Artikel
Kun bjergene er min ven er først og fremmest et vigtigt vidnesbyrd og indblik i den umenneskelige politik, som er blevet ført gennem de seneste år i Australien. Men når det så er sagt, peger bogen også på en række problemer i Europa, ikke mindst i Danmark, hvor flygtningelejre, eller ’asylcentre’ som vi kalder dem, så langt fra er et fremmed fænomen. Hvad betyder det at blive indsat i en sådan lejr? Hvilke menneskelige omkostninger har det? Og måske vigtigere: Hvad fortæller et sådant system om det samfund, der har skabt det?
“Undervejs hærges kroppene, de forvrides og nedbrydes under den nådesløse og svidende sol. Psyken opløses og sindssygen presser sig på.”
Det beskæftiger den kurdiske journalist, forfatter, filmmand og flygtning Behrouz Boochani sig med og forsøger at finde svar på i sin på mange måder bemærkelsesværdige og vigtige bog, der nu foreligger på dansk. Først gennem en levende beskrivelse af den angstplagede flugt, først over land og siden over det oprørske hav fra Iran mod Australien, det forjættede land, som viser sig kun at byde på flere prøvelser og lidelser. Under den første rejse går skibet ned og i en dramatisk passage beskrives det, hvordan folk må kæmpe for livet. Ikke alle klarer den, men Boochani reddes i sidste øjeblik:
”Reddet. Overflyttet/ En anden båd / Endnu en rejse fra Indonesien / Endnu en prøvelse, viljen presses.” En dans med døden, som Boochani blandt andet skildrer gennem en lang række dystre, drømmeagtige og mere eller mindre surrealistiske digte, som er et gennemgående træk i teksten:
”Alle vores drømme, al vores frygt, alle de tapre sjæle… / Alt er druknet / En stor ulykke oven i en større ulykke / Den synker ned under bjerge af bløde bølger / Drukner i mørket / Synker ned i det salte Ocean / Opslugt af havet / Opslugt uden nåde”
Undervejs hærges kroppene, de forvrides og nedbrydes under den nådesløse og svidende sol. Psyken opløses og sindssygen presser sig på. For ikke at glemme den altopslugende sult: ”den røg der pustes ud, er gennemsyret af smagen af sult”. Kroppene er ikke længere kroppe, men er reduceret til klumper af kød, og de flygtende er som levende genfærd, levende døde.
“Måske, tænker man, må han netop ty til en digterisk poetisering i forsøget på at sætte ord på de rædsler, som er svære at begribe for fornuften.”
Da båden langt om længe ankommer til Christmas Island skuer de som det første en ”lille, lyshåret pige er ude at bade og leger i vandet, hun skænker os ingen som helst opmærksomhed”, et billede som står i skærende kontrast til den netop overståede flugt, hvor havet har vist sig fra sin mest uhyrlige side. Men det nys opvakte håb slukkes hurtigt og prøvelserne er først lige begyndt. Boochani sendes ud på en lille ø ude midt i ingenting og er nu et ”knust menneske. En der er fuldstændig ydmyget. Værdiløs” og udbryder derefter: ”Hvilken forbrydelse har jeg begået der retfærdiggør, at jeg skal lægges stramt i håndjern og føres ombord på et fly?”
I fængslet på Manus hersker, hvad Boochani benævner ’Det Kyriarkiske System’, ”en kultur af systematisk vold”. Det Kyriarkiske System og vagterne berøver fangerne al menneskelig værdighed og nedbryder dem systematisk. ”Det virker til at være deres eneste opgave: at skide på fangernes mentale helbred og overlade dem til at stirre fortabte på hinanden” skriver Boochani. Ikke underligt at han blandt andet må ty til forfattere som Kafka og Camus i forsøget på at beskrive den meningsløse, organiserede vold, som flugttilværelsen byder på. Tilløb til oprør nedkæmpes med en nådesløs voldsomhed, og flere fanger slagtes som kvæg. Mange ser, ikke uden grund, selvmordet som den eneste udvej. Frygten og den ulidelige varme dominerer: ”Fangerne er som små stykker kød i en trykkoger af metal”. Mareridt, håbløshed, magtesløshed og vanvid er eneste faste føde i fængslet.
Boochani kombinerer i sine skildringer det politiske med det surrealistisk og filosofisk-eksistentielle, det konkret berettende med poetiske afstikkere og excesser. Måske, tænker man, må han netop ty til en digterisk poetisering i forsøget på at sætte ord på de rædsler, som er svære at begribe for fornuften.
Og så er der hele bogens bemærkelsesværdige tilblivelseshistorie. For det var under fangeskabet på Manus, at Boochani på utrolig vis skrev bogen på sin mobil og sendte kortere og længere tekstbidder til sin forelægger og oversætter, der oversatte bogen fra persisk til engelsk.
Derfor kan man da også med god grund tale om, at det er et unikt stykke litteratur, sådan som det færdige resultat træder frem. Litteratur, der ikke mindst vidner om Boochanis enorme modstandskraft og mod til fortsat at kæmpe, selvom alt og mere til er blevet taget fra ham. Dermed står Kun bjergene er min ven også tilbage som et ubetinget vigtigt og absolut nødvendigt vidnesbyrd, ikke om et forbigående fænomen, der har været, men en menneskelig og menneskabt katastrofe, som finder sted her og nu.
I 2019 blev Boochani tildelt Australiens fineste litterære pris, men kunne ikke modtage den personligt, da han stadig befandt sig på Manus. Sidenhen blev Boochani inviteret til en newzealandsk litteraturfestival og vendte aldrig tilbage til Manus. I dag er han således bosat i New Zealand og er en vigtig stemme i flygtningedebatten.
Relaterede artikler
Udstillingen Elitism Sucks udfordrer kunstens hvide rum
En gammel 5-etagers industribygning i Københavns Nordvestkvarter er midlertidigt blevet indtaget af 5 forskellige kuratorer inviteret af foreningen Art Hub. I stuen har kollektivet FCNN (Feminist Collective with No Name) kurateret udstillingen Elitism Sucks. De udstillede kunstnere undersøger alle på hver deres måde, hvordan racialiserede kroppe kan indtage og åbne ellers ekskluderende, hvide, intellektuelle rum op ved brug af tekstiler, installation, video og fotografi.
“Jeg synes ikke, at alle kan være en del af den offentlige debat, når udtryksformen er traditionel”
Hvad kan kreativ aktivisme, som traditionel aktivisme ikke kan? Og hvad sker der, når 50 unge mennesker samles på en ø for at skabe politisk og social forandring gennem performative udtryksformer? Respons har snakket med fem forskellige deltagere fra RE:ACT ungdomsfestival om forventninger, overraskelser, og hvad de unge kan tage med fra festivalen, når de fremover vil forsøge at skabe forandring i samfundet.
Rap er samfundskritik der holder dig til ilden
Rap kan tilbyde en direkte formidling af komplekse problemstillinger og møde folk i øjenhøjde. Og så kan rap nå ud til mennesker, der ellers ikke er en del af samfundsdebatten. Det mener Mahmoud Ismail, der er aktiv i initiativet Rapolitics, og som bruger rap i sit arbejde med Palæsina. Respons mødte Mahmoud Ismail på ungdomsøen til RE:act-festival, hvor han ledte workshoppen Poetic Justice.