholm tilsammen. Alt sammen for at fodre vores 33 millioner grise, 120 millioner kyllinger og 653.000 kvæg. Tal, der hele tiden vokser.

Hverken landbrugets organisationer eller folketinget har indtil nu gjort særlig meget for at vende den udvikling. Derfor er landbrugets årlige udledning af drivhusgasser på 10 år steget fra 15,6 til 22,4 millioner ton CO2, og i 2030 vil landbruget stå for 36% af den samlede udledning og overgå både energisektoren, transportsektoren og affaldssektoren. Ifølge klimarådet vil de nuværende løsninger kun mindske udledningen med 0,22 millioner ton.

Det på trods af, at landbrugets rolle i vores økonomi er faldende, og at de fleste landbrug generelt klarer sig dårligt: Hvor landbruget i 1950 stod for 55% af eksporten og 20% af BNP, er tallene i dag kun 8% og 2%, og i de sidste 10 år er et landbrug gået konkurs hver tredje dag.

Det er derfor historiker Thorkild Kjærgaard i bogen ‘Hvad skal vi med landbruget?’ udtaler:

“Jeg har de mest dystopiske forestillinger om landbruget i dag. Om 30 år er der måske slet ikke noget landbrug tilbage, kun et økologisk nedbrudt wasteland.”

Ligesom alt andet, er det moderne landbruget et resultat af ideologi og magtkampe mellem modsatrettede interesser, som har betydet, at landbruget i 70 år har været fanget i en dødsspiral uden ende, hvor alle – landmænd, forbrugere og naturen – taber, og hvor de eneste vindere er store multinationale kapitalinteresser. Det er netop dét, denne artikel handler om.

Det moderne landbrugs begyndelse
Det moderne danske landbrug fik sin begyndelse med afskaffelsen af fæstesystemet i 17- og 1800-tallet. Gennem en række jordreformer – fra afskaffelsen af stavnsbåndet i 1783 til jordlovene af 1919 – blev godsejere og større jordejere ved lov tvunget til at sælge store dele af deres jord til de bønder, der før arbejdede under dem.

I løbet af denne relativt korte periode, gik hele den danske bondestand således fra at arbejde på godsejernes jorde til at blive selvejende bønder med ejerskab over deres egen jord og retten til frugten af deres arbejde.

Overgangen til selveje, et resultat af årtiers kampe mellem den gamle adelige magt og den nye statslige, løftede utallige mennesker ud af relativ fattigdom og slavelignende arbejdsforhold. Men det var også en proletariseringsproces, der efterlod mange jordløse. Det blev derfor også startskuddet på affolkningen af landområder, hvor flertallet fik fra at være jordbrugere til at blive forbrugere, hvis adgang til mad gik gennem lønarbejde og ofte fra supermarkedet, hvor prisen er afgørende og konkurrencen hård.

Konkurrencen som afgørende drivkraft og startskuddet for andelsbevægelsen
På trods af liberaliseringen af landbruget og udstykningen af jorder, var der i 1800-tallet store interne forskelle blandt bønderne. Mens nogle havde nok til at klare sig og lave de nødvendige investeringer for at følge med udviklingen, var andre afhængige af, foruden dyrkningen af deres egen jorder, at udleje deres arbejdskraft på nabogårde eller arbejde som håndværkere.

Af nødvendighed opstod andelsbevægelsen derfor som en sammenslutning af mindre bønder, som ved at deles om nødvendige men dyre produktionsmidler kunne spare på driftsomkostningerne og på den måde følge med prisudviklingen.

Den værdiløse natur
I 1800-tallet lå store dele af særligt vest- og nordjylland endnu udyrket hen som heder og moser. Men den nye voksende bondestand kaldte på nye jordområder. Derfor slog en gruppe forretningsmænd, ingeniører, godsejere hovederne sammen og dannede Hedeselskabet med formålet om ‘at fremme frugtbargørelsen af de jyske heder’. I løbet af de næste hundrede år, blev flere tusinde anlægs- og landvindingsprojekter af enorme omfang gennemført med massiv statsstøtte og et enigt folketing i ryggen.

