Artikel

På trods af krigsudredningens klare og entydige konklusioner om, at beslutningsgrundlaget for dansk krigsdeltagelse var et resultat af manipulation for at imødekomme amerikansk udenrigspolitik, kommer der ikke et juridisk efterspil. Dermed kan alle ansvarlige parter passende lægge krigen og dens konsekvenser bag sig.

I kølvandet på offentliggørelsen af krigsudredningen skulle man tro, at det er blevet stadfæstet, at narrativet om Danmarks humanitære og ideologiske krigseventyr, har været en stor løgn. Stort set alle officielle forklaringer for krigsdeltagelse har vist sig at være fordrejede.

Men der findes stadig politikere, som insisterer på og fastholder løgnen.

Ifølge venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, er krigens fatale resultater med drab på samvittigheden åbenbart bagateller:

»Regeringen er renset. Der er tale om fodfejl og småting.«

Hvis krigsudredningens klare konklusioner kan rense den tidligere regering, tør man ikke tænke på, hvad der yderligere skulle være udført af uhyrligheder og manipulationer for at sætte den i dårligt lys.

Ifølge Michael Aastrup Jensen, bør vi fokusere mere på veteranerne, da krigsudredningen ikke indeholder en rygende pistol, og blot er udtryk for “politiske drillerier” og “en akademisk diskussion”, og vi derfor bør sætte punktum og komme videre. 

Legitimiteten af krigen, drab på civile, brud på konventioner, udlevering og overværelse af tortur, samt destabilisering af regionen – alle disse såkaldte politiske drillerier og akademisk diskussioner herom har ingen afgørende betydning grundet forskernes simple konklusion:

»Danmarks militære engagement« er »drevet af danske politiske beslutningstageres vilje til at imødekomme amerikanske ønsker om militære bidrag.«

Prisen for at være en aktiv krigsnation og amerikansk halehæng, er, som vi hører nu, at alle kendsgerninger og konsekvenser ved krigen er ligegyldige. Alle myter og politiske diskussioner i årenes løb om regimeskift, masseødelæggelsesvåben eller udbredelse af demokrati har ingen værdi – Danmarks deltagelse har altid handlet om at tilgodese amerikanske interesser.

Som forskerne påpeger, mangler der klarhed over ”hvilke principper, der lægges til grund for prioriteringer af det militære engagement” og en ”systematisk diskussion af mål, midler, forventet effekt, ressourcer, risici, tidsramme, exit-muligheder, alternativer og konsekvenser ved at sige nej til deltagelse.”

Og hvilken betydning har det for de involverede i krigen, at beslutningen om at være en aktiv krigsnation, som udredningen har konkluderet, kan træffes uden om eksperterne og af blot en lille håndfuld ministrer og embedsmænd i tæt dialog med USA?

Som en tidligere Irak-veteran, Anders Kærgaard udtrykker det:

»Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg er blevet misbrugt i en politisk leg, hvor man bagefter sidder og fniser ad det og siger, at ’det var en fodfejl’, og ’det var ikke rigtig alvorligt’. Modsat os andre, der har betalt med vores tilværelse, liv og lemmer – familier, der er blevet smadret, og civile, der har fået ødelagt deres liv. De, der sidder med ansvaret for, at vi overhovedet kom af sted i første omgang, sidder nu og siger, at vi skal komme videre. Det her er noget, der trækker spor for resten af livet, og de spor er altså ikke altid lige behagelige«.

Rapportens konklusioner kommer selvfølgelig ikke til at have nogle juridiske konsekvenser og dermed kan Michael Aastrup Jensen passende snakke om at sætte et ansvarsforflygtigende punktum.  En ting har han dog ret i: debatten forbliver en akademisk diskussion uden reel praktisk betydning eller efterspil.  

Relaterede artikler