Artikel
Anbringelse på udvisningscentrene Sjælsmark og Kærshovedgård har kun fået 4-5 af beboerne til at rejse hjem. I stedet sidder mange af beboerne på centrene i længere perioder, hvilket har store konsekvenser for deres fysiske og mentale helbred.
Sådan lyder konklusionen i den nye rapport ‘Stop Killing Us Slowly’, som er udarbejdet af Forskerkollektivet Freedom of Movements i samarbejde med en række frivillige organisationer samt beboere på udvisningscentrene. Rapporten undersøger for første gang udvisningscentrenes effekt på de mennesker, som er anbragt der. Rapporten undersøger både de tilsigtede mål om at få afviste asylansøgere til at rejse frivilligt hjem, og de utilsigtede effekter som en anbringelse på udvisningscentrene har på personer, som i forvejen er sårbare.
“Centrene har en række utilsigtede effekter, som, ifølge rapporten, tilsammen gør en anbringelse på et udvisningscenter til en af de hårdeste domme, vores samfund giver.”
Ifølge rapporten er kun 4-5 beboere vendt tilbage til deres oprindelsesland som følge af et ophold på udvisningscentrene. Et uvist antal er i stedet gået under jorden og lever nu som illegale mennesker på flugt i Danmark eller et andet sted i Europa. Og mellem marts 2016 og december 2017 fik 44 beboere genåbnet deres asylsager, hvoraf fik 22 beskyttelsesstatus og skulle dermed aldrig have været anbragt på centrene.
I stedet har centrene en række utilsigtede effekter, som, ifølge rapporten, tilsammen gør en anbringelse på et udvisningscenter til en af de hårdeste domme, vores samfund giver.
Beboerne nedbrydes fysisk og mentalt
Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg har tidligere udtalt, at udvisningscentrenes opgave er ‘at gøre livet utåleligt’ for beboerne, for på den måde at presse dem til at forlade Danmark. Det gøres via de såkaldte motivationsfremmende foranstaltninger.
De motivationsfremmende foranstaltninger indbefatter ifølge rapporten:
– Centrenes isolerede beliggenhed, som gør det svært for beboerne at forlade centrene, selvom de i princippet har ret til det.
– Manglen på kostpenge. I stedet serveres der mad i cafeterier men der tages ikke hensyn til alder, helbred eller religion.
– Beboerne har ingen ret til arbejde eller uddannelse, og begrænset adgang til andre meningsfulde aktiviteter. Børn må dog gå i skole.
– Meldepligt. Beboerne skal registrere sig på centret 5-7 gange om ugen.
– Begrænset adgang til sundhedspleje og behandling. Ingen juridisk bistand under asylansøgningsproceduren.
– Fængsling bruges aktivt for at presse beboerne.
“Vi ser her, hvordan folk gradvist bliver vanvittige. De trækker sig tilbage, bliver paranoide, begynder at tale med sig selv. De begynder at bruge stoffer, nogle begynder at skade sig selv eller andre. De dør indeni. Langsomt slår de os ihjel, men staten forstår ikke sin egen rolle i dette.” – Adama, beboer i Sjælsmark.
Ifølge rapporten har den meget begrænsede mobilitet, ledigheden, den sociale isolation og fraværet af indflydelse på egen hverdag alvorlige psykiske konsekvenser for personer, som opholder sig på centrene i længere tidsperioder. Samtidig resulterer forholdene i et øget antal af sygdomme hos beboere, såvel som angst, forsøg på selvskade og selvmordsforsøg.
Derudover påpeger rapporten, at mange mennesker, som er eller har været på flugt, lider af eksempelvis posttraumatisk stress eller lignende lidelser – og i den forbindelse, at Sjælsmark ligger på et aktivt militært øvelsesområde, hvor der jævnligt afholdes øvelser med våben.
Adama, som er bosat i Sjælsmark, udtaler til rapporten:
»Vi ser her, hvordan folk gradvist bliver vanvittige. De trækker sig tilbage, bliver paranoide, begynder at tale med sig selv. De begynder at bruge stoffer, nogle begynder at skade sig selv eller andre. De dør indeni. Langsomt slår de os ihjel, men staten forstår ikke sin egen rolle i dette.«
Ifølge rapporten bor der lige nu 70 børn i Sjælsmark.
Mange kan ikke rejse hjem
At så få er endt med at rejse tilbage til deres hjemland skyldes ifølge rapporten, at mange ikke tør vende hjem, af frygt for at blive slået ihjel eller tortureret. Det på trods af, at hjemlandet er erklæret sikkert af de danske myndigheder.
I 2017 begyndte udlændingestyrelsen at inddrage opholdstilladelser for somaliere, efter at have erklæret Somalia et sikkert hjemland. Det viste sig imidlertid, at den udsendte delegation ikke selv turde forlade lufthavnen.
Andre beboer kan, på trods af deres egne ønsker, ikke vende hjem af praktiske eller politiske årsager. Nogle er de facto statsløse; de har ikke statsborgerskab i noget land. For andre nægter deres hjemland at tage imod dem. Det var tilfældet for 138 irakere tidligere i år. Eller også eksisterer der ingen statslige myndigheder, som kan tage imod dem, hvilket er tilfældet i Somalia. Disse mennesker er hvad rapporten kalder juridisk strandede.
Det bør bemærkes, at disse personer formelt set har ret til opholdstilladelse. Ifølge udlændingelovens §9c, kan personer få opholdstilladelse for ét år ad gangen, hvis det ikke har været mulig at hjemsende dem efter 18 måneder. Men siden 2012 er der ikke blevet udstedt en eneste opholdstilladelse via denne paragraf.
En juridisk gråzone uden rettigheder
Også i henhold til dansk lovgivning er beboerne på udvisningscentrene juridisk strandede. Beboerne befinder sig ifølge rapporten i en juridisk gråzone, fordi anbringelserne ikke gælder som frihedsberøvelse i juridisk forstand. Beboerne har teknisk set ret til at forlade centret, når som helst. De praktiske omstændigheder gør imidlertid, at denne frihed er stærkt begrænset.
Den juridiske forskel gør, at de regler og forordninger, som gælder for en almindelig fængsling, som eksempelvis tidsbegrænsning, ikke gælder for beboere på udvisningscentrene. Frihedsberøvelse uden tidsbegrænsning er i strid med artikel 5 i den Europæiske Menneskeretskonvention.
Det er ifølge rapporten kun meningen, at beboerne skal bo i centrene i nogle få uger, inden de udvises. Men fordi mange af dem ikke har mulighed for at rejse hjem, har nogle beboere siddet i et udvisningscenter i flere år. Som reglerne er nu, kan de potentielt sidde der for evigt.
Beslutningen om at rykke mennesker til udrejsecentrene træffes desuden uden juridisk opsyn, og kan ikke ankes. Beboerne er dermed fastlåst i en situation, hvor de har meget begrænsede muligheder for at anfægte deres forhold.
Ideen om udvisningscentrene blev til under den daværende SRSF-regering i 2013 ved en aftale mellem regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance. Det første udvisningscenter, Sjælsmark, åbnede i 2015, og året efter åbnede Kærshovedgård.
Forud for åbningen af det første udvisningscenter udtalte daværende Justitsminister Morten Bødskov fra Socialdemokratiet, at: »afviste asylansøgere skal rejse hjem, for de har ikke noget at gøre her i Danmark. Der er ingen fremtid i at sidde her i Danmark i et asylcenter.«
Samlet konkluderer rapporten, at udvisningscentrene ikke har bidraget til at give de afviste asylansøgere en fremtid. I stedet for at sidde på et asylcenter, sidder de nu, retsløse og fredsløse, under værre forhold på et udvisningscenter uden fremtidsudsigter eller rettigheder.
Relaterede artikler
Én fjer blev til islamistisk indtog på Københavns Universitet
Siden Weekendavisens Katja Kvaale i april måned advarede om stortrivende islamisme på Københavns Universitet har historien skabt overskrifter og vakt røre helt inde på Borgen. Det eneste, det fejlagtige debatindlæg og de tilhørende reaktioner dog har afsløret, er et systematisk svigt over for sandhed og saglighed, skriver studerende Masih Sadat.
‘Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks’
For en irakisk familie har den positive modtagelse af ukrainske flygtninge betydet, at de nu er blevet tvangsflyttet til et andet asylcenter, hvor livet kun er blevet hårdere for dem.
Feministisk byplanlægning skaber byer, der favner alle – også mænd
For få byrum favner indbyggernes mangfoldighed. Det er et samfunds- og sundhedsmæssigt problem, men løsningen findes allerede, mener byudviklere bag nyt pilotprojekt. Gennem feministisk byplanlægning forpligter man sig nemlig på diversiteten.