Mere gæld er en lænke om foden på virksomhederne
De forbedrede lånevilkår i bankerne sker gennem regeringens frigivelse af den kontracykliske kapitalbuffer og udstedelse af statsgarantier på lån.

Frigivelsen af kapitalbufferen medfører, at bankernes udlånskapacitet øges med 200 milliarder kroner, som kan lånes ud til virksomheder og private husholdninger. Garantiordningen betyder, at staten garanterer 70% af bankernes lån til virksomheder, der har mistet 50 procent af deres omsætning som direkte følge af corona-epidemien.

I samklang med disse tiltag og Mette Frederiksens appel til samfundssind har landets største banker meldt sig parate til at hjælpe virksomhederne gennem krisen. Nordea og Danske Bank har for eksempel varslet afdragsfrihed på en række banklån, som gør, at den linde strøm af gældsopkrævninger, der normalvis tynger erhvervslivet, kan blive sat på standby, mens coronakrisen huserer. Det kan give dansk økonomi et tiltrængt pusterum.

Bankernes beslutning om at tilbyde afdragsfrihed akkompagneres samtidig af tiltag, der vil gøre det lettere for virksomhederne at optage lån. Blandt andet skal det være muligt for erhvervsdrivende at forhøje kassekreditten eller udvide deres låneramme.

Det er imidlertid ikke hensigtsmæssigt for samfundsøkonomien, at virksomhederne bebyrdes med mere gæld og flere renter. En forøgelse af gælds- og rentemængden blandt virksomhederne vil nemlig utvivlsomt trække mørke spor efter sig ind i fremtiden.

Med en gæld der samlet set er vokset med 800 milliarder kroner siden 2007, er de danske virksomheder i forvejen stærkt forgældede, og en øgning i mængden af lån og renter vil fremadrettet blot reducere virksomheders villighed til at investere i udvikling og produktion og stille medarbejderne i en usikker position. Ligesom vi så det under og efter finanskrisen.

Samfundsøkonomien risikerer derfor at lide et unødvendigt hårdt slag, hvis vi beror på bankernes hjælp til at bringe os gennem krisen og blot stimulerer gældsspiralen.

Lad staten skabe pengene selv
Fra tidligere kriser har vi erfaret, at det kun er staten, der kan garantere, at vi kommer igennem dem. På samme måde kan vi i dag erfare, at det er staten, der må foretage de nødvendige politiske indgreb – både for at inddæmme smitten men også for at redde økonomien.

I øjeblikket står vi overfor et scenarie, hvor mange virksomheder bliver nødt til at forgælde sig yderligere for at klare sig helskindet gennem krisen. Og med garantiordningerne er det staten, der løber størstedelen af risikoen, mens bankerne tager hele profitten.

Men hvorfor skal bankerne profitere på krisen? Hvis staten og dermed skatteborgerne skal løbe risikoen bør det også være staten, der tilegner sig renterne. Hvis risikoen socialiseres, bør profitten det også. Danske Bank har netop meldt ud, at de står fast på at udbetale aktieudbytte på 7,3 milliarder kroner. Det er absurd i en krisetid men endnu værre bliver det med tanke på statsgarantierne på bankens lån og den forstående stigning i mængden af renter og gebyrer, som banken, med løfter til virksomhederne om afdragsfrihed, kan tilegne sig langt ind i fremtiden. Bankerne vil potentielt profitere massivt på krisen og ligeledes vil deres aktionærer de mange kommende år.

Lige så uhensigtsmæssigt det er at stramme bankernes i forvejen stærke greb om virksomhederne, lige så indlysende er det, at krisen ikke bør blive en guldgrube for banksektoren.

Derfor bør staten droppe at bruge bankerne som mellemled og i stedet skabe pengene selv. I Gode Penge arbejder vi for en demokratisering af pengesystemet, hvor det ikke er de private banker, der skaber de digitale penge men i stedet er Nationalbanken. Med simple tastaturtryk kunne Nationalbanken opskrive statens konto, hvilket ville tillade regeringen at give penge til virksomhederne – rente- og gebyrfrit – i det omfang, at de senere betales tilbage gennem skatter. En stat med egen valuta som den danske har på den måde endeløse finansielle midler til rådighed og kan dermed understøtte virksomheder og påtage sig risiko, som ingen private aktører er villige til at påtage sig.

Modsat de private banker, der primært vil yde lån til virksomheder med et solidt økonomisk grundlag, kan staten yde finansiel støtte til erhvervslivet uden at diskriminere på baggrund af størrelse og økonomisk fundament. Det vil være til gavn for eksempelvis socialøkonomiske virksomheder og iværksættere.

Det betyder dog ikke, at staten ikke bør forvalte sine midler mest hensigtsmæssigt. Faktisk vil en opskrivning af statens konto i Nationalbanken muliggøre, at vi på demokratisk vis kan sikre, at pengene kanaliseres derhen, hvor de er til størst gavn for økonomien og samfundet. Staten bør eksempelvis ikke finansiere virksomheder, der prioriterer aktieudbytte og bonusser, men udelukkende dække tab af indtjening og indkomst. Samtidig kunne man ud fra et retfærdighedsprincip indvende, at pengene ej heller bør tilfalde virksomheder, der ikke betaler dansk selskabsskat.

Den politiske opfindsomhed og viljestyrke, som regeringen har udvist gennem de seneste uger, kan på den måde benyttes i et pengepolitisk domæne til at gennemføre reformer, der vil frigøre den danske realøkonomi fra en parasitær banksektor og bringe virksomhederne og deres medarbejdere sikkert gennem krisen.