Artikel

Der er siden folketingsvalget 2015 gennemført 98 stramninger på udlændingeområdet, og der er flere stramninger på vej. Med Finansloven 2019 følger oprettelse af et udrejsecenter på øen Lindholm, reduktion af Integrationsydelsen og et loft på antallet af familiesammenføringer. Det betyder, at antallet af stramninger under Inger Støjbergs tid som minister fylder rundt; 100 stramninger.

Ved 50 stramninger blev det fejret med Inger Støjbergs famøse kage. Jeg tør ikke gætte på, hvordan milepælen fejres denne gang. I de snart fire år med Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister er det ikke de utallige stramninger, der fylder mest i min hukommelse. Det er derimod ministerens retorik og degraderende diskurs, der udbreder og normaliserer et rangeret menneskesyn i samfundet og skaber et andenrangsborgerskab.

Når magthavere fejrer et individs ulykke, reduceres det til andenrangsborger

Som teenager arbejdede jeg som telefonsælger. Vores salgschef motiverede os ved at demonstrere optællingen af dagens salg på en stor iøjnefaldende tavle. Hver gang vi solgte, skulle vi sætte en streg på tavlen. På udlændinge- og integrationsministeriets hjemmeside, eller rettere sagt forside, har man i dag noget lignende. Her findes et stort banner, der tæller regeringens ’stramninger på udlændingeområdet’.

Tælleren viser i skrivende stund 98 stramninger. Man kan klikke videre og læse om alle 98 stramninger. Nummer 29: ’smykkeloven’. Nummer 33: ’stop for kvoteflygtninge’. Nummer 51: ”Ophævelse af 2-årsfristen i sager om familiesammenføring med børn” – det var det lovforslag, der på trods af advarsler fra alle fronter blev hastebehandlet på to dage og siden har ført til udvisning af omkring 80 børn, herunder den 13-årige Mint.  

Den hårde og diskriminatoriske politik, der blandt andet har ført til de snart 100 stramninger begrundes ud fra nødvendighed – nødvendighedens politik. Ifølge politikerne, herunder statsministeren og ikke mindst Inger Støjberg, skal disse politiske beslutninger sikre sammenhængskraften i det danske samfund, både socialt, kulturelt og økonomisk.

Lad os for en stund købe præmissen om, at der findes en nødvendighedens politik. Lad os antage, at enhver stramning, der er foretaget, er en reel og nødvendig akt der har til formål at beskytte det danske samfund. Lad os for eksempel antage, at det ér absolut nødvendigt, at en syrisk alene-mor med tre børn nægtes asyl, hvis Danmark skal overleve som nation. 


Hvis der findes en sådan nødvendighedens politik, er det jo godt, at vi har politikere, som Inger Søjberg, til at træffe de svære beslutninger og realisere den nødvendige politik. Der er bare en væsentlig forskel på at realisere nødvendighedens politik og det, at fejre den smilende og med kage.   


Lad mig give et eksempel. I sidste måned så jeg en tv-reportage om borgmesteren i Hjørring. Hjørring kommune er i en vanskelig økonomisk situation, der blandt andet betyder, at borgermesteren er nødt til at lukke et plejehjem. Borgmesteren træffer den svære beslutning og lukker plejehjemmet, for det er nødvendighedens politik. Frustreret og bedrøvet slår han ud med armene og med en knækket stemme erkender han, ”vi voldtager jo borgerne.”  

Og her er så forskellen på Inger og borgmesteren. For Inger er nødvendighedspolitikken ikke ulykkelig, den er glædelig.

Der er gået næsten to år siden kagefejringen. Billedet har brændt sig fast på min nethinde. Det er ikke blot et billede, men et manifest – grundlaget for hele Inger Støjbergs politiske tilgang og ikke mindst afstumpede menneskesyn.

Et manifest, der ikke bare erkender, at nogle mennesker er mindre værd, men celebrerer, at deres mindreværd nu afspejles i loven. En blåstempling af uligeværdighed, hvor et individs ulykke er det andets lykke. Hvor uligeværdighed er retfærdighed. Hvor der er borgere og andenrangsborgere. 

Ikke én eneste håndsrækning

Alt dette vedrører ministerens ’udlændingeområde’, men mindst lige så grotesk og melankolsk står det til på ’integrationsområdet’. I sin periode som integrationsminister har der ikke været én eneste håndsrækning eller skulderklap til de herboende etniske minoritetsborgere. Ikke engang dem, der klarer sig godt i samfundet. Ikke engang dem, der klarer sig bedre en den gennemsnitlige etniske dansker.    

Da Inger Støjberg var med i radioprogrammet ’Bagklog på P1’, henviser værten til nye undersøgelser, der viser, at muslimske piger stormer frem i studierne og har overhalet etniske danskere. Men Inger er ikke imponeret og svarer, at selv om det nok går godt, så er der utroligt meget social kontrol i de muslimske kredse.

Hendes respons er en nøgtern opsummering af hele ministerperioden. En periode med udelukkende fokus på det negative, diskriminerende forskelsbehandling og en genuin degradering af etniske minoritetsdanskere.

Det rangerede menneskesyn normaliseres

Det er ikke de 100 stramninger, som jeg finder mest bekymrende ved Inger Støjberg. Det er derimod det, hun foretager sig uden for Folketingssalen, hvor en sideløbende retorik udbreder og normaliserer et rangeret menneskesyn i samfundet.

For det første har et rangeret menneskesyn mere omfattende konsekvenser og større berøringsrækkevidde i samfundet end enhver lovgivning. Når der eksempelvis spyttes på mennesker på flugt, har det ikke kun noget at gøre med den gennemførte politik, men i høj grad med den herskende retorik.    

For det andet er et rangeret menneskesyn en absolut nødvendighed for, at der kan lovgives, som der gør. Det er vigtigt at forstå, at ingen minister, heller ikke Inger Støjberg, på sin første dag på kontoret ville kunne lovgive om obligatorisk håndtryk ved statsborgerskabsceremoni. Denne og tilsvarende diskriminatoriske lovgivninger er et resultat af den forudgående kontinuerlige og konsistente degraderende retorik, der normaliserer uligeværdigheden.

Man kan ikke lovgive inhumant mod det humane, hvorfor man indleder med at dehumanisere. Det er ikke første gang i historien, det sker.

Relaterede artikler