Musikken som våben – en fortælling fra Myanmar
Midt i folkemordet mod muslimerne i Myanmar, sidder både muslimske og buddhistiske unge i afmagt og frustration over, at autoriteten i samfundet bestemmer landets skæbne. Ytringsfriheden er begrænset og direkte kritik kan føre til fængsling. Derfor tager de unge andre midler i brug: metaforer i lyrikken.

Artikel

1. november 20176
Af Belkisa Selmani
Fotos af Voice of the Youth

“Vi kan ikke bekæmpe våben, men vi kan bringe humaniteten tilbage” – sådan lyder det fra Darko, direktøren af NGO’en ’Turning Tables’ i Myanmar, som forsøger at forene unge med forskellige religøse og kulturelle baggrunde gennem musikken: 

“Deres forældre har fortalt dem, at de ikke må være venner. Men i øvelokalet har de fået bekræftet, at den information, de har fra deres forældre og fra offentligheden om hinanden, er forkert. Jeg ser Turning Tables som en slags bevægelse, som måske kan lede til en kulturel revolution.”

Ordene får en melankolsk klang, når Darko begiver sig dybere i sin fortælling om unge, der bruger musikken som en stemme til deres indre frustrationer. Han befinder sig i Yangon i Myanmar – landet, hvor folkemord i skrivende stund finder sted. 

Siden ”Turning Tables” blev etableret i Danmark, har projektet fundet sin plads i forskellige konfliktramte lande med det formål at bemyndige den marginaliserede ungdom, som står over for udfordringer med bestemte sociale normer. Normer, der i Myanmar forhindrer unge i at ytre sig og i at danne bekendtskaber på tværs af kultur og religion. Her bliver særligt hadet mellem buddhister og muslimer avlet videre som propaganda til politiske formål.  

“Musikken kan ændre tankegangen”

Darko er selvlært musikant med stor passion for musik. Siden organisationen kom til Myanmar i 2013 meldte han sig ind:

”Jeg fandt ud af, at vi kunne gøre noget stort med musikken; at unge kan bruge deres kreativitet som et stærkt våben for at bekæmpe uretfærdigheden, diskriminationen og de sociale love, som lige nu forhindre dem i at vokse. Landet har brug for dem.”

Selvfølgelig kan det ikke stoppe folkemordet nu, men det kan være med til at ændre folks tankegang, mener Darko. Og det ser han som det mest afgørende for ungdommen i Myanmar lige nu: 

”Det, som sker nu, opdeler landet i forskellige dele: folk samler sig nu i grupper for at beskytte deres race, legitimitet og land. Alle skal have ret til deres menneskelighed og for at gøre dette til en selvfølge, mener jeg, at man må ændre folks tankegang. Og det er dét musikken kan. Den åbner din bevidsthed, og gør dig modtagelig over for budskaber.”

Metaforer for Rhakine og Rohingyaerne
Ifølge Darko har den militære leder i landet mere magt end den nuværende leder Aun San Suu Kyi. Han har den fulde kontrol over landet, og mange bliver fængslet for at kritisere lederne, både de militære og Aun San Suu Kyi. Definitionen på den nuværende ytringsfrihed i landet nu, er at undgå at fornærme lederne. Hvis de unge kritiserer konflikten direkte, vil de blive mødt med en fængselsdom. Derfor er musikken og budskaber pakket ind i lyrik et vigtigt projekt for Darko og ungdommen i Myanmar. Her kan de råbe op poetisk.

Senest har ’Turning Tables’ kørt projektet ”Voice of the Youth”. Det her år optræder en ung deltager i projektet med en sang, som adresserer den væbnede konflikt mellem Rhakine etniske buddhister og Rohingya muslimerne, som han kun kan omtale metaforisk. Han pointerer blandt andet, at den reelle fjende er militæret og ikke andre mennesker, som er kommet til landet – hermed referer han til Rohingya muslimerne. 

Så selvom de unge endnu ikke kan kritisere magten direkte, er Darko fortrøstningsfuld: 

”Frem for at træne de unge mennesker til at kæmpe i en krig, de ikke tror på, eller undervise dem i konfliktløsning giver vi dem nogle andre værktøjer – det kan politiet og militæret ikke gøre noget ved, for vi laver bare musik. Det er meget stærkt, og det viser, at der er håb.”

 

Interview oversat af Belkisa Selmani