Digt

Han siger “ignorer dem”, og han lægger hånden på hendes lår, hun svarer ved at smile og tager en tår af sin øl. Synker i store slurke for at sluge gråden, der sidder i struben. Han siger, “jeg kender ingen andre, der er så lille som dig, der kan drikke så meget”, hun svarer ved at grine og rejser sig op for at gå hen til baren. Hun passerer bordet, hvor de sidder og holder vejret for at gøre sig usynlig, slår blikket ned og holder vejret. De griner og skåler og ænser hende ikke, har allerede glemt, hvad de netop har sagt. Da hun kommer tilbage til ham, siger han med blikket på hende men henvendt til en anden, “er det ikke rigtigt, at asiatere egentlig ikke kan tåle alkohol?” Den anden person ved bordet siger, “du skal altså virkelig ikke tage dig af dem, det er jo bare, fordi de selv ville ønske, de var anderledes,” så griner de. Hun svarer ved at slå øllen i bordet, så den smadrer, og hun ved ikke, hvad der efterfølgende sker, men til sidst bliver hun bedt om at forlade baren. Han går modvilligt med hende ud, tager hende i hånden og siger, “du kan altså ikke opføre dig sådan der, og i det mindste kan du vel så gøre det overfor dem og ikke en, der faktisk forsøger at trøste dig.” Hun svarer ved at nikke, og han inviterer hende med op i lejligheden alligevel. Han insisterer på, at hun skal sidde på cykelstyret, selvom de bare skal fra folkets park til slotsgade. Hun falder selvfølgelig af styret, slår hul på sit knæ, han samler hende op og spørger “er du okay?” Hun svarer ved at smile og kysser ham, og han gengælder kysset, fører sin hånd op under hendes trøje, og nu er der i det mindste stille. Nu er der i det mindste stille, men blodet løber ned af hendes knæ og såret svier. Oppe i lejligheden tager han trøjen af og sætter sig på sengekanten, han siger “du er så smuk, smukke jasmin, smukke esmeralda.” Hun svarer ved at sætte sig hen over ham og nu er der er i det mindste stille. Det er hurtigt overstået, og han falder i søvn oven på hende, nu er der i det mindste stille. Han sover tungt, alting snurrer, men hans krop er som en kugledyne, den holder hende nede og i ro. Hun har intet sprog for det, der er sket den sidste time, kun en mavepine og en uro i brystet, der fortæller hende, at det er ikke okay. Så nu ligger hun der og venter på det skal lysne. Så hun om morgenen kan rejse sig fra sengen, så hun kan binde sine sko i entréen, så hun kan komme ud i opgangen, ned af trappen, ud af porten. Så hun kan viske natten væk med sollys, så hun kan sætte sig på en bænk i assistens, så hun kan lade som om, at den sidste time ikke er sket. Så der i det mindste kan blive lidt stille

_____
BIO: Sabitha Sofia Söderholm er en dansk/indisk forfatter og kunstner. Nuværende studerende på Kunstakademiet i København og med en praksis, der drejer sig omkring ritualer, ceremonier, henvendelser og breve. Altid med skriften som udgangspunkt eller bærende/eneste element.