Artikel

Vi har længe haft debatten: Skal Danmarks etniske minoriteter opgive deres kulturelle tilhørsforhold for at blive accepterede medborgere i samfundet, eller skal vi, som et samlet Danmark, hylde kulturel mangfoldighed og lære af hinandens forskelligheder?

Spørgsmålet er helt centralt i forhold, til hvilket fællesskab, vi ønsker: Et, hvor visse dele af befolkningen skal passes ind i en given form, eller et bredt samfund, hvor folk kan føles sig respekterede i deres mangfoldighed.

I mit arbejde hos Dansk Flygtningehjælp har jeg haft mange samtaler med nogle af de mennesker, nemlig flygtninge fra ikke-vestlige lande, debatten handler om. Gennem samtalerne oplevede jeg ofte, at især de unge flygtninge var trætte af, at der tilsyneladende ikke var noget loft over mængden af krav, der kunne stilles dem, før de kunne siges at være rigtigt med i “det danske fællesskab”.

Min oplevelse er, at mange flygtninge er utroligt sårbare, når det gælder krav om assimilering. Jeg vil mene, at det er afgørende, at de krav – hvordan de nu end måtte se ud – bliver suspenderet, når det gælder sårbare flygtninge. Jeg er nået til denne forståelse på baggrund af mine møder med disse mennesker. Deres livsverden er ofte knust, og de sidder i Danmark uden deres barndomsvenner, uden deres bedsteforældre eller andre centrale sociale ressourcer.

Uden for fællesskabet

Den canadiske sociolog Erving Goffman har beskæftiget sig med stigmatisering. Et af de stigmata, som han har beskrevet, er det såkaldt tribale stigma, som går på en persons religiøse, kulturelle og etniske tilhørsforhold. Stigmatiseringsprocesser opstår, når forskellige mennesker mødes i sociale sammenhænge, hvor de omgås hinanden. Det kan for eksempel være, når borgere med anden etnisk baggrund møder danske majoritetsborgere i bussen, til sportsarrangementer, i shoppingcentre, i et boligområde og andre forskellige sammenhænge i hverdagen.

Her kan det ske, at majoritetensborgerne i det danske samfund kan komme til at pålægge personer med anden etnisk baggrund en række negative egenskaber, som vedkommende kan opleve som værende stærkt miskrediterende. Hvis unge med anden etnisk herkomst hele tiden bliver mindet om, at de afviger fra normerne og værdierne i det danske samfund, risikerer man, at de begynder at gøre det til en del af deres egen selvfortælling. Det kan forstærke en polarisering, hvor de sociale skel mellem majoritet og minoritet vokser.

Når de unge mennesker, jeg har talt med i forbindelse med mit arbejde, har en oplevelse af at stå uden for det sociale fællesskab i det danske samfund, kan det skyldes, at deres kultur og etniske tilhørsforhold bliver tilskrevet negative karakteristika, altså stigmatiseres, i deres møder med majoritetsdanskere. Den stigmatisering, de oplever at blive udsat for i interaktionen med majoritetsdanskere, kan for eksempel komme til udtryk ved, at deres etnicitet, kultur, religion, udseende eller påklædning bliver sat i bås med fænomener som terrorisme, kulturel underlegenhed eller kvindeundertrykkelse

Flertallet må tage det første skridt

Meget af mit arbejde i Dansk Flygtningehjælp har handlet om at skabe en form for “backing group” for flygtninge, som er blevet berøvet de elementære institutioner (sociale netværk i form af familie og lokalsamfund, religiøse menigheder etc.), der almindeligvis tjener til livets sociale opretholdelse.

Mange unge med anden etnisk baggrund oplever, at det danske samfund reelt afkræver dem en total fralæggelse af hele deres “førdanske” værdisæt og kulturelle horisont som betingelse for, at de kan blive accepteret som ligeværdige medborgere i Danmark. Et krav, der ikke kan beskrives som andet end “umenneskeligt” i forståelsen: Et krav, der byder en udtræden af det, der gør et menneske til, hvad det er.

Jeg mener, at vi bør skabe rum for flygtninge, hvor de i højere grad kan føle, at de kan bidrage til fællesskabet, uden at de behøver at opgive deres kulturelle identitet, også selvom vi som samfund skulle insistere på, at Danmark ikke er et multikulturelt samfund, og at en form for kulturel homogenisering i sidste ende er det mest efterstræbelsesværdige.

Det er for mig vigtigt at holde fast i, at flertallet altid må tage det første skridt og gå minoriteterne i møde. At man som majoritet går minoriteterne i møde, behøver ikke at betyde, at man går ind en multi- kulturalistisk stat, eller at man er villig til at give afkald på eller gradbøje danske kerneværdier som ytringsfrihed eller ligestilling. Det behøver blot at betyde, at man forstår og anerkender den sårbarhed, der ligger i at være en minoritet.

Det skal altså ikke forstås som et knæfald for multikulturalismen, og ikke som et udtryk for politisk korrekthed, men som et moralsk imperativ, der baserer sig på en forståelse af, at stigmatisering altid kun er et våben i hånden på majoriteten, og at livet som medlem af en minoritet altid er mere udsat og sårbart.