Artikel

Hvis du blev spurgt; ’Er der racisme i Danmark?’, vil du med stor sandsynlighed svare ja.

Men hvis du blev spurgt; ’Er Danmark et racistisk land?’, vil du formentligt tøve en smule.

Din tøven er slet ikke så mærkelig, for vi er aldrig blevet fortalt, hvad racisme egentlig er. Vi forbinder racisme med noget primitivt, og primitivt er vores danske samfund i hvert fald ikke. Således er debatten om et racistisk Danmark affejet, før den overhovedet er igangsat.

Danmark lever op til alle racismekategorier

I hverdagen forbinder vi racisme med enkeltpersoner; med privat adfærd og private holdninger eller med bestemte politikere og politiske partier. Men det er alt for forsimplet.

I samfundsvidenskab skelnes der mellem forskellige kategorier af racisme. De vigtigste kategorier i nutiden er; Individuel racisme, institutionel racisme og strukturel racisme. Dykker man ned i de tre kategorier og sammenholder dem med racismen i Danmark anno 2018, vil man opdage, at Danmark lever op til alle tre og mere til.

Den første, individuel racisme, er racisme mellem enkeltpersoner. Enkeltpersoners racistisk motiverede handlinger og holdninger.

Individuel racisme lever i bedste velgående i Danmark og udviklingen går den forkerte vej. Der er mange forskellige indikatorer på dette, ikke mindst anmeldte hadeforbrydelser, hvor motivet har været religion eller race. Her er antallet steget fra 164 i 2015, til 228 i 2016, og 365 i 2017.

Institutionel racisme er racisme, der finder sted inden for institutioner (politiet, kulturlivet, boligmarkedet, uddannelsessystemet og erhvervslivet mv.). Institutionel racisme er, bevidst eller ubevidst (ofte uskreven og uformel) diskriminerende behandling og ulige muligheder baseret på etnicitet, produceret og vedligeholdt af institutioner.

Institutionel racisme i Danmark finder sted i mange sammenhænge. Ikke mindst i nattelivet, hvor gæster ofte afvises på baggrund af hudfarve eller etnicitet. I uddannelsessystemet findes der ubevidst institutionel racisme, f.eks. når tosprogede elevers ordblindhed overses, fordi underviserne antager, at de manglende læseevner skyldes elevernes etniske baggrund.

Der er institutionel racisme i boligmarkedet, hvor ansøgere med mellemøstligt klingende navne i snit skal sende 27 procent flere ansøgninger end ansøgere med danskklingende navne for at have lige så gode chancer for at få en bolig. Der er også undersøgelser, der peger på, at der findes institutionel racisme i erhvervslivet.

En kendsgerning er dog, at der ikke findes meget empiri på området. Denne mangel blev slået fast i SFI’s rapport fra 2015: ”Om end diskrimination på baggrund af etnisk oprindelse i Danmark finder sted i et omfang, der kan anses for at være problematisk, er dette område forholdsvist mangelfuldt belyst”. SFI giver i samme rapport metoder til undersøgelser af institutionel racisme – metoderne er aldrig blevet anvendt på national plan.

Til sidst er der strukturel racisme. Strukturel racisme opstår, når diverse lag i samfundet – herunder institutioner, meningsdannere og ikke mindst kultur og normer – på forskellige, ofte forstærkende måder, opretholder bestemte etniske gruppers ulighed.

Strukturel racisme betragtes også som en akkumuleret sum af individuel og institutionel racisme, der gennem tiden har tildelt privilegier og anerkendelse til en bestemt etnisk gruppe, ofte på bekostning af andres.

Følger man den videnskabelige teori, er der derfor også tale om strukturel racisme i Danmark. Med andre ord har den historiske individuelle samt institutionelle racisme i Danmark skabt en struktur i økonomiske, politiske, sociale og kulturelle strukturer, som fastholder nogle grupper i underordnede positioner.

Lovfæstet racisme: Her overgår Danmark selv USA

Men racisme i Danmark stopper ikke ved strukturel racisme. Der er nemlig en helt ny og bekymrende dimension: den lovfæstede racisme. En dimension, der er så uset i nyere tid, at den ikke behandles i videnskaben om racisme.

De fleste studier og videnskabelige teorier om nutidens racisme kommer fra amerikanske forskere og tager afsæt i det nutidige amerikanske samfund, hvor der ikke findes racistiske lovgivninger fra nyere tid. Ikke blot fordi det ville være forfatningsstridigt, men også fordi amerikanske politikere på begge fløje er trofaste i ideologien om lighed for loven. Således har der ikke været racistiske lovgivninger i USA siden 1964, året, der anses som slutningen på segregationen i USA.

I modsætning til USA, har danske politikere været ganske lemfældige omkring forfatningsstrid og racistiske lovgivninger.

Lovfæstet racisme er negativ forskelsbehandling på baggrund af etnicitet eller religiøsitet, som er vedtaget ved lov. Listen over disse lovgivninger i Danmark er efterhånden lang, og er i løbet af de seneste år vokset hastigt. Målet (reduktion af muslimske flygtninge) helliggør midlet (negligering af grundlovens sikring af lighed for loven).

Racistiske lovgivninger pakkes pænt ind

Et eksempel på en sådan lovgivning er, da Folketinget i 2015 vedtog at indføre integrationsydelse for personer, der ikke har boet i Danmark mindst 7 ud af de sidste 8 år og derved afskar dem fra de almene sociale ydelser.

Den kritiske læser har formentlig gennemskuet, at denne lovgivning ikke udelukkende er rettet mod indvandrere, men enhver borger med relevant tilknytning til Danmark. Er der så tale om racisme?

Ja! Antallet af etniske danskere, der reelt omfattes af integrationsydelse kan formodentligt tælles på to hænder. Titlen, integrationsydelse, indrammer også ganske fint tilsigtede målgruppe.
Burkaloven og ikke mindst ’ghetto’-lovgivningerne hører under samme kategori. Igen er loven formelt indskrevet, så den omfatter alle danskere – for eksempel ved formelt at kalde burkaloven for Maskeringsforbud.

Politikernes evige dilemma er, ironisk nok, kampen mod Grundloven og menneskerettigheds-konventionerne, som dikterer, at ingen lovgivning de jure, altså i sin juridiske essens, må være racistisk. Derfor bruger vores ihærdige politikere et hvert kneb for at formulere loven, således at den de jure ikke er racistisk, selv om den i virkeligheden er det.

Enhver, som kender til maskeringsforbuddet, ‘ghetto’-pakken og lignende lovgivninger, har gennemskuet dens underliggende diskrimination og racisme. Men få ved, at lovfæstet racisme er så uset i nyere tid, at den ikke engang behandles i den almene videnskab om racisme. Danske politikere er ved at gentage en del af verdenshistorien, vi lykkeligt troede menneskeheden havde lagt bag sig.