Vådområder, kyster, moser og heder blev inddraget og drænet for vand, og der blev om- og anlagt veje og afrettet vandløb, sådan at landskabet i højere grad gjorde sig egnet til konkurrencedygtigt og mekaniseret landbrug.

Ved gennemførelsen af de store tørringsprojekter af vildmosen ved Limfjorden i 1945, udtalte den daværende socialdemokratiske landbrugsminister:

“I stedet for øde, golde, trøstesløse, ubeboede og nytteløse sumpe, der hverken gav beskæftigelse, beboelse eller værdier af nogen art, er det nu blevet en travl arbejdsmark.”

Det er gennem den proces, at det ternede Danmark, som du kender fra flyvinduet, blev til, og de sidste store naturområder blev underlagt markedet. Processen var udtryk for et natursyn, der først nu lader til at blive anfægtet, ifølge hvilket naturen først har værdi i det øjeblik, det kan dyrkes og udnyttes økonomisk.

Morten Korchs Danmark
Alle tre udviklinger – afskaffelsen af fæstesystemet, opkomsten af andelsbevægelsen og hedeselskabets anlægsprojekter – bragte meget godt med sig. Bondestanden gik fra at arbejde under slavelignende forhold til at blive en ganske velhavende klasse i 1900-tallet, og i 1950 stod landbruget for 55 procent af vores nationale eksport og 20 procent af vores samlede BNP og udgjorde et væsentligt element i hele vores økonomi og samfundets udvikling.

På det tidspunkt var der omkring 200.000 heltidsbedrifter i Danmark, og mere end 500.000 mennesker var beskæftiget i landbruget. Et gennemsnitligt dansk landbrug bestod af ca. 15 hektar med et par heste, nogle håndfulde køer og grise, et par hundrede høns og marker med skiftende afgrøder, som hang tæt sammen med husdyrdriften. Det gav beskæftigelse året rundt og gjorde landbruget modstandsdygtig over for udsving i både høst og pris.

Men alle tre udviklinger gødede også jorden, for dét, der kom efter. Landbo-idyllen varede nemlig ikke ret længe. Siden 1950’erne har det danske landbrug været igennem en rivende reorganisering, kaldet strukturudviklingen, der har forandret landbruget i en sådan grad og i en sådan hast, at de færreste – hverken landmænd eller forbrugere – har kunnet følge med.

Færre, større, bedre
Strukturudviklingen er en slags samlet betegnelse for en række forbundne processer, der alle peger i retningen af specialisering, teknologisering og effektivisering – alle direkte eller indirekte foranlediget af konkurrence, og som har fastlåst landbruget i en slags dødsspiral hvor alle – landmænd, forbrugere og naturen – taber, og hvor de eneste vindere er store multinationale kapitalinteresser.

Strukturudviklingen i tal:
– Af de mere end 200.000 heltidsbedrifter i 1950, var der i 1973 godt 80.000 tilbage, i 2002 var tallet 20.000, og i dag er der i omegnen af 8.800 heltidsbedrifter tilbage, på trods af at det samlede landbrugsareal er det samme.
– Hvor det i 1979 kun var 2% af landbrugene, der udgjorde mere end 100 hektar jord, gælder det i dag for 22%.
– De samme 22% af landmændene ejer hele 75% af Danmarks landbrugsjord. Det betyde samlet set, at 62% af vores samlede landareal i dag ejes af af kun 0,6% af befolkningen.
– Det betyder også, at størrelsen på de enkelte landbrug er vokset enormt: Hvor en gennemsnitlig bedrift i eksempelvis 1982 havde en besætning på 169 svin, er det tal i dag 3.000, og det samlede antal slagtesvin, der produceres i Danmark, er steget fra 4 millioner i 1953 til mere end 30 millioner i 2020.
– Samtidig er graden af specialisering steget. I 1970 havde 68% af de danske gårde både svin og kvæg. I 2014 var det faldet til 4%.

Maskinernes indtog
Ofte kædes starten på strukturudviklingen sammen med Marshall-hjælpen og den følgende adgang til import af amerikanske varer til Danmark efter anden verdenskrig. Men også byernes økonomiske vækst og de stigende lønninger i industrien trak fortsat folk væk fra landet og gjorde derfor landbruget afhængig af øget mekanisering.

Ud af de 500.000, der var beskæftiget i landbruget i 1950, er der nu under 40.000 tilbage. I stedet beror landbruget på afbrænding af fossile brændstoffer som aldrig før.

Særligt kødproduktion er i dag næsten fuldstændig automatiseret, og i et konventionelt landbrug kan dyr fødes, leve og dø uden at se solen i enorme lagerlignende bygninger, hvor hver gris har sin egen QR-kode, der kan scannes for alle nødvendige oplysninger, som kan sammenlignes og optimeres på. Foder transporteres ind, kød kommer ud.

På globalt plan forventes efterspørgslen på kød og mejeriprodukter at fordobles inden 2050. Derfor gives der endnu i dag milliarder i stats- og EU-støtte til udvidelser af kvæg- og svine anlæg i det danske landbrug.

Netop kampen om at kunne levere billigt kød og mejeriprodukter til et voksende marked i især Asien er en af de primære drivkrafter bag strukturudviklingen i dag. Det er derfor, at 80 procent af vores landbrugsjord og enorme områder i Sydamerika bruges på at producere foder.

Men store arealer er ikke nok. For at sikre billigt og konkurrencedygtigt kød, må prisen på foderet også holdes nede, og naturen selv er ikke effektiv nok. Det er her kunstgødning og , højt forædlet, det vil sige teknologisk forbedret, såsæd kommer ind.

I dag spiser vi alle sammen kul og olie
Udover den arbejdskraft, som maskinerne med tiden har overtaget, er en af de helt store udfordringer inden for landbruget spørgsmålet om at få tilført nok næring til jorden. Planter kræver energi for at vokse, særligt kvælstof, og hvis ikke jorden tilføres ny næring løbende, udpines den, og afkastet falder.

Egentlig er der mange naturlige måder at holde jorden næringsrig på. Madrester og husdyrmøg kan genanvendes som gødning, og gamle sædskifte-metoder, hvor forskellige afgrøder indføres på rotation, og hvor særligt kløver, bønner og ærter, som kan plantes sammen med, eller mellem, forskellige kornsorter, er gode til at holde jorden næringsrig. Men det er enten besværligt, dyrt eller ikke effektivt nok.

Derfor er langt størstedelen af planteproduktionen både i Danmark og i resten af verden afhængig af kunstgødning for at holde sig konkurrencedygtig.

Kunstgødning er også udbredt i Danmark. Kun økologiske landmænd bruger naturlig gødning, og de udgør kun 8.1 procent af bedrifterne.

På verdensplan anslås det, at omkring 2/3 af jordens befolkning spiser mad, der har kunstgødning som direkte forudsætning. Man kan uden overdrivelse sige, at vi spiser kul og olie.

Cyborg frø
En anden vigtig forudsætning for at kunne producere foder og alle andre planter er frø. Frø kan spises af både mennesker og dyr, og så kan de plantes og blive til flere frø. De er et af naturens vidundere.

Hvor man tidligere kunne nøjes med at købe frø en enkelt gang, som man så dyrkede og fra høsten gemte nye frø, som kunne lægges til side til året efter, er man i dag afhængig af særligt højt forædlede frø for at følge med konkurrencen.

Et eksempel er de såkaldte F2-hybrid frø. De har den fordel, at de giver store og ensartede planter med højt afkast. Til gengæld kan deres frø ikke genplantes. De fleste landmænd er derfor afhængige af at købe nye frø hvert eneste år.

Og frø har flere ting til fælles med kunstgødning og maskiner – de er dyre og fremstilles i langt overvejende grad af enorme multinationale selskaber.

På verdensplan sidder tre enorme selskaber eksempelvis på hele 60 procent af frøproduktionen. Beyer/Monsanto, Chemchina/Syngenta og Dow/Dupont hedder de, og i flere tilfælde har de hvert deres monopol på enkelte afgrøder og kan derfor fastsætte prisen, som de ønsker.

Det stiller store krav til landmænd, som hvert år må sikre sig at have råd til at indkøbe nye frø. Særligt for mindre landbrug i det globale syd er det et problem. I 2012 kædede forsker og miljøaktivist Vandana Shiva en prisstigning på frø og sprøjtegift sammen med den voksende selvmordsrate blandt bønder i Indien.

Så slemt står det ikke til i Danmark. Men stress og depression er stigende problemer for de få tilbageværende landmænd. Effektivitet er dyrt. Og indkøb af maskiner, kunstgødning og såsæd blandet med øget konkurrence, prisfald og støt stigende jordpriser har haft den direkte konsekvens, at landbruget er et af de mest forgældede erhverv i Danmark. Fra 2008 til 2015 steg gælden med 200 millioner og ligger nu på omkring 350 millioner kroner.

Et landbrug dør hver tredje dag
Den stigende konkurrence og de faldende priser skyldes en blanding af nye handelsaftaler, ændrede forbrugsvaner og en voksende middelklasse i Kina og Indien, hvis store efterspørgsel på svinekød og mejeriprodukter trækker lange spor.

Strukturudviklingen har stået på i godt 70 år, men det danske landbrug har aldrig klaret sig dårligere. I 2015 tjente en heltidsbedrift i gennemsnit 300.000 mindre end året før.

Ifølge Institut for Fødevarer og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet er godt 25 procent af alle heltidsbedrifter i Danmark på randen af konkurs, og for svine- og mælkeproducenter er tallet højere endnu.

Alligevel er den eneste måde at følge med prisen at investere i nye maskiner og ny teknologi og at opskalere drifterne for at kunne høste såkaldt ‘stordriftsfordele’.

Som på en fabrik bliver prisen pr. produceret enhed lavere, jo større produktionen er. Det er derfor ofte det krav, bankerne stiller, når en landmand må optage lån for at kunne betale for frø, gødning eller foder til sine dyr. Lånet gives mod, at landmanden går med til at optage yderligere lån for at udvide sin bedrift og på den måde blive mere effektiv og konkurrencedygtig.

Flere og flere siger nej, og resultatet er, at mange må erklære sig konkurs. I de sidste ti år er der i gennemsnit gået et landbrug konkurs hver tredje dag.

Her viser sig imidlertid et nyt problem. De enkelte landbrug er nu så store og så dyre, at unge landmænd aldrig kan komme i nærheden af at få råd til at købe en bedrift. De konkursramte landbrug bliver derfor i stigende grad opkøbt og sammenlagt af store eksisterende landbrugsselskaber eller international kapitalfonde, der med billig udenlandsk arbejdskraft kan videreføre produktionen på konkurrencevilkår.

Ingen hjælp at hente
Herhjemme er en af hovedaktørerne bag strukturudviklingen interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer. De repræsenterer ikke kun landmændene, men hele den såkaldte ‘fødevareklynge’, der også inkluderer de agrokemiske industri samt maskin- og frøproducenter.

Under et påskud om, at den enkelte landmand ikke kan bremse udviklingen og bare må gøre sit bedste for at følge med, opfordres landmænd gennem konsulentbesøg og kurser til at stramme op og effektivisere yderligere ved fortsat at købe maskiner, kunstgødning og højforædlet såsæd.

Samme linje følges i folketinget, hvor både størrelses- og miljøkrav kontinuerligt er blevet lempet i landbrugspakke efter landbrugspakke. Indtil nu har der med andre ord været meget lidt hjælp at hente hos både interesseorganisationer og politikere. Det er dét, der får Thorkild Kjærgaard til at frygte det fremtidige økologiske wasteland.

Det er derfor op til andre, også du og jeg som forbrugere, at tage teten og skubbe omstillingen i gang. Det kan du læse mere om i næste artikel.

Noter:

Dansk landbrugs strukturudvikling siden 2. verdenskrig – Niels Kærgård & Tommy Dalgaard

Dansk landbrugs strukturudvikling siden 1950 – i et internationalt perspektiv – Henning Otto Hansen

Hvad skal vi med Landbruget – Jørgen Steen Nielsen

Landbruget belaster klimaet mere end mange tror – NOAH

Madpakker til Revolutionen – Eskil Halberg

Hungry for land – GRAIN

Sådan ligger landet – tal om landbruget 2017 – Dansk Naturfredningsforening

One Earth – Billions in Misspent EU Agricultural Subsidies Could Support the Sustainable Development Goal – Murray W. Scown, Mark V. Brady, Kimberly A. Nicholas