Artikel
22. december 2019
Af Iben Holck og Sofie Bervild
Fotos af Tharaa Captan og Sofie Bervild
”Jeg vil være en del af det her. Man kan mærke, at det er et historisk øjeblik” siger 26-årige Wissam, da vi møder hende på Sahet el Nour pladsen i Tripoli i det nordlige Libanon.
Siden d. 17. oktober har flere tusindvis af mennesker samledes her, og rundt omkring på pladser og gader overalt i Libanon, i protest mod det nuværende system.
Vi var i Libanon, da protesterne brød ud, og har over de sidste to måneder mødt og snakket med unge på gaden, for her at dele deres syn på begivenhederne og landets situation.
Alle på gaden
Wissam bor i Tripoli med sine forældre, og var på pladsen med sin mor den nat, protesterne brød ud. Hun var på vej hjem fra sit arbejde i Beirut, og fandt først ud af, hvad der var ved at ske, da hun trådte ind af døren derhjemme. Hendes mor stod og så nyheder og var syg af bekymring for, om Wissam ville komme sikkert hjem.
Men kort tid efter stod de selv nede på gaden, griner Wissam.
”Min mor er en revolutionær kvinde, og hun var faktisk mere ivrig end mig for at komme ned og deltage i protesterne. Så vi sneg os ud bag min fars ryg. Klokken 1 om natten var vi her midt på pladsen. Sådan noget ville aldrig ske normalt. Vi holdt et banner og så på, hvad der skete omkring os. Folk brændte bildæk af og sang smukke slagsange som ‘Asshaab yuriid isqaad alnizam’ (Folket vil ned med regimet)”.
På Sahet el Nour pladsen i Tripoli møder vi også ægteparret Tharaa og Rashed, der var til stede samme sted, da det hele begyndte.
”I starten var der ingen organisering. Vi var bare alle mulige mennesker samlet om at udtrykke vores had til de regerende politikere”.
På anden-dagen af protesterne havnede de midt i en skudepisode på pladsen. En tidligere politiker fra parlamentet kom og ville deltage i protesterne for at gøre det til sit eget politiske projekt. Folk råbte af ham og kastede tomme plastflasker for at få ham væk. Så gik hans bodyguards, ifølge Rashed, i panik og begyndte at skyde direkte mod demonstranterne. Tharaa og Rashed gemte sig bag en busk, hvorfra de kunne se flere sårede, der lå omkring på jorden.
Først da nogle demonstranter begyndte at kaste sten mod de to bodyguards, stoppede de med at skyde og flygtede sammen med politikeren i hans bil.
“Folk var rasende. Det var første gang i mit 38-årige liv, jeg bandede”, griner Rashid og beskriver pladsen som rent kaos efter skyderiet. Demonstranter brændte bildæk af, og pludseligt kom en ung maskeret fyr hen med kulsorte hænder fra afbrændingerne, og favnen fuld af chokoladeæsker fra luksusmærket Patchi.
“Han spurgte, om jeg ville have noget, og jeg forstod slet ikke, hvad der foregik. Så gik det op for mig, at demonstranter måtte være brudt ind i den Patchi butik, der ligger lige ved siden af pladsen”.
Patchi er ejet af Libanons kommunikationsminister. Den person, som stod bag WhatsApp skatten, hvilket var med til at udløse demonstrationerne.
“Det er selvfølgeligt ikke ok at bryde ind, men de her unge mennesker er blevet frataget alting og har aldrig drømt om at kunne spise sådan noget. Nu gik han og delte Patchi chokolade ud til alle”.
Også i Libanons hovedstad Beirut begyndte folk at gå på gaden. Her falder vi i snak med 23-årige Hussein på et gadehjørne under en af de mange demonstrationer, som han dagligt deltager i. Hussein bor i en forstad syd for Beirut, men den aften protesterne brød ud, var han i Beirut, på vej ud for at spise med nogle venner.
Sammen med en masse andre mennesker så de i nyhederne, at folk var begyndt at protestere omkring Riad el Solh pladsen i Beiruts Downtown område. De besluttede sig for at slutte sig til protesterne og blev på gaden ind til næste dag. Stemningen var intens, fortæller Hussein. Folk var vrede, og natten lang blev de mødt af store mængder tåregas fra politiet.
Den stemning fortsatte, ifølge Hussein, i dagene efter. Der var ingen form for organisering. Det gjaldt bare om at være på gaden hele tiden:
“‘Hvad end det er, gå på gaden’, var det motto, alle levede efter, døgnet rundt. Nogle dage sov jeg slet ikke, andre dage måske 1 – 2 timer på gaden”.
Hussein har en bachelor i biologi, men er ligesom tusindvis af andre libanesiske unge arbejdsløs. Han mener, at protesterne blev antændt af utilfredshed med en lang række begivenheder, herunder oliekrise, mangel på mel og krise i landets valuta.
Efter det hærgede en massiv skovbrand i landet i flere dage, fortæller Hussein, uden at regeringen gjorde en ordentlig indsats for at stoppe den.
Da regeringen i stedet annoncerede ny skat på WhatsApp, flød bægeret over, forklarer Hussein. WhatsApp er den mest anvendte kommunikationskanal i Libanon, og er en gratis tjeneste over hele verden.
“Folk mistede besindelsen og gik på gaden. WhatsApp skatten blev et symbol på, hvor ligeglad regeringen er med folket. Deres korruption har skabt et kæmpe underskud i statsbudgettet, og deres eneste løsning er at skabe langt ude skatter på folket”.
Wissam ser også opstanden som reaktion på meget mere end selve WhatsApp skatten:
“Den åbenlyse korruption i landet gør, at vi i virkeligheden slet ikke har vores basale rettigheder. Vi har politikere og partimedlemmer, der intentionelt lader være med at støtte den offentlige sektor, fordi de har aktier i private universiteter, privatskoler og privathospitaler”.
Det er kravet om en ny uafhængig regering af eksperter, frem for sekteriske ledere, der har samlet demonstranter med vidt forskellig baggrunde på tværs af Libanon i disse måneder, fortæller Hussein.
“Vi siger ‘Killon yanni killon’, hvilket betyder ‘Alle sammen det vil sige alle sammen’. Vi vil af med hele den regerende klasse”.
”Folk er begyndt at se fremad og bygge videre på, hvad vi allerede har opnået. Det har givet mig en ny gejst”.
Han fortæller blandt andet om en bevægelse af semi-spontane, daglige demonstrationer i Beirut.
“Det er virkeligt en græsrodsindsats. Der er ikke nogen, der styrer det. Vi har bare nogle WhatsApp grupper, hvor vi deler beskeder mellem os med opfordringer til forskellige protester. Hvis du ser en annoncering af en protest, du synes er legitim nok, tager du derhen”.
Mange af protesterne retter sig mod institutioner, som demonstranterne betragter som korruptionens ansigter. Hussein har denne dag netop deltaget i én foran elektricitetsselskabets hovedbygning.
“Vi demonstrerede der, fordi det korrupte politiske system gør, at vi i Libanon kun har begrænset adgang til elektricitet. Hvis ikke du vil have strømafbrydelser flere timer dagligt, skal du betale dyrt for generatorer. Der har altid været falske løfter og løgne omkring store energiprojekter, men korruptionen har hver gang ført til, at de ikke er endt med noget”.
På Sahet el Nour pladsen i Tripoli er organiseringen også begyndt. Her bliver der hver aften, siden de første par dages hektiske begivenheder, skabt en feststemning, hvor tusindvis af Tripoli borgere samles. Det bugner med madboder, candyfloss og balloner. En duft af popkorn breder sig, og folk sender lanterner mod himlen.
Det er dog ikke feststemningen her, der dagligt trækker Tharaa, Rashed og Wissam til pladsen. Tharaa og Rashed viser os hen til et område i forlængelse af pladsen, hvor klynger af åbne telte og små pavilloner er stillet op. De forklarer, at forskellige grupper af borgere står for teltene.
Ligesom i Beirut understreger Rashed den flade og spontane struktur i dette område:
“Der er ingen i dette rum, der påkalder sig ansvaret eller som fortæller andre, hvad de skal gøre. Hvis folk enes om en idé, er der plads til, at de kan gå sammen og starte et initiativ op”.
Et andet initiativ sker mellem teltene. Her er en gruppe af mennesker samlet omkring en agora, der er skabt af et stort plasttæppe på jorden. Fra et træ hænger en elektrisk pære og oplyser et centrum. En mikrofon går på runde, og efter tur træder unge som ældre ind i den oplyste midte for at dele ord med resten af mængden.
Rashed fortæller, at de har skabt agoraen som et rum for fælles samtaler, hvor alle skal kunne være med, lige meget hvilken baggrund, man har:
“Der er oftest nogle professorer, der modererer diskussionerne om mulige løsninger på landets situation, men det er folket, der kommer og fortæller om de problemer, de ser, og deres visioner”.
I et af de telte, vi kommer forbi, står Wissam for sammen med en gruppe venner. De har døbt det ‘Revolutionsbiblioteket’. De havde bare taget teltet med hen til pladsen, fordi det styrtede ned med regn, og de nægtede at forlade gaden, når deres krav stadig ikke var blevet imødekommet. I ly af regnen opstod ideen om at indrette teltet til et bibliotek.
“Teltet er fuld af bøger nu, der er doneret af os selv og andre. De har alle revolution som omdrejningspunkt og handler om alt fra juridiske perspektiver til andre revolutioner som Det Arabiske Forår, fra selvudvikling til den libanesiske konstitution. Lokale kommer forbi og læser, deler bøger og har semi-spontane diskussioner her. Det er vigtigt for os at fastholde biblioteket som et rum, der ikke er kontrolleret af eller fokuseret mod noget bestemt. Det skal være et sted, hvor almene borgere kan mødes og dele perspektiver”, fortæller Wissam.
Trods et vedvarende engagement, ser både Wissam, Rashed, Tharaa og Hussein en lang vej foran sig, til der sker de ønskede forandringer i systemet.
“Jeg håber, vi fortsætter med at demonstrere til den bitre ende. Men vi ser ingen tegn på, at vi kommer til at opnå de ting, vi kæmper for”, fortæller Rashed.
“Politikerne på magten nægter at trække sig”, uddyber Tharaa og forklarer, at hun ikke tør kigge ind i fremtiden. I stedet prøver hun at leve fra dag til dag.
Da vi møder Hussein halvanden måned inde i protesterne, er hans håb også dalet. Han fortæller, hvordan bevæbnede borgere, der støtter siddende politikere, igen og igen angriber demonstranterne:
“De kommer her til Downtown i store flokke på motorcykler med kæder og knive og tæsker os og smadrer vores telte. Politiet gør stort set ikke noget for at beskytte os”.
Det skaber frygt og usikkerhed i folk, siger han, og får færre til at gå på gaden.
Alligevel er Hussein glad for, at opstanden er sket:
“Før dét her, var der aldrig nogen, der gjorde noget, lige meget hvor vrede folk var over en situation. Nu er det libanesiske folk mobiliseret og forenet mere end jeg nogensinde før har set – på tværs af sekter, religioner, kulturelle baggrunde og klasser”.
I Tripoli finder Rashed og Tharaa også glimt af håb i den forening, de har oplevet under demonstrationerne i den ellers meget opsplittede befolkning.
“I mere end 30 år har regimet splittet os ad ved at skabe sekterisk had mellem forskellige grupper af befolkningen” forklarer Rashed og fortsætter: “Selvfølgeligt forsvinder alt det, vi har båret rundt på, ikke på én dag, og der er stadig mange i befolkningen, der er bange for hinanden”.
“Men jeg føler, at folk er begyndt at få øje på nye positive ligheder mellem hinanden. Så måske er dét et nyt håb for fremtiden”, siger Tharaa, inden hun tager sine to børn i hånden og slutter sig til dagens march rundt i byen